Sandhedens Gud træder til med en ed

 1, 2. (a) Hvorfor kunne Lovgiveren der gav de ti bud ikke lyve? (b) Hvilke tilføjelser til Guds ord, for eksempel i forbindelse med afgudsbilleder, har vist at mennesker er løgnere?

DET niende af de ti bud som Jehova Gud gav ved sin profet Moses lyder: „Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!“ (2 Mos. 20:16) Med dette forbud imod at lyve vender den store Lovgiver sig mod løgnere. Han kunne derfor ikke selv fortælle en løgn og samtidig være i overensstemmelse med sin egen lov. (Rom. 1:21-25) Han hader løgn og har aldrig været løgnens fader. Hans ord er som rent guld, lutret og renset for alle urenheder. Som den viseste mand i tiden før vor tidsregning sagde: „Al Guds tale er ren, han er skjold for dem, der lider på ham. Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som løgner.“ — Ordsp. 30:5, 6.

² Ved at føje menneskers overleveringer og bud til Guds rene ord er mange religiøse ledere gået imod Guds skrevne ords lære og bud og har vist sig at være løgnere. (Matt. 15:1-9) Ved at føje det religiøse dogme til Guds ord at Gud kan tilbedes på en relativ måde ved hjælp af billeder, har de religiøse ledere ført deres hjorde ud i afgudsdyrkelse. Alle mennesker der anvender menneskegjorte billeder i deres tilbedelse sætter sig selv i klasse med dem der beskrives i Romerbrevet 1:25: „De ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen, han, som er højlovet i evighed!“ Sådanne skabninger eller menneskegjorte religiøse billeder er løgne. De aflægger falsk vidnesbyrd imod Gud, Skaberen. Gud vil derfor aldrig kunne godkende dem.

 3. (a) Hvorledes er Guds ord sandt i sig selv og ingen løgn? (b) Hvad har Gud til trods herfor fundet for godt at føje til sit ord?

³ Guds rene ord er i sig selv sandhed. Der kan ikke være nogen løgn iblandet, for, som der siges i 1 Johannes 2:21: „Ingen løgn er af sandheden.“ Alle Guds udtalelser er sande. Ingen af Guds løfter eller profetier falder til jorden. Altså kan man stole på at Guds ord i sig selv er sandhed og at det altid forbliver sandt. Til tider har Jehova Gud imidlertid fundet det for godt at føje noget til sit eget løfte eller sin profeti, ikke nogen modstridende tilføjelse men noget som styrkede og underbyggede hans ord. Hvad taler vi om? Om Guds ed. Han sværger på at hans ord er sandt.

 4. Hvem er, ifølge Bibelen, den første der aflagde en ed, og under hvilke omstændigheder skete det?

⁴ Den første person som Bibelen fortæller aflagde en ed, var Guds egen ven, Abraham. (Jak. 2:23; Es. 41:8; 2 Krøn. 20:7) Dette skete i det tyvende århundrede før vor tidsregning. Patriarken Abraham havde slået fire røveriske konger på flugt og befriet sin nevø Lot og hans familie, og havde bragt alt det gods tilbage som var blevet taget fra byen Sodoma, hvor Lot havde boet. Da Abraham tilbød at give alt det gods der tilhørte Sodomas konge tilbage til ham, sagde denne: „Giv mig menneskene og behold selv godset!“ Men Abraham svarede: „Til [Jehova], Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, løfter jeg min hånd på, at jeg ikke vil tage så meget som en tråd eller en sandalrem eller overhovedet noget som helst af din ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig! Jeg vil intet have.“ (1 Mos. 14:11-24) Abraham svor således ved den højeste person i universet. Han kunne ikke sværge ved nogen højere.

 5. (a) Med hvilken gestus aflagde Abraham ed over for Sodomas konge? (b) Hvilke to slags eder fandtes der, som vist ved de to forskellige hebraiske ord der anvendt?

⁵ Abraham svor eller aflagde ed ved at han løftede sin hånd da han svarede Sodomas konge. Han løftede den til „[Jehova], Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber“. Dette viser hvad en ed er. Et stort bibelleksikon siger angående ed:

(Jødisk), en påberåbelse af Gud eller af myndigheder der anerkendes af de respektive parter, eller af noget der anses for helligt, til bekræftelse af en påstand eller stadfæstelse af et givet løfte eller en påtagen pligt. . . . I King James-oversættelsen er ordet „ed“ [oath] oversat fra de to hebraiske ord alahʹ, אלה og shabuahʹ, שבועה, der hver bruges i tre betydninger: . . .

1. En ed som en påberåbelse af Gud for at stadfæste en påstands sandfærdighed (Nehemias 10:30; 2 Mosebog 22:10);

2. En svoren erklæring (1 Mosebog 26:28; 2 Samuel 21:7);

3. En forbandelse eller nedkaldelse af ondt (4 Mosebog 5:21; Daniel 9:11). . . .

De to ord alahʹ og shabuahʹ er dog på ingen måde synonymer. De tilkendegiver to forskellige måder at sværge på eller to forskellige slags eder. Alahʹ (fra alalʹ, at sørge, at klage, at begræde, . . .) betyder således en nedkaldelse af ondt over sig selv og viser at den måde at sværge på som det beskriver, var forbundet med nedkaldelse af guddommelig hævn over vedkommende selv, dersom påstanden ikke var sand; hvorimod shabuahʹ (fra sheʹba‛, syv) bogstaveligt betyder at gentage sig selv syv gange, at fremlægge syv gange, det vil sige at lade en erklæring bekræfte ved syv ofre, eller ind for syv vidner, idet . . . man i gammel tid brugte syv dyr når man aflagde gensidige løfter og indgik overenskomster (1 Mosebog 21:28-30). . . . Den væsentligste forskel mellem de to slags eder ligger derfor i at der i forbindelse med den førstnævnte [alahʹ] var tale om nedkaldelse af ondt over en selv hvorimod det ikke var tilfældet med den sidstnævnte [shabuahʹ].a

 6, 7. (a) Hvem omtales i Bibelen som den der har svoret oftere end nogen anden? (b) Hvorfor behøver Jehova ikke at nedkalde ondt over sig selv når han sværger?

⁶ Ved du at Bibelen omtaler Gud som den der har svoret oftere end nogen anden? Ved du at i de inspirerede hebraiske skrifter omtales det mere end halvfjerds gange at Jehova Gud aflægger en ed? Og alligevel bruges det hebraiske ord alahʹ, det ord der tilkendegiver at den der sværger nedkalder ondt over sig selv for at forsikre andre om at han ikke lyver eller sværger falsk, aldrig i forbindelse med Ham. Når Jehova Gud sværger behøver han aldrig at nedkalde noget ondt over sig selv i tilfælde af at hans udtalelse ikke skulle være sand eller i tilfælde af at han skulle undlade at opfylde sit løfte eller sin profeti eller ikke leve op til den forpligtelse han påtager sig.

⁷ Noget sådant ville aldrig kunne ske. Følgelig er det heller ikke nødvendigt at Jehova Gud anmoder om at noget forfærdeligt måtte ramme ham, dersom hans ord skulle vise sig at være løgn eller dersom han ikke førte sit ord ud i livet eller levede op til det. Noget sådant kunne end ikke opkomme i hans tanker. Alle de steder i den hebraiske tekst som taler om at Gud sværger er det derfor det hebraiske ord shaba‛ʹ der bruges i den refleksive form, idet det betyder „at gentage sig selv syv gange“. Det vil sige at gå så vidt som til det fuldkomne, idet tallet syv i Bibelen bruges til at betegne fuldkommenhed.

 8. (a) Hvornår svor Gud, ifølge Bibelen, for første gang? (b) Hvor stor betydning havde den erklæring han knyttede en ed til?

⁸ I den første ed som Bibelen omtaler svor Guds ven Abraham ved Guds navn. Den første gang Bibelen omtaler at den allerhøjeste Gud sværger, sværger han i forbindelse med sin ven Abraham. Eftersom den allerhøjeste Gud som er „sandhedens Gud“ følte sig tilskyndet til at sværge, må der have været tale om ganske usædvanlige omstændigheder. Det var der i sandhed. Dertil kommer at den erklæring som Gud knyttede en ed til havde betydning for alle mennesker fra verdens grundlæggelse og indtil nu, ja vil have det indtil det sidste barn er født. Guds erklæring havde især betydning for de 144.000 medlemmer af menneskeheden som begyndte at blive udvalgt for nitten hundrede år siden. Hvad gik denne erklæring da ud på? Hvad var årsag til at den blev fremsat?

 9. Hvornår og hvor gav Jehova dette edsvorne løfte, og hvad blev Abraham forhindret i at gøre?

⁹ Denne edsvorne erklæring blev udtalt på Morija bjerg i det nittende århundrede før vor tidsregning. Dengang omsluttede byen Salems (det senere Jerusalems) mure ikke den højeste del af Morija bjerg. Dér stod et alter, men det var ikke alteret i kong Salomons tempel i Jerusalem for dette tempel blev først bygget på Morija bjerg i begyndelsen af det ellevte århundrede f.v.t. Det var et alter som Abraham havde bygget af utilhuggede sten for at han på dette kunne bringe sin søn Isak som et offer til Jehova Gud. I lydighed mod Guds befaling var Abraham gået i gang med at ofre Isak, sin eneste søn med hustruen Sara, men netop som Abraham skulle til at dræbe Isak der lå bundet ovenpå brændet på alteret kaldte Guds engel på Abraham og sagde: „Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!“

10. Hvad var det for en erklæring Jehova stadfæstede med en ed?

¹⁰ Abrahams opmærksomhed blev nu henledt på en vædder der et stykke derfra var kommet til at sidde fast i et krat. Abraham der anså dette dyr for at være et Gud havde skaffet til veje, bragte det som et offer i stedet for Isak. „Men [Jehovas] engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: ’Jeg sværger ved mig selv [shaba‛ʹ], lyder det fra [Jehova]: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes [ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer i sandhed velsigne sig, NW], fordi du adlød mig!’“ — 1 Mos. 22:1-18.

11. Hvorfor var dette edsvorne løfte af betydning for hele verden, men hvilke indvendinger fremfører nogle med hensyn til dets opfyldelse?

¹¹ Havde den erklæring som Jehova ved denne lejlighed udtalte betydning for hele verden? Ja, for den angår „alle jordens nationer“, også os der lever i dag. Opfyldelsen af dette løfte betyder velsignelse for os uanset hvilken nation vi tilhører. Vi bør derfor alle uden undtagelse være interesseret i det og gøre hvad vi kan for at velsigne os ved hjælp af Abrahams forjættede sæd. Hertil vil nogle måske indvende at det er næsten niogtredive århundreder siden at Jehova udtalte dette løfte, og at jordens nationer endnu ikke har velsignet sig ved hjælp af Abrahams sæd gennem Isak. Se blot på de forfærdelige forhold der råder overalt på jorden i vor tid. Se også på den tilstand som de kødelige, omskårne jøder der hævder at være Abrahams sæd ved fødsel, befinder sig i.

12. Hvilken kendsgerning i forbindelse med at nationerne velsigner sig overser de der fremfører sådanne indvendinger?

¹² De der fremfører disse indvendinger overser imidlertid noget. De overser den kendsgerning at alle jordens nationer begyndte at velsigne sig i den lovede Abrahams sæd for nitten århundreder siden, og dette til trods for at de omskårne israelitter som nation betragtet var blevet forkastet af Jehova Gud. Og i vor tid er der mere end én million fra omkring to hundrede forskellige folkeslag der velsigner sig ved hjælp af Abrahams sande sæd. Hvorledes er dette muligt? Det forklarer en af de inspirerede bibelskribenter, apostelen Paulus. Han skrev omkring midten af det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse.

13. (a) Hvem mindede apostelen Paulus galaterne om at Abrahams sæd først og fremmest var? (b) Men hvor talrig skulle Abrahams sæd blive?

¹³ Apostelen Paulus skrev dengang til de kristne menigheder i den romerske provins Galatien i Lilleasien. Flere af disse troende der ikke var israelitter var blevet bibragt den forkerte opfattelse at de skulle leve som jøder og lade sig omskære og adlyde den gamle lovpagt som Gud havde givet ved Moses. Apostelen Paulus skrev sit brev for at bringe dem på bedre tanker. Han mindede dem om at det først og fremmest var Jesus Kristus der var Abrahams forjættede sæd. Jesus var i virkeligheden Guds enbårne søn, og i lighed med patriarken Abraham havde Jehova bragt sin enbårne søn som et menneskeoffer uden for Jerusalems nordlige mur, nær Morija bjerg hvor Abraham havde fremstillet Isak som et offer. Jehova Gud havde imidlertid sagt at Abrahams sande sæd ikke skulle være én person, men bestå af mange hvis antal dengang var ukendt ligesom antallet af stjerner på himlen eller sandskorn ved havets bred.

14. (a) Var det nødvendigt at løftet blev opfyldt bogstaveligt på Abrahams kødelige efterkommere? (b) Hvad må de der bliver en del af den forjættede sæd være, og hvad må de erfare for at blive Abrahams sande børn?

¹⁴ Sandt nok blev Jesus Kristus, Guds søn, født og omskåret som jøde og var således en kødelig efterkommer af patriarken Abraham. Gennem ham kunne velsignelsen af jordens nationer derfor blive opfyldt bogstaveligt i overensstemmelse med Guds hensigt. De øvrige af Abrahams sæd behøvede ikke at være jøder efter kødet. Hvorfor ikke? Fordi de øvrige af Abrahams sæd alle måtte blive Abrahams børn ved hjælp af tro. Abraham var en mand der havde tro på Jehova Gud. På grund af denne tro blev han retfærdiggjort eller erklæret retfærdig i Guds øjne, endog før han blev omskåret i en alder af nioghalvfems år. (Rom. 4:9-22) Sande Abrahams børn der er en del af den forjættede sæd må have tro på Jehova for at blive retfærdiggjort ved tro ligesom Abraham blev. Efter at de er blevet retfærdiggjort eller erklæret for retfærdige avler Gud dem ved sin hellige ånd og de bliver børn af Jehova Gud der var forbilledligt fremstillet ved Abraham.

15. Hvad måtte Jesus, skønt han var en kødelig efterkommer af Abraham, blive for at være i harmoni med hele den øvrige del af sæden?

¹⁵ De bliver således den større Abrahams, Jehova Guds, åndelige børn og bliver regnet med i Abrahams forjættede sæd. Selv Jesus Kristus, der dog var Abrahams kødelige efterkommer, blev avlet af Guds ånd og blev på denne måde en åndelig søn af den større Abraham. Hans åndsavling fandt sted dengang han steg op af vandet efter at han var blevet døbt og Guds ånd dalede ned over ham, idet Gud bekendtgjorde at han var hans åndelige søn: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:13-17) Denne Abrahams sæd der skal velsigne alle jordens folk vil sluttelig udelukkende bestå af en åndelig skare.

16. Var det en velsignelse at blive en del af Abrahams sæd? Gennem hvem kunne et sådant medlemskab opnås, og hvem fik det først tilbudt?

¹⁶ Det er en usigelig stor velsignelse at blive avlet af Guds ånd og blive gjort til en del af den forjættede Abrahams sæd sammen med Jesus Kristus. Denne velsignelse kommer fra den større Abraham, faderen Jehova Gud, og gennem hans enbårne søn, den større Isak. De første der modtog denne velsignelse og blev medlemmer af Abrahams sæd så de kunne være med til at velsigne endnu flere, var kødelige jøder, i alt 120 til at begynde med, der blev udvalgt på pinsedagen år 33 e.v.t. Senere føjedes der jødiske proselytter og samaritanere til. Abrahams velsignelse skulle imidlertid ikke alene gælde jøder men alle nationer, selv om de ikke var omskåret.

 17. Hvem blev denne særlige velsignelse udstrakt til da Guds tid var inde, og hvad blev de der således velsignede sig?

¹⁷ I harmoni hermed blev denne velsignelse tre og et halvt år efter pinsedagen år 33 e.v.t. udstrakt til ikke-omskårne hedninger, og nogle italienere i Kæsarea i Judæa var de første der fik del i Abrahams velsignelse. Dette åbnede vejen for at denne velsignelse kunne udstrækkes til folk af alle nationer uden forskel, således at de der velsignede sig ved hjælp af Abrahams sæd blev avlet af den større Abrahams, Jehova Guds, hellige ånd til at være en del af Abrahams sæd. Denne udvælgelse er foregået lige til vore dage. Gud har således ikke svigtet sit edsvorne løfte til Abraham.

18, 19. (a) Kan de der stoler på lovgerninger få del i Abrahams velsignelse? (b) Hvordan kan mennesker, ved at efterligne Abraham, blive en del af hans sæd?

¹⁸ Læg nu mærke til hvorledes Paulus forklarer dette i sit brev til medlemmer af sæden i Galatien. Han omtaler sig selv som den der „udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer“, og derefter spørger han:

¹⁹ „Mon han . . . gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro? ligesom jo ’Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.’ Derfor skal I vide, at de, som er af tro, de er Abrahams børn. Og da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: ’I dig skal alle folkeslagene velsignes;’ altså velsignes de, der er af tro, sammen med den troende Abraham. Thi alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse; der står jo skrevet: ’Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter.’ . . . for at den velsignelse, som blev givet til Abraham, måtte blive hedningerne til del i Kristus Jesus, for at vi ved troen kunne få Ånden, som var forjættet os.

20. Kan et retsgyldigt testamente omstødes, og hvor mange gjaldt løftet til Abraham?

²⁰ Brødre, jeg bruger et billede fra menneskelige forhold. Et menneskes testamente kan man dog ikke omstøde eller føje noget til, når det er retsgyldigt. Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: ’dine afkom’, som om det gjaldt mange, men ’dit afkom’, som når der tales om én, og det er Kristus.

21. Hvordan kan der kun være én sæd skønt der er mange medlemmer?

²¹ Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus. Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; alle er I én i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.

22. Hvorledes er apostelen Paulus’ brødre „børn“ i lighed med Isak?

²² Og I, brødre, er ligesom Isak forjættelsens børn.“ — Gal. 3:5-10, 14-16, 26-29; 4:28.

23, 24. (a) Hvor mange udgør Abrahams sæd nu? (b) Hvordan kender vi sædens fulde antal, og hvorfor må de alle være tro til døden?

²³ Hvor mange er der nu i 1965 af denne Abrahams sæd, dersom man medregner dem der blev udvalgt i det første århundrede og fremefter? Det bibelske svar er: Ikke flere end 144.000 af disse åndelige Abrahams børn. Dette begrænsede antal omtales i Bibelens sidste bog. Dette antal, 144.000, er langtfra så stort som det antal stjerner videnskaben har været i stand til at tælle. Men det virkelige antal forblev ukendt for de kristne i mere end fyrretyve år efter at apostelen Paulus skrev sit brev til den kristne menighed i Galatien, akkurat som antallet af de stjerner Abraham så var ham ukendt.

²⁴ Omkring år 96 e.v.t. blev det nøjagtige antal af den åndelige Abrahams sæd som skal forenes med den egentlige sæd, åbenbaret i to af de syner som apostelen Johannes nedskrev i Åbenbaringsbogen. Det viste sig at være det fuldkomment afbalancerede tal 144.000. (Åb. 7:1-8; 14:1-3) Disse 144.000 åndsavlede efterfølgere af den egentlige sæd, Jesus Kristus, må alle ligesom han ofre deres jordiske liv. Dersom de viser sig trofaste til døden i kødet bliver de, ved en opstandelse fra de døde, medarvinger sammen med ham i det himmelske rige. — 1 Kor. 15:29-57; 2 Kor. 5:1-9.

25. Hvad tilkendegav de 11.500 der nød brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid i 1965, og hvordan burde Guds ed til Abraham opmuntre dem?

²⁵ Ved højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid den 14. nisan 1965 var der således ca. 11.500 der nød symbolerne, vin og brød, som udtryk for at de var medlemmer af Abrahams åndelige sæd, arvinger til det himmelske rige sammen med den egentlige sæd, Jesus Kristus. (Luk. 22:14-30; 1 Kor. 11:20-32) Jehovas svorne erklæring som han føjede til sit løfte til Abraham på Morija bjerg skulle være en særlig trøst og opmuntring for denne lille rest af de 144.000 til at holde trofast ud. Hvorfor?

Formålet med den svorne erklæring

26. Hvad er, som forklaret i Hebræerbrevet 6:16, formålet med en svoren erklæring?

²⁶ Hvad var da formålet med at Jehova aflagde denne ed? I Hebræerbrevet 6:16 (NW) gives der os følgende inspirerede forklaring: „Thi mennesker sværger ved den der er større, og deres ed gør ende på enhver strid, idet den er en juridisk garanti for dem.“

27. Hvilken strid skulle Jehovas svorne erklæring til Abraham have gjort ende på?

²⁷ Da Jehova Gud derfor svor idet han sagde: „Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra [Jehova],“ var det en særlig juridisk garanti fra universets højesteretsdommer. Den skulle have gjort ende på enhver strid mennesker imellem, os der lever nu indbefattet, med hensyn til om der vil komme en velsignelse til alle jordens nationer, ikke blot til Abrahams kødelige efterkommere, men også til alle andre jordiske familier. — 1 Mos. 12:1-3; 22:16-18.

28. Hvilken kendsgerning i forbindelse med Guds ed skulle give os yderligere styrke og vished?

²⁸ Hvorfor skulle vi strides herom i vor tid? Hvorfor skulle vi nære nogen tvivl herom? Lad os i stedet hente yderligere styrke fra den ed som Gud svor på egen tilskyndelse. Han var ikke forpligtet til at sværge på sandfærdigheden af det løfte han havde givet Abraham om velsignelsens sæd. Abraham havde ingen ret til at kræve at Gud understregede sit løfte med en ed. Det var på egen tilskyndelse at Gud valgte at sværge ved sig selv, og det gjorde han af kærlighed. Paulus forklarer det således:

29. Hvad var Guds hensigt med at træde til med en ed da han gav Abraham løftet, og hvad skulle vi gøre fremfor at blive sløve?

²⁹ „Vi ønsker inderligt at enhver af jer må vise den samme iver . . . så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet. Thi da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: ’Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt.’ Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt. Thi mennesker sværger ved den der er større, og deres ed gør ende på enhver strid, idet den er en juridisk garanti for dem. På denne måde trådte Gud til med en ed da han i endnu rigere mål ville vise løftets arvinger sit råds uforanderlighed, for at vi der har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting hvori det er umuligt for Gud at lyve, kan have en kraftig opmuntring til at gribe det håb der ligger foran os. Og det [håbet] har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’.“ — Hebr. 6:11-20 (versene 16-18 efter NW).

30. Hvorfor burde restens håb være fast og sikkert, og hvad skal det hjælpe den til?

³⁰ Den rest af de 144.000 sekundære medlemmer af Abrahams forjættede sæd som endnu befinder sig på jorden, kan følgelig hente en kraftig opmuntring fra den allerhøjeste Guds ed, han som aldrig sværger falsk fordi han er „sandhedens Gud“. Restens håb som er forankret i det allerhelligste eller i Jehova Guds himmelske helligdom, skulle altid forblive fast og sikkert så den fortsat lægger tålmodighed og udholdenhed for dagen ligesom Abraham, Isak og Jakob.

31. Hvilke andre kan i vor tid hente opmuntring fra Guds edsvorne løfte, og af hvilket syn som Johannes fik fremgår dette?

³¹ Den rest af de 144.000 som endnu befinder sig i kødet er imidlertid ikke de eneste der kan hente opmuntring fra den ed der stadfæstede Guds løfte. Det samme kan i dag en stor skare mennesker der også tror på Gud og på Jesus Kristus, Guds lam. Hvordan kan vi sige det? Efter at Åbenbaringsbogens syvende kapitel for første gang i Bibelen angiver det nøjagtige tal på Abrahams åndelige sæd, siges der videre: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åb. 7:9, 10) Ja, Guds edsvorne løfte gælder ikke blot de 144.000 der bliver Abrahams åndelige børn. Det gælder også de jordiske nationer og slægter der ikke tilhører denne forjættede sæd bestående af Kristus og hans 144.000 medarvinger. Det indbefatter dem der er døde såvel som dem der lever nu.

32. Hvad er det at den „store skare“ nu giver Gud og Lammet æren for sin frelse et bevis for?

³² Denne „store skare“ af troende af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål er allerede nu begyndt at blive velsignet ved hjælp af Abrahams sæd. De ved at allerede nu, før resten bliver overflyttet til det himmelske rige, erfarer de store velsignelser gennem den større Abrahams, Jehova Guds, forjættede sæd. Derfor erkender denne store skare af alle racer, folk, stammer og sprog at æren for deres frelse tilkommer Jehova Gud, som sidder på tronen, og lammet Jesus Kristus, Abrahams egentlige sæd.

33. Hvorfor trænger denne „store skare“ også til at blive opmuntret, og hvad må derfor også den tænke på?

³³ Ødelæggelsen af Babylon den Store, og „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ samt Satan Djævelens og hans dæmoners forvisning til og indespærring i afgrunden, hvormed alle fjender og forfølgere, synlige såvel som usynlige, vil være fjernet, har endnu ikke fundet sted. Den „store skare“ der har håb om at leve i et jordisk paradis under Guds rige, trænger derfor til at blive opmuntret for ikke at blive sløv men for trofast at holde ud ligesom den åndelige rest. Den „store skare“ bør derfor tænke på hvordan Gud svor ved sig selv for at stadfæste sit ubrydelige løfte til evig velsignelse for denne skare.

34. (a) Hvilke to ting viser at Jehovas råd er uforanderligt? (b) Hvilken slags Gud har Jehova allerede vist han er, og hvilken indstilling indtager vi i lighed med Paulus over for Gud?

³⁴ Guds ord er uforanderligt. Guds ed er uforanderlig. Eftersom disse to ting, hans ord og hans ed, blev givet i forbindelse med hans råd som det har behaget ham at åbenbare for os, er hans råd også uforanderligt. Selv nu står den allerhøjeste Gud Jehova, på grund af det han allerede har gjort med hensyn til sit åbenbarede råd, hævdet og retfærdiggjort over for alle skabninger i himmel og på jord. Lad dæmonerne benægte det, lad alle mennesker som er under dæmonernes indflydelse benægte og bestride det: Jehova, den allerhøjeste Gud, står dog åbenbaret og hævdet som „sandhedens Gud“. Hvad bryder vi os om at det overvældende flertal i denne verden er vantro. Vi tror og accepterer Guds ord fordi det er sandt. Vi respekterer også Guds eds ubrydelighed, den ed som han svor ved den største og højeste personlighed i universet. Vi erklærer derfor utvetydigt at vi har samme indstilling som den kristne apostel Paulus gav udtryk for: „Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner.“ — Rom. 3:4.

[Fodnote]

[Illustration på side 84]

Gud aflægger ed over for Abraham