Babylons fald — et vendepunkt i historien

 1. (a) Hvilke spørgsmål stilles her angående Babylons fald i 539 f.v.t.? (b) Hvad siger bogen Nabonidus and Belshazzar om betydningen af Babylons fald i 539 f.v.t. i sammenligning med tidligere erobringer af byen?

MANGE har måske undret sig over at Bibelen har så meget at sige om Babylons fald, især dens fald for perserkongen Kyros’ hånd i året 539 f.v.t., selv om byen ikke blev ødelagt på daværende tidspunkt men blev stående i endnu nogle århundreder. Historisk interesserede har ligeledes spurgt om hvorfor historikerne har haft så meget at sige om denne specielle erobring af byen. Et uddrag af et historisk værk giver os svaret:

Militære erobringer havde indvirket på Babylons skæbne på mange kritiske tidspunkter i byens historie. Des mere bemærkelsesværdigt er det derfor at byens kapitulation i 539 f. Kr. over for Kyros betegnes som ’Babylons fald’, som om en sådan begivenhed aldrig var indtruffet før i byens historie. Endog Babylons overgivelse til Alexander [den Store] i 331 f. Kr. blegner ved siden af den katastrofe der gjorde en ende på det ny-babyloniske rige.

En rimelig forklaring herpå melder sig for den der undersøger sagen nærmere. Kyros’ erobring af Babylon fik vidtrækkende følger. Da Sankerib og Assurbanipal havde underlagt sig byen forblev herredømmet på semitiske hænder, men med perserrigets sejr i 539 f. Kr. begyndte en ny, stærk indflydelse at gøre sig gældende i oldtidens orient. Dette tidspunkt markerer det vendepunkt da arierne begyndte at overtage ledelsen og blive en magt der har holdt sig i civilisationens forreste linje helt op til vor tid. — Nabonidus and Belshazzar, af R. P. Dougherty, side 167.

 2. Hvordan bekræftes dette af The Encyclopedia Americana?

² I The Encyclopedia Americana, bind 2, side 441b, siges der: „Babylons fald for Kyros’ fremrykkende styrker betød enden på det semitiske herredømme i Babylonien og begyndelsen til det ariske.“ — 1929-udgaven.a

 3. Hvorfor er det nyttigt for os at kende nogle at de nærmere omstændigheder ved Babylons fald?

³ Eftersom Babylons fald var en så betydningsfuld begivenhed og udgør et fremtrædende tema i Bibelen vil det være nyttigt for os at kende noget til de nærmere enkeltheder i begivenhederne hin skæbnesvangre nat. Det vil hjælpe os til at se betydningen af Bibelens beretning og forstå at den giver et profetisk billede af noget større der skal skal finde sted i forbindelse med Babylon den Stores fald, som vi senere skal nå frem til at behandle i denne serie artikler.

 4. (a) Hvad var den virkelige grund til at Babylon faldt? (b) Hvorfor var babylonierne temmelig ubekymrede, selv om Kyros’ hær stod uden for byens mure?

⁴ Det er bemærkelsesværdigt hvor let denne store by erobredes af perseren Kyros denne historiske nat, den 16. tisjri i året 539 f.v.t. Forklaringen herpå er hovedsagelig at byens indtagelse var forudsagt af Jehovas profeter, og han sørgede for at profetierne gik i opfyldelse. Hvorfor var indbyggerne i Babylon så ubekymrede og uforsigtige når de vidste at Kyros’ hær lå lejret uden for byen? ’Åh,’ tænkte de; ’byens forsvar er stærkt og der er et rigeligt forråd af levnedsmidler i Babylon, så lad bare Kyros prøve om han kan indtage byen.’ Selv om babylonierne under kong Nabonid var blevet slået i åben mark og Nabonid havde søgt tilflugt i Borsippa, der lå ikke så langt fra Babylon, mod sydvest, følte babylonierne at de bag Babylons mure kunne le ad enhver belejrer. De mente at enhver hær der belejrede Babylon ville udmattes (og det kunne godt være sket for Kyros hvis ikke han havde fået så let adgang til byen som han gjorde). Ydermere fejrede man en særlig fest denne aften, og Belsazzar har uden tvivl benyttet denne lejlighed til over for sine tusinde stormænd at vise sin foragt for belejreren Kyros.

 5. (a) Hvordan blev Babylons hovedforsvarslinje, Eufratfloden, sat ud af spillet? (b) Hvordan kunne babylonierne endnu på dette tidspunkt have drevet angriberne tilbage hvis de var blevet varskoet?

⁵ Efter deres konges eksempel hengav babylonierne sig denne aften og nat til larmende religiøse orgier. Men hvad foregik der uden for byens mure? Noget højst uventet. Kyros havde ført en stor afdeling af sin hær op langs Eufratfloden, til et sted oven for Babylon. Her havde han sat soldaterne til at grave en kanal eller flere kanaler for at bortlede Eufratflodens vand før det nåede byen. I nattens mørke og stilhed uden for Babylons mure samlede de mediske og persiske tropper som Kyros havde efterladt, sig ved den ende af byen hvor Eufratfloden løb ind i den, samt i den modsatte ende, hvor floden løb ud af byen. Opmærksomt fulgte de vandstanden, som blev lavere og lavere. Naturligvis var de nervøse for at nogen inde i byen skulle lægge mærke til at vandstanden faldt og derefter slå alarm, men endnu havde de ikke hørt nogen gøre anskrig. De babyloniske vagtposter var tilsyneladende helt optaget af at feste. Men natten skred frem og angriberne kunne ikke vente til floden var helt tørlagt. Så hurtigt og så sagte det lod sig gøre strømmede de ned i flodlejet, hvor mudder og vand stod dem højt op på benene mens de styrede mod de nærmeste porte. Hvis babylonierne havde været årvågne kunne de så let som ingenting have fanget de medo-persiske styrker i en fælde og tilintetgjort angriberne med pile fra toppen af murene før de kunne nå at flygte ad den vej de var kommet. Men de ulykkelige babyloniere inde i byen havde fuldstændig lukket øjnene for hvad der gik for sig udenfor. De eneste lyde der nåede de indtrængende mediske og persiske soldater var larmen fra festlighederne i kongens palads.

 6. (a) Hvilken yderligere uforsigtighed fra babyloniernes side satte Kyros’ soldater i stand til at trænge ind i byen? (b) Hvad var angribernes første mål, og hvilke ordrer fik de?

⁶ Hvis nogen havde set ned i det mørke kløftlignende mellemrum mellem Babylons stejle mure ville de havde set mørke skikkelser nærme sig portene og deres antal tage til efterhånden som hundreder af soldater kravlede op fra floden og sluttede sig til dem. Som de havde håbet var portene ikke lukket. Uforsigtigt havde babylonierne ladet dem stå åbne. De havde stolet mere på floden end på portene som deres værn. Vagtposterne blev overmandet, men babyloniske løbere blev straks sendt fra hver sin ende af byen i retning mod paladset for at bringe bud om angrebet. Kyros gav ordrer til at hans soldater skulle dræbe enhver der standsede deres fremrykning mod paladset. ’Hvis nogen råber jer an, så råb tilbage som om I er babyloniere der er med i festlighederne. Spild ikke tiden med at forfølge dem der løber ind i husene. Skynd jer til Belsazzars palads!’ Da mederne og perserne for gennem gaderne standsede ingen pileregn fra hustagene dem. Alt syntes at være til gunst for angriberne.

 7. (a) Hvordan fik Belsazzar meddelelse om at byen var indtaget? (b) Hvordan lyder den gamle græske historiker Xenofons beskrivelse af paladsets erobring?

⁷ Nu var løberne nået frem til Belsazzar; én meldte åndeløst at angriberne var trængt ind i den ende af byen hvorfra han kom; lige i hælene på ham fulgte en løber der meldte at angribere var trængt ind i den anden ende af byen. Frygten lammede Belsazzar. Hvad skulle han gøre? Ville han begå selvmord? På dette tidspunkt hørtes støj ved paladsets porte. Vi overlader til en historiker at beskrive årsagen til larmen og hvad der derefter skete:

Og Gobryas [Ugbaru, statholderen over Gutium] og Gadatas og deres tropper fandt portene ind til paladset stængt, og de som var blevet udpeget til at angribe vagtposterne faldt over dem mens de sad og drak ved et flammende bål, og ufortøvet handlede de med dem som med fjender.

Men de som var inde i paladset hørte larmen fra den efterfølgende tumult, og på kongens bud om at se hvad der var i vejen åbnede nogle af dem portene og løb ud.

Og da Gadatas og hans mænd så portene blive åbnet styrtede de ind og fulgte efter dem der flygtede tilbage ind i paladset, og mens de uddelte slag til højre og venstre nåede de frem til kongen og fandt ham allerede stående med sin daggert i hånden.

Og Gadatas og Gobryas [Ugbaru] og de der fulgte dem overmandede ham; og de der befandt sig i kongens nærhed blev også dræbt, én hvor han havde søgt tilflugt, en anden mens han forsøgte at flygte, en tredje mens han prøvede at forsvare sig med det han havde for hånden.b

 8. Hvad skete der med Belsazzar?

⁸ Meget kortfattet fortæller Bibelen hvad der skete med Belsazzar: „Samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt, og mederen Darius overtog riget i en alder af to og tresindstyve år.“ — Dan. 5:30; 6:1.

 9. Hvordan lyder Xenofons videre beretning om byens erobring?

⁹ De begivenheder der fulgte herefter i denne historiske nat beskrives af Xenofon i hans værk om Kyros, „Kyropædien.“ (skrevet omkring 370 f.v.t.).

Kyros sendte derefter rytteriafdelinger gennem gaderne og gav dem ordre til at hugge alle ned som de fandt uden døre, mens han gav befaling til dem der forstod assyrisk at de skulle meddele alle som befandt sig i husene at de skulle forblive dér, fordi enhver der opholdt sig udenfor ville blive hugget ned.

Mens de var i færd med det, kom Gadatas og Gobryas til, og det første de gjorde var at ære guderne eftersom de havde hævnet sig på den onde konge, og så kyssede de Kyros’ hænder og fødder og græd mange glædestårer.

Og da dagen gryede og de der holdt citadellerne besat opdagede at byen var indtaget og kongen dræbt overgav de sig også.

Kyros besatte straks citadellerne og sendte vagtposter og officerer til dem. Slægtningene til dem der var blevet dræbt fik lov til at begrave deres døde. Han gav endvidere herolderne befaling til at udråbe at alle babyloniere skulle aflevere deres våben; og hvis man herefter fandt våben i et hus måtte alle dets beboere lade livet. Så overgav de deres våben og Kyros oplagrede dem i citadellerne, så de kunne være rede hvis han fik brug for dem. — § 31-44, VII del, kapitel 5.

10. Hvordan gik det Belsazzars fader efter Babylons fald?

¹⁰ Efter at Babylon var indtaget marcherede Kyros mod Borsippa, hvor Babylons øverste hersker Nabonid havde søgt tilflugt, for denne kunne muligvis samle styrker nok til at blive en alvorlig trussel mod Kyros. Men Nabonid indlod sig ikke i kamp; han kom ud og overgav sig til Kyros. Kyros skånede Nabonids liv fordi han villigt havde overgivet sig; men det fortælles at han forviste ham til Karmanien og gjorde ham til statholder over denne betydelige provins. Nabonid, der interesserede sig for historie og arkæologi, har efterladt mange indskrifter, hvoraf en er kendt som Nabonids Krønike. (The Encyclopedia Americana, 1929-udgaven, bind 19, side 677)c Således gik det babyloniske rige til grunde.

11. (a) Hvornår drog Kyros ind i Babylon, og hvilken velkomst fik han af babylonierne? (b) Hvem udnævnte derefter statholdere i Babylon?

¹¹ Skønt Babylon faldt den 16. tisjri (5.-6. oktober) 539 f.v.t. drog Kyros selv ikke ind i byen før sytten dage efter at den var blevet besat af hans tropper. Det var på den tredje dag i måneden marchesvan (22.-23. oktober). Efter at have fået en god velkomst af babylonierne udråbte han fred i byen og behandlede dens indbyggere med mildhed. Otte dage senere døde hans øverste hærfører Ugbaru (Gobryas), og så fulgte en sørgetid. Kong Kyros havde en statholder med sig, nemlig Gubaru, og da Kyros havde holdt sit indtog i byen udnævnte denne Gubaru statholdere i Babylon.d

12. Hvem var mederen Darius ifølge nogle historikeres mening?

¹² Hvem var den meder ved navn Darius der nævnes i Daniels bog 6:1? På nuværende tidspunkt lader det sig ikke gøre at få klarhed over det på grundlag af de hedenske historiske dokumenter man har til rådighed. Det er muligt at man senere vil finde flere dokumenter der kan kaste lys over dette spørgsmål. Der er dog meget der taler for at han er den samme som Kyros’ statholder Gubaru.e

13. Hvordan opfyldtes profetien om at Jehova havde delt det babyloniske rige og givet det til mederne og perserne?

¹³ Som håndskriften på væggen i kong Belsazzars palads havde forkyndt delte Jehova det babyloniske rige mellem mederne og perserne, for mederen Darius regerede først. Guds ufejlbarlige ord omtaler ham som konge og fortæller at han „fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelte over hele riget“. (Dan. 6:2, 3) Senere i Daniels bog (9:1) tales der om „Darius’, Ahasverus’ søns, første regeringsår, han, som var af medisk byrd og var blevet konge over kaldæernes rige“. Han regerede kun en kort tid, så antog perseren Kyros titlen konge af Babylon. Det babyloniske rige blev altså delt og først givet til mederne, derefter til perserne. En tid lang herskede Kyros fra Babylon, som han havde erobret men ikke ødelagt.

14. (a) Hvad kom Babylons fald til at betyde for verdenshistorien? (b) Hvorledes var denne ændring blevet meddelt Daniel på forhånd?

¹⁴ Babylons fald betød altså at det var forbi med den bibelske histories tredje verdensmagt og at den fjerde verdensmagt, Medo-Persien, trådte ind på skuepladsen. Medo-Persien var den verdensmagt som Daniel, der var profet under Belsazzars regering, i to syner havde set som Babylons efterfølger: — Dan. 7:5; 8:3, 4, 20.

15. Hvad betød Babylons fald dengang for Guds folk, og hvilken betydning har denne begivenhed for os i dag?

¹⁵ Babylons fald betød meget for den sande tilbedelse og for Guds udvalgte folk, for jøderne blev af Kyros givet fri til at drage tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet dér. Men der knytter sig en anden og større betydning til Babylons fald, som er et forbillede på Babylon den Stores fald. Dette store Babylon har holdt mange mennesker i trældom under falsk religion og har påført dem megen lidelse og elendighed. Kendskab til omstændighederne ved det gamle Babylons fald og profetierne herom kan hjælpe os til at redde livet hvis vi flygter fra Babylon den Store og holder os på afstand af den.

[Fodnoter]

På side 236 i The Dawn of Civilization (1940), af Engberg, siges der: „Desuden var Kyros den første store ariske erobrer vi har kendskab til, og det skyldes ham at semitterne, der længe havde haft magten i det vestlige Asien, mistede herredømmet indtil araberne begyndte at gøre sig gældende et tusind år senere.“

Yderligere oplysninger angående teorien om at Gobryas skulle være den samme som Ugbaru kan findes i bogen Nabonidus and Belshazzar, af R. P. Dougherty, siderne 170-173, 175, 180, 184, 185, 187, 188, 192, 195, 196, 198, 199.