Tugter du dig selv i små ting?

EN ÆLDRE kristen forkynder stod på et travlt gadehjørne i Brooklyns fine kvarter og uddelte indbydelser til et bibelsk foredrag der hed „Værdsætter De tugt?“ De fleste mennesker tog beredvilligt imod indbydelsen som han rakte dem med et venligt smil, men en elegant klædt dame nægtede at tage imod den og sagde med eftertryk til sin ledsagerske: „Jeg ønsker ikke at blive tugtet!“

Denne dame viste med sit svar at hun led under den almindelige misforståelse at tugt er det samme som revselse eller straf. Det er sandt at ordet somme tider er blevet brugt i denne betydning, som da den vise kong Salomon formanede forældre: „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden.“ „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ — Ordsp. 23:13; 22:15.

Ordet tugt eller disciplin har imidlertid også andre betydninger. Ordet disciplin kommer af det latinske ord disciplina der bogstaveligt betyder „undervisning, belæring“. Webster definerer tugt eller disciplin som „oplæring eller erfaring der retter, former, styrker eller fuldender et menneskes egenskaber eller karakter“. En forfatter brugte det udtryk at man må „tugte sig selv til at arbejde hårdt og stå tidligt op“. En anden skribent har sagt at man „villigt må tugte sig selv strengt dersom man skal opnå kundskab eller færdighed inden for et bestemt område“.

Det er rigtigt at tugt i sig selv ikke er behagelig. Den er ikke ensbetydende med at springe over hvor gærdet er lavest. Dette kommer klart til udtryk i Bibelen idet den siger: „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — Hebr. 12:11.

Ja, at tage imod tugt, hvad enten denne gives i form af oplæring eller straf, er visdommens vej. Men der ligger en endnu større visdom i at tugte sig selv, i at følge formaningen: „Hold fast ved tugt, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ Og man skal begynde med de små ting. — Ordsp. 4:13.

Hvorfor? Jo, for hvis vi tugter os selv i små ting vil det være lettere også at gøre det når det gælder større ting som selve vort liv måske afhænger af. Dersom vi for eksempel tugter os selv i overensstemmelse med Jesu ord i Mattæus 5:28 og ikke vedblivende ser på en kvinde for at begære hende, er det ikke sandsynligt at vi vil gøre os skyldige i umoralitet. Dersom vi følger vejledningen i 2 Korinterbrev 10:5 og tager enhver mennesketanke til fange ind under guddommelige principper er der kun ringe sandsynlighed for at vi vil begå alvorlige overtrædelser i ord eller handling. Her gælder også princippet: „Den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

Der kan siges meget om værdien af at tugte sig selv i små ting. I betragtning af det ovennævnte kan vi forstå at det giver et godt forhold til Skaberen. Er vi tilbøjelige til at være ligegyldige med at opfylde vore løfter til Gud? I så fald bør vi tugte os selv, for der siges: „Gud er i Himmelen og du på jorden, derfor skal dine ord være få.“ Apostelen Paulus sagde at han tugtede sig selv eller holdt sit legeme i ave for at han ikke skulle blive forkastet af Gud. — Præd. 5:1; 1 Kor. 9:27.

Selvtugt betyder også at vi får det godt med os selv. Med os selv? Ja, i den forstand at selvtugt skaber selvrespekt. Der ligger en vis glæde og tilfredsstillelse i bevidstheden om at vi har tugtet os selv og gjort noget som vi vidste vi burde gøre, i stedet for at udsætte det. Selv så lille en ting som det at stå op når vækkeuret ringer, i stedet for dovent at blive liggende i sengen til sidste minut, er en form for tugt. Hver eneste gang vi tugter os selv i sådanne små ting og ikke giver efter for vore negative tilbøjeligheder vil vi erfare en følelse af velvære og styrke.

Selvtugt eller selvbeherskelse i små ting er desuden visdommens vej i den forstand at det skaber et godt forhold til andre mennesker. Tag for eksempel så forholdsvis lille en ting som vor måde at tale på. Den udisciplinerede stemme lyder enten alt for høj eller for lav, for skurrende eller for indsmigrende, eller de ord den former bliver udtalt direkte sjusket, hvilket alt sammen giver et dårligt indtryk, hvis det da ikke ligefrem virker anstødeligt på andre. Vi kan endog fornærme andre uden at sige et ord; blot den måde hvorpå vi lytter eller undlader at lytte når andre taler til os kan virke stødende. Det kræver selvbeherskelse at være opmærksom, at holde op at læse eller hvad vi nu gør, for at låne den talende øre; men det er det værd. Princippet gælder også almindelig bordskik. Man bør tugte sig til ikke at tage for megen mad på én gang, til ikke at spise for hurtigt eller for støjende. Alt dette kræver at vi tugter os selv eller viser selvbeherskelse.

Hvor vigtigt er det ikke at udvise selvbeherskelse i små ting når det gælder vort helbred! Cigaretten er kun en lille ting men jo mere vi tugter os selv til at afholde os fra den, jo mindre sandsynligt er det at vi vil få lungekræft eller en anden af de mange sygdomme rygning kan medføre. Hvordan står det til med vor holdning? Det kræver selvbeherskelse at få en god holdning, men det lønner sig i form af et bedre helbred, ikke alene hvad fysikken angår, men også i den forstand at det giver selvtillid og en ligevægtig optræden; desuden gør det et godt indtryk på andre.

Værdien af selvdisciplin når det gælder adspredelser må heller ikke overses. Det kræver selvtugt at lukke for fjernsynet når det er tid at gå i seng eller når det er værdiløse udsendelser der er på programmet, men sparer det ikke en masse tid og energi? Det koster ligeledes selvtugt at forlade en selskabelig sammenkomst på et rimeligt tidspunkt så man kan få en god nats hvile, hvilket er nødvendigt for at kunne klare morgendagens pligter. Legemlig opøvelse eller sport er nyttig til lidt siger Bibelen, men kun hvis vi tugter os selv og ikke går for højt op i det. — 1 Tim. 4:8.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det er klogt at tugte sig selv i små ting! Det er ikke uden grund at Bibelen siger: „Hold fast ved tugt, lad den ikke fare.“