En samvittighedsfuld lille forkynder

● Kristne forældre er i høj grad interesseret i deres børns åndelige velfærd. Lige fra barnsben underviser de dem kærligt i hvad sand tilbedelse af Gud vil sige. I hvor høj grad børn suger denne kristne oplæring til sig fremgår af en erfaring som nogle forældre havde med deres lille pige:

„En morgen lige efter at vi havde spist morgenmad, kom min yngste datter ind i køkkenet bærende på en bladtaske og to af børnenes personlige eksemplarer af Bibelen og bekendtgjorde: ’Mor, jeg skal ud at forkynde fra hus til hus.’ Mine børn leger ofte at de leder bibelstudier, overværer møder i rigssalen eller præsenterer bladene for hinanden ligesom i forkyndelsen fra hus til hus. Min kone syntes at det var en god idé men sagde at hun ikke måtte gå uden for vores gård.

Efter et kort stykke tid lagde min kone mærke til at den yngste pige alligevel ikke var i baggården sammen med de andre børn. Da hun troede at hun var ude foran, kaldte hun på hende, hvorpå nabokonen åbnede døren og sagde: ’Deres lille pige var her lige for ti minutter siden; hun sagde hun var missionær og gerne ville vide om jeg ønskede en bibel.’ Åbenbart havde hun, da hun ikke kunne nå bladene der hvor de lå, gjort brug af det næstbedste og tilbød i stedet bibler.

Nu blev min kone klar over at pigen ikke legede, men virkelig var gået ud for at forkynde. Idet hun gik op ad gaden traf hun en dame som arbejdede ude i gården og som bekræftede at vores datter havde været hos hende. Damen sagde: ’Ja, Deres lille pige kom til mig og spurgte om jeg vidste hvem Jehova Gud var. Da jeg svarede ja, tilbød hun mig en bibel.’ Endnu længere henne overbeviste en anden beboer min kone om at hun var på rette spor, for hun fortalte at min datter havde været der og sagt at hun udførte Herrens arbejde.

Vor aktive lille forkynder havde åbenbart ræsonneret ud fra det vi havde lært hende med hensyn til at adlyde Jehova først i alle ting. Vi indpoder dette i vore børns sind ved med små mellemrum at spørge dem: ’Hvis Jehova siger at I skal gøre en ting, og far siger I skal gøre noget andet, hvem vil I så adlyde?’ De svarer: ’Vi vil gøre det Jehova siger.’ Dette indgiver dem i deres små hjerter et ønske om at tjene Jehova og indstiller dem på at gøre hans vilje. Vor lille forkynder havde lagt mærke til at Jehova siger vi skal gå ud at forkynde, hvorimod moder og fader siger hun skal blive inde i gården. Da man ikke kan tale med mange mennesker inde i gården, gjorde hun det hun mente ville behage Jehova, og af sted gik hun med de allerbedste hensigter. Min kone var efterhånden blevet bekymret, da vi bor på en meget befærdet gade, og min tante og onkel sluttede sig derfor nu til hende i eftersøgningen. Da de ikke kunne finde hende vendte de hjem og ville ringe efter politiet.

Da de kørte ind i indkørselen, hvem sad så der tålmodigt ventende på dem alle sammen, andre end vores lille pige? Når alt kom til alt, havde hun gjort det hun troede Jehova ønskede hun skulle gøre, og var derpå vendt hjem. Da jeg kom hjem gjorde vi brug af den nødvendige disciplin og opmuntrede hende samtidig for ikke at kølne hendes iver. Jeg ræsonnerede med hende og forklarede venligt at hun aldrig burde gå ud alene, fordi det ville være farligt i betragtning af hendes alder. ’Men far, jeg var heller ikke alene,’ svarede hun oprigtigt.

’Var du ikke?’ spurgte jeg.

’Nej, forstår du, Johnnie var med mig og jeg var ved at vise ham hvordan han også kan gå fra hus til hus,’ svarede hun glad. Det må have været en helt ny fornemmelse for Johnnie, for han er fra et katolsk hjem. På trods af sin alder ønskede vor lille datter at tjene Jehova og var endda i færd med at oplære en anden til at gøre det samme. Nu forstår hun nødvendigheden af at følges med en anden, hun er nemlig først lige blevet fem år.“