Spørgsmål fra læserne

● Fra tid til anden modtager vi breve hvori der spørges om visse omstændigheder berettiger nogen til at gøre en undtagelse fra den kristnes pligt til at sige sandheden. Som svar herpå skal anføres følgende:

Guds ord befaler: „Tal sandhed, hver med sin næste.“ (Ef. 4:25) Dette bud betyder imidlertid ikke at vi skal fortælle enhver der spørger os, alt hvad denne ønsker at vide. Vi skal fortælle sandheden til alle som har ret til at kende den, men dersom nogen ikke har denne ret, og alligevel spørger, kan vi give et undvigende svar. Men vi må ikke fortælle en løgn.

En søster der for eksempel skal opgive sin alder for at hendes forkynderoptegnelseskort kan blive forsynet med nøjagtige oplysninger, bør sige sandheden, da dette kommer ind under bestemmelsen: ret til at vide. Frygt for at gøre det er et tegn på forfængelighed og umodenhed. Denne specielle oplysning bør heller ikke forholdes en fremtidig ægtefælle, hvis denne finder det vigtigt nok at spørge. En fremtidig ægtefælle har også ret til at få denne oplysning. Det beror altså på omstændighederne om man kan give et undvigende svar om sin alder eller ej.

Samme princip gælder når en patient lider af en uhelbredelig sygdom. Patienten har ret til at høre hvad en lægeundersøgelse har vist angående hans muligheder for at leve. Ingen bør nægte ham den viden som er så vigtig for ham — hvor kostbare hans dage er for ham eftersom han kun har så få tilbage. At føre patienten bag lyset er ikke at give ham trøst, forståelse og kærlighed, og den der bedrager ham vil bestandig være plaget af en dårlig samvittighed. Hvis patienten har indviet sig til Jehova vil han sikkert forstå at hans dage er i Guds hånd, og derfor vil han ikke nære en sygelig frygt for at dø men søge styrke i håbet om opstandelsen. Nogle som i en venlig hensigt har tilbageholdt en sådan oplysning, har senere opdaget at det var misforstået venlighed.

En sådan oplysning skal naturligvis gives på rette tid og måde. Den skal gives når lejligheden er der og på en medfølende men ikke urimelig bedrøvet måde. Der er ikke noget forkert i at sige at der måske er håb til trods for en sådan prognose, da lægelig viden i dag jo ikke er ufejlbarlig. Kærlighed, visdom og selvbeherskelse vil sætte en i stand til at bringe emnet på bane på rette måde, og herigennem kan kærlighedens og hengivenhedens bånd måske blive langt stærkere end før. På et sådant tidspunkt kunne man også nævne opstandelseshåbet, de velsignelser patienten allerede har nydt som et medlem af den nye verdens samfund, og de velsignelser som endnu er i vente.

Skal man indvi en fremtidig ægtefælle i ufordelagtige sandheder om ens fortid, fra tiden før man blev et Jehovas vidne? Hvis emnet bringes på bane og man bliver spurgt, bør man sige sandheden eftersom den anden part har ret til at kende den. Bliver man ikke spurgt, beror det på ens skøn og samvittighed om man vil sige noget. Men hvis oplysningerne synes vigtige for den anden part og denne ikke har spurgt, simpelt hen fordi han eller hun ikke tænkte noget sådant sandsynligt, da bør man af sig selv give oplysningerne i tillid til at kærlighed og forståelse vil jævne sagen. Kan der blive tale om at forventningerne skuffes, er det afgjort langt bedre at det sker før end efter brylluppet. Her gælder det velkendte princip Jesus fremsatte: „Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.“ — Matt. 7:12.

Der gives imidlertid én undtagelse som den kristne altid må huske. Som soldat for Kristus kæmper han i en teokratisk krig og han må gå frem med større forsigtighed når han har med Guds fjender at gøre. Bibelen viser således at det er ret at skjule sandheden for Guds fjender for derved at beskytte Guds sags interesser. Et bibelsk eksempel på dette har vi i skøgen Rahab. Hun skjulte, både ved sine handlinger og ved sine udtalelser, de israelitiske spejdere fordi hun troede på deres Gud Jehova. At hun vandt Jehovas godkendelse derfor fremgår af at Jakob roste hendes tro. — Jos. 2:4, 5; Jak. 2:25.

Dette kommer ind under udtrykket „krigslist“ som blev forklaret i Vagttårnet, 15. maj 1956, og det stemmer overens med Jesu råd om at vi skal være „forsigtige som slanger“ når vi kommer iblandt ulve. Skulle omstændighederne kræve at en kristen kaldes i vidneskranken og må aflægge ed på at han vil sige sandheden, da må han, hvis han overhovedet udtaler sig, holde sig til sandheden. Stillet over for valget mellem at tale og forråde en broder, eller at undlade at tale og blive anklaget for at vise foragt for retten, vil den modne kristne tænke på sin broders velfærd fremfor sin egen, idet han husker Jesu’ ord: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ — Matt. 10:16, NW; Joh. 15:13.