Modgang lutrer og forædler

ER VI ikke alt for tilbøjelige til at vige tilbage for eller prøve at komme uden om de prøver og lidelser som modgang fører med sig? Endda på trods af at vi ved det er alle menneskers lod! Den trofaste Job udbrød engang midt under sine prøvelser: „Mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro.“ Og den vise kong Salomon havde lagt mærke til at menneskets lod er „slid“ og „græmmelse“. — Job 14:1; Præd. 2:23.

Da nu modgang er menneskets lod, hvorfor så gøre oprør mod den? Modgang kan virkelig gavne os, ligegyldigt hvorfor eller hvordan den kommer, men betingelsen er at vi holder ud mens prøvelserne står på og at vi gør det med den rette sindsindstilling og for princippets skyld. Det er ikke uden grund at Bibelen gentagne gange råder os til at opdyrke den gode egenskab udholdenhed. — Matt. 24:13; Hebr. 12:1; 2 Pet. 1:5, 6.

At finde sig i forhold der forårsager lidelse, såvel mentalt som fysisk, kan have en lutrende og forædlende virkning på en. Det kan gøre en til et bedre menneske, mere forstående, og ikke så selvisk. Denne lutrende virkning kan sammenlignes med virkningen af heden som man i gamle dage anvendte ved lutring af guld og sølv og som man i vore dage bruger ved hærdning af stål. Jehova Gud brugte denne sammenligning da han lod følgende profetiske ord om sit folk nedskrive: „Og denne tredjedel fører jeg i ild og renser den, som man renser sølv, [og] . . . guld.“ Som et resultat af denne lutring ville Gud til sidst kunne sige: ’Dette er mit folk,’ og de ville uden tøven svare: ’Jehova er vor Gud.’ — Zak. 13:9.

Hvordan kan vi anvende dette princip på vort daglige liv nutildags? For eksempel kan man på grund af uheld, dårlig dømmekraft eller selviskhed, økonomisk være kommet ud hvor man ikke kan bunde, så at sige. Man kan selvfølgelig altid springe over, hvor gærdet er lavest og lade sig erklære konkurs, som så mange gør. Ifølge U.S. News & World Report for 3. april 1967 er antallet af konkurserklæringer i årsperioden der sluttede den 30. juni 1967 oppe på mindst 186.000. Dette er tre gange så mange som for ti år siden og betyder et tab for kreditorerne på cirka 10,5 milliarder kroner. Men man kan blive en hel del sløseri og selviskhed kvit ved at man opfylder sine forpligtelser og arbejder hårdt på at overholde et stramt budget, hvis det overhovedet er muligt; for ikke at tale om at man bevarer sin selvrespekt og en ren samvittighed.

Det er denne betydeligt mere hæderlige fremgangsmåde salmisten, i dette tilfælde kong David, anbefalede, da han talte gunstigt om den som „ej bryder ed, han svor til egen skade“. Eller som en nyere, mere frit oversat bibeloversættelse udtrykker det: „Han står ved sit løfte, koste hvad det vil.“ — Sl. 15:4, The Jerusalem Bible.

Et andet eksempel på at modgang kan have en lutrende og forædlende virkning ses af det som nogle forældre kommer ud for når de opdager at deres barn er det som man før kaldte „åndsvag“ men som man nu med en mere hensynsfuld og nøjagtig betegnelse kalder „evnesvag“. Hvad skal de gøre? Føle sig bitre eller krænkede? Eller måske gøre det der er nemmest: lægge byrden over på en statsinstitution og glemme alt om barnet, sådan som nogle forældre har gjort? Nej, der findes en bedre udvej.

Sandt nok vil det lægge en tung byrde på resten af familien, hvis man beholder barnet hjemme, men til gengæld rummer det uanede muligheder for en lutring, for en opøvelse i at udvise egenskaber som tålmodighed, medfølelse og forståelse; kort sagt, uselviskhed! Som en af Amerikas kendte forfatterinder — hvis selvbiografi har vist sig at være til stor trøst for mange forældre med evnesvage børn — udtrykker det: „Min hjælpeløse datter har lært mig så uendelig meget. Hun har fremfor alt lært mig tålmodighed.“ Det sidste nye som lægevidenskaben anbefaler, er da også at det bedste for alle parter, for samfundet, for forældrene og for barnet selv, er at beholde det hjemme, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. — Pearl S. Buck, Barnet, der aldrig bliver voksent (1950).

Man vil også erfare modgangens forædlende og lutrende virkning hvis man ’står ved sit ægteskabsløfte, koste hvad det vil’, selv om man måske har mistet alle sine illusioner og er blevet dybt skuffet. Mennesker bliver ofte ulykkelige når de gifter sig uden at vide hvad de går ind til, sådan som det for eksempel sker med teenagere. Mange søger den letteste udvej, og bliver separeret eller søger skilsmisse. Det er den fremgangsmåde som benyttes af mange teenagere i De forenede Stater, hvor der er tre til fire gange så mange skilsmisser blandt gifte teenagepar som blandt dem der er ældre.

Imidlertid er der store muligheder for en lutring af personligheden dersom ægtefællerne hver især beslutter sig til at udholde den tilpasningsperiode som er nødvendig. Ved at lære at udvise selvbeherskelse når de bliver provokeret, og ved at lære at vise uselvisk interesse for den anden, vil de lidt efter lidt opnå den følelsesmæssige modenhed som de begge burde have været i besiddelse af allerede før de blev gift. Da de giftede sig lovede de at holde sammen „i medgang og modgang“; og afhænger det ikke stort set af dem selv, hvor megen glæde eller smerte det giver dem at holde sammen? De der gerne vil have at det skal gå godt, kan finde megen god vejledning i Guds ord, Bibelen. — 1 Kor. 7:10, 11; Ef. 5:22-33.

Dette har naturligvis den største aktualitet for kristne som har indviet sig til Gud, til at gøre hans vilje og følge i Jesu Kristi fodspor. Under opfyldelsen af deres indvielsesløfte møder de måske genvordigheder i form af tugt eller modgang som de ikke har forudset. Men ved at holde ud vil de blive lutret, sådan som det inspirerede ord viser: „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ Og de kristne har tilmed fået løfte om evigt liv hvis de holder ud lige til enden. — Hebr. 12:11; Matt. 24:13.