Det galilæiske paradis

JEHOVA GUD lovede israelitterne at han ville føre dem til et land der flød med mælk og honning. Og da Moses holdt sin afskedstale til dem, oprullede han for dem hvilket skønt land de nu skulle til at drage ind i. Galilæa var den smukkeste og frugtbareste del af hele Palæstina, og den bedste del af Galilæa var området omkring byen Genesaret ved den nordvestlige ende af Galilæas Sø. Om dette landskab skrev den jødiske historiker Josefus:

„Naturen er vidunderlig smuk; jorden er så frugtbar at alle træsorter kan gro der, og indbyggerne planter derfor træer af alle slags; luftens temperatur er ideel, for den egner sig til alle disse forskellige træsorter. Valnødtræerne, der kræver kold luft, trives så det er en lyst; det samme gør palmetræerne, der vokser bedst i varm luft; og lige i nærheden af disse står der figentræer og oliventræer, der begge kræver en mere tempereret luft. Man kunne kalde stedet naturens ambition, hvor den tvinger de vækster der af naturen ikke kan vokse sammen, til at forlige sig med hinanden; der står en velgørende strid mellem årstiderne, som om de alle ville gøre krav på dette land, derfor avles der ikke alene forskellige efterårsfrugter i så vældige mængder at det overgår menneskers forventninger, men samtidig er alle betingelser til stede for at de kan holde sig. Landet giver en stadig høst af de almindelige frugter, druer og figner, de ti måneder af året, og de øvrige frugter høstes på forskellige tider året rundt; til den ideelle lufttemperatur kommer desuden at området får vand fra en rig kilde.“ — Wars, 3. bog, 10:8.