Spørgsmål fra læserne
● Gives der nogen omstændigheder hvor sterilisation af en mand eller en kvinde er tilladt, for eksempel hvis et svangerskab vil bringe kvindens liv i fare eller familiens økonomi ikke tåler en yderligere belastning?
Hvad sker der når et menneske steriliseres? Der sker det at man ved operation berøver det forplantningsevnen. The Encyclopedia Americana fortæller at mange sterilisationsmetoder snarere burde betegnes som en aseksualisation (at gøre kønsløs) fordi de har visse „skadelige virkninger, både fysiske og mentale“. De metoder man almindeligvis anvender i dag går for mænds vedkommende ud på at man overskærer sædlederne, gennem hvilke sæden overføres til kvinden. En kvinde steriliseres ved at man overskærer æggelederne, der har til opgave at befordre ægget eller ægcellen til livmoderen. Man ødelægger altså et menneskes forplantningsevne, idet man ved sterilisation hindrer de gudgivne kønsorganers funktion, eller man fjerner endog organerne. — Americana, udgaven af 1929.
Sterilisation kan efter retslig afgørelse udføres på visse personer som samfundet finder det formålstjenligt at afskære fra at sætte børn i verden. Adskillige lande har vedtaget en sterilisationslov, og man kunne spørge: hvad er hensigten med en sådan lov? At forhindre at vaneforbrydere, åndssvage eller sindssyge sætter børn i verden. Det argument man fremfører for en sådan fremgangsmåde er at samfundet skal beskyttes imod at opfostre børn med kriminelle tilbøjeligheder, eller mentalt svækkede og åndssvage børn. Af nævnte grunde føler lande der har vedtaget sådanne sterilisationslove sig berettiget til at ødelægge eller foretage indgreb i gudgivne organers funktioner som jordiske skabninger ifølge naturen har ret til.
Vi ønsker ikke at kritisere lande der har sådanne love, men til vor egen oplysning spørger vi: hviler en sådan forordning på den lov Gud har givet sin teokratiske organisation? Var det hos Guds folk tanken om sterilisation opstod? Eller har den sin oprindelse i denne verden, som nævnte lande er en del af?
Hvorfor skulle Gud ødelægge en naturlig funktion som han har nedlagt i mennesket med en kostelig hensigt for øje?; Hvordan skulle Gud kunne udstede en lov der beordrede eller tillod sterilisation, når han udelukkede eunukker fra sin menighed eller forbød sit udvalgte folk Israel at kastrere israelitiske mænd for at de kunne fungere som sengevogtere for israelitiske kvinder, eller varetage andre betroede opgaver? Gud godkendte ikke denne form for beskyttelse af kvindernes gård. „Ingen, der er gildet ved knusning eller snit, har adgang til [Jehovas] forsamling,“ siges der i Femte Mosebog 23:1. I overensstemmelse med denne forordning kunne ingen medlemmer af ypperstepræsten Arons familie tjene som præster ved Guds tempel hvis deres kønsorganer var beskadigede. (3 Mos. 21:16-21) Gud ønskede præster der kunne blive fædre til andre præster; han ønskede israelitter der kunne frembringe andre israelitter.
Det er Gud der har givet menneskene evnen til at forplante sig; han giver os en retningslinje ved at udstede love til beskyttelse af denne evne. I hans lov hed det: „Liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5 Mos. 19:21) Men lad os nu forestille os at en kvinde overværede at hendes mand kom i slagsmål med en anden. For at beskytte sin mand og hindre at han får prygl rækker hun ud og griber om den anden mands intime legemsdele i den hensigt at sætte ham ud af spillet. Uden tvivl har kvinden derved ødelagt mandens forplantningsevne; hun har overtrådt Guds lov, som forbyder knusning af mandens testikler, og hun har gjort denne mand uegnet til at færdes i Guds menighed. Kvinden kunne ikke indvende at hun blot brugte jiu-jitsu og handlede i forsvar for sin mand og således til sin egen beskyttelse. Hun skulle straffes. Men hvordan?
Hun havde ødelagt en landsmands forplantningsevne. Påbød Gud nu at hendes æggeledere skulle fjernes eller at hendes kønsorganer skulle ødelægges så hun blev afskåret fra at få børn? Eller sagde Gud at eftersom hun havde ødelagt en anden kvindes mand skulle denne anden kvinde have lov at knuse hendes mands testikler? Sagde Gud at hun eller hendes mand skulle steriliseres så de ikke kunne sætte forbryderiske børn i verden? Guds lov respekterede hendes og hendes mands ret til deres forplantningsevne, for den lød: „Da skal du hugge hendes hånd af; du må ikke vise skånsel.“ (5 Mos. 25:11, 12) Guds lov nævnte dette lige efter at den havde behandlet og bifaldet svogerægteskab inden for en familie. Ifølge denne lov skulle en mand som nægtede at indgå svogerægteskab med sin afdøde broders hustru vanæres offentligt fordi han havde vægret sig ved at give sin broders enke et barn i broderens navn. — 5 Mos. 25:5-10.
Alt dette giver os en idé om hvordan Gud ser på det når et menneske eller et folk der er indviet til ham hindrer forplantningsorganernes normale funktion. Sandt nok ophævedes Moseloven, og dermed også ovennævnte forordninger, med Kristus, men Gud har ikke ændret sit syn på sterilisation. Meningen, princippet, den grundlæggende idé eller selve essensen i de nævnte love forbliver gyldig for de kristne, der er underlagt den lov som står langt højere end Moseloven. En indviet kristen er under lov forpligtet til at elske Jehova Gud af hele sit hjerte og sind, af hele sin sjæl og styrke. Men at fjerne kønsorganerne eller at hindre deres funktion harmonerer ikke med dette. En kristen er ikke en vaneforbryder eller en åndssvag som har nødig at blive frataget sin forplantningsevne.
Hvad nu hvis en læge hævder at det kan koste en kvinde livet at få flere børn? Så kan man hindre en undfangelse på anden måde end ved at overtræde Guds lov, hvis hele indhold taler imod at berøve et menneske forplantningsevnen. Selv om forældre lever i fattigdom og ikke kan opfostre endnu et barn, så bør de ikke løse dette økonomispørgsmål ved at ødelægge de organer som den fuldkomne mand og kvinde blev udstyret med og som spiller så væsentlig en rolle i ægteskabets ædle hensigt. Der findes en anden måde at løse problemet på. De må forme deres liv efter Guds ånd, hvis frugt blandt andet består i selvbeherskelse. — Gal. 5:22, 23, NW.
Når en kristen forstår hvilke gode grunde han har til at vise selvbeherskelse, så finder han det fornuftigt, og Guds ånd giver ham styrke dertil.
● Hvad er forklaringen på at der findes dyr i isolerede landområder, hvis Vandfloden dækkede hele jorden og de eneste landdyr der overlevede var dem der befandt sig i arken? — P. G., England.
At der findes visse dyrearter i Australien og New Zealand, for eksempel, er ikke noget vægtigt argument imod Bibelens beretning om at alt liv på jorden, bortset fra Noa og hans medpassagerer i arken, blev udslettet i Vandfloden. Men hvordan kan disse dyr være kommet fra Ararats bjerg, hvor arken strandede, til andre verdensdele og til øerne? Ad landtanger. Ved oceanografiske studier, refereret af dr. René Malais til det svenske geografiske tidsskrift Ymer, har man gjort opdagelser som tyder på at der engang har været en „midt-atlantisk tange“ der krydsede hele oceanet. (New York Times, den 23. september 1956) Der har muligvis været andre tanger, og dyrene kan være draget af sted over tangerne før disse sank i havet.
Dette er for øvrigt ikke den eneste mulige forklaring. Oceanografiske undersøgelser i Stillehavet har bragt for dagen at der sandsynligvis engang har eksisteret et umådeligt kontinent der omfattede Australien og mange af Stillehavsøerne. Hvis dette er tilfældet har dyrene naturligvis ikke haft vanskeligt ved at nå frem til disse lande.
● Vil det være brud på noget kristent princip at give bidrag til en årlig velgørenhedsindsamling på ens arbejdsplads? — M. P., De forenede Stater.
Om en indviet kristen vil bidrage til en sådan velgørenhedsindsamling står til ham selv. Han kan med rette tænke at han allerede bruger alle sine til rådighed stående midler til et velgørenhedsarbejde, forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, og at han derfor ikke er forpligtet til at yde bidrag til andre former for velgørenhed. Han kan også ræsonnere at han kan gøre mere godt med sine penge på anden måde, i betragtning af de store administrationsomkostninger som visse velgørenhedsinstitutioner har fordi deres personale får en meget høj gage. Hver enkelt kristen må som sagt selv tage stilling til hvad der er bedst at gøre under de forhåndenværende omstændigheder — han må bære sin egen ansvarsbyrde i dette spørgsmål. — Gal. 6:5.