Fred på Guds måde forkyndt med kraft
I UGEN før åbningen af det internationale stævne „Fred på jorden“ for Jehovas vidner i Nordamerika strømmede deltagerne i tusindvis til stævnebyerne. De kom fra Europa, fra Mellem- og Sydamerika, Afrika, østen og Stillehavet. Fra Danmark kom en delegation på over 600 til stævnet i New York.
Særlig interesse samlede sig om stævnets sidste dag. Med tusinder af plakater, titusinder af reversmærker og hundredtusinder af løbesedler blev offentligheden inviteret til foredraget „Den kommende fred i tusind år“. Den 13. juli hørtes dette trosstyrkende foredrag samtidig i New York, Atlanta og Buffalo af en samlet tilhørerskare på 234.546. Samtidig var lignende stævner begyndt i Pomona i Californien og i Vancouver i Britisk Columbia.
Få uger senere var denne række af stævner nået til Europa. Først holdtes et stort stævne i London, og i ugen efter, fra den 5. til 10. august, holdtes samtidige stævner i Paris og i København. Allerede første dag havde stævnet i København 31.423 deltagere fra omkring 30 lande, og der kom 42.073 til det offentlige møde om søndagen.
Ligegyldigt hvor man overværede stævnet „Fred på jorden“, var det en stor oplevelse. Ikke mindst vil stævnet blive husket på grund af de nye publikationer der blev udgivet i forbindelse med stævnet. Af interesse for danske læsere bør nævnes brochuren „Fred på jorden“ som blev udsendt før stævnet for over hele landet at orientere offentligheden om Jehovas vidner i almindelighed, deres lære, deres historie og deres menighedsorganisation, og om det internationale stævne i København i særdeleshed. Noget andet nyt der udkom i forbindelse med stævnet var Jehovas vidners nye sangbog på dansk. Den kunne fås allerede ved de danske møder der blev holdt ved stævnet i New York.
Allerede på København-stævnets første dag kom meddelelsen om udgivelsen af bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? Den engelske udgave af bogen udkom under stævnet i New York, men her ved stævnet i København kom den danske, norske, svenske og finske udgave. Der er almindelig enighed om at denne bog vil dække et meget stort behov i vort distrikt, måske i endnu højere grad end bogen om udviklingslæren. Endelig udkom også på dansk, finsk, norsk og svensk brochuren med stævnets offentlige foredrag, „Den kommende fred i tusind år“.
Stævnedeltagerne fik desuden tre nye bøger på engelsk: Første bind af et nyt bibelleksikon, Aid to Bible Understanding, og en ny interlinear bibeludgave der indeholder den græske tekst og en ordret engelsk oversættelse samt en revideret udgave af „New World Translation of the Christian Greek Scriptures“; bogens titel lyder The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures. Begge bøger vil være en stor hjælp for enhver der kan læse engelsk og som ønsker at forstå Bibelen. Endelig udkom også bogen „Then Is Finished the Mystery of God“, hvori de første tretten kapitler af Åbenbaringens bog behandles.
Stævnet „Fred på jorden“ vil også blive husket for de mange bibelske skuespil programmet bød på. I København fremførtes skuespillene samtidig på fire scener og på fire sprog. Det var ikke muligt at få dem til at følges ad nøjagtigt, men hvis én sprogsektion blev færdig nogle sekunder eller minutter før de andre sprogsektioner, ventede man blot i stilhed til alle sprogsektioner var færdige. Skuespillene gjorde Bibelen levende og tydeliggjorde hvad man kunne lære af den pågældende beretning. I ét skuespil var det Første Korinterbrev der blev dramatiseret, i et andet var det Jesu lignelse om den fortabte søn. En dame fra Buffalo i U.S.A. som overværede stævnet dér, sagde om et tredje drama: „Jeg kendte naturligvis beretningen om Jonas . . . men det er første gang den har sagt mig noget.“ I ét skuespil blev dele af Daniels bog gjort nærværende, i et andet var det episoder fra Bibelens beretning om Saul og David der blev illustreret, og endelig bestod et programpunkt af en række scener fra nutiden med en gribende og dramatisk appel til alle kristne om at ruste sig nu, så de kan holde ud under eventuel forfølgelse.
I de to foredrag der indledte stævnets program blev alle stævnedeltagerne tilskyndet til at vise programmet størst mulig opmærksomhed. Det blev også fremhævet at man måtte komme til stævnet i bevidstheden om at man dér var kommet frem for Jehova; man måtte komme med den rette indstilling, med et taknemmeligt hjerte. Stævnets ordstyrer bad alle om at deltage i højtlæsningen af de første vers i Salme 95.
Allerede den første dag blev Jehovas vidners syn på Bibelen fremhævet i et af foredragene. Vi må betragte hele Bibelen som Guds ord, og som kristne må vi loyalt anvende den og følge den som Guds ord.
Der blev givet megen praktisk vejledning med hensyn til kristnes familieliv og den enkeltes opførsel i hverdagen og under udførelsen af den kristne tjeneste. Et foredrag understregede at kristne aldrig må have for travlt til at bede til Gud. Et andet punkt stillede spørgsmålet „Hvad lever du for?“ Og fem talere behandlede fem forskellige svar på spørgsmålet. Der blev anført mange grunde til at kristne regelmæssigt bør overvære menighedens møder, forberede sig til dem og deltage helhjertet i dem.
Spørgsmålet om kristnes stilling i verden blev behandlet både i foredrag og skuespil. Noget af det der bidrager til freden blandt de kristne på jorden i dag, er at de har forstået at forholde sig rigtigt til verden. De har lært at anerkende og vise respekt for de myndigheder som Jehova har tilladt i verden. Jehovas vidner er ikke at finde blandt de mange der gør oprør i vor tid, og de ønsker hverken med deres klædedragt, deres udseende, deres valg af underholdning, musik eller lignende at blive klassificeret som oprørere.
Det har også bidraget meget til deres fred at de har lært at vise den rette respekt for de myndigheder der findes inden for den kristne menighed.
Grundlaget for fred mellem mennesker er at disse mennesker først har opnået fred med Gud. Dette kom frem i stævnets hovedtale og også i dåbsforedraget. Det var meget glædeligt at der ved stævnerne „Fred på jorden“ viste sig at være så mange der ønskede at opnå fred med Gud og som havde indviet sig til ham og nu ønskede at blive døbt, langt flere end man havde regnet med. Ved stævnet i København blev over 1400 døbt, og deraf var 609 danskere. Fra stævnerne begyndte i New York og til og med stævnerne i København og Paris var i alt 20.135 nye blevet døbt.
Alle disse er nu sammen med over en million andre kristne vidner for Jehova på vej frem mod større kristen modenhed og et større mål af den fred Gud skænker sine tjenere. Hvad de lærte ved stævnerne „Fred på jorden“ vil i høj grad hjælpe dem til at opnå et større mål af denne fred. Der blev talt til forældre, børn og unge om hvorfor der ikke behøver at være en generationskløft i det kristne hjem, og der blev talt om hvordan kristne i højere grad skal være optaget af deres pligter end af spørgsmål om rettigheder. Hvis alle var samvittighedsfulde med hensyn til at opfylde deres pligter, behøvede man ikke at bekymre sig så meget om sine rettigheder. I den forbindelse må også nævnes en række på fire indlæg om hvordan man gør sit hjem til et Guds hus. Der blev stillet spørgsmål som „Hersker der en sund atmosfære i mit hjem?“, „Har vi ægtefæller kontakt med hinanden?“, „Har vi vore børns fortrolighed?“ og det blev vist hvordan kristne må være trofaste, selv i en splittet husstand, hvor ikke alle medlemmer har samme kristne tro.
I flere indlæg behandledes den enkeltes muligheder med hensyn til at forøge og forbedre sin kristne tjeneste. Det blev fremhævet hvilken alvorlig tid vi lever i og hvilket stort behov der er for kristne forkyndere mange steder. De der kunne tage heltidstjenesten op som pionerer blev kraftigt opmuntret til det. Skoleelever i mellemskolen eller realskolen blev rådet til at lære et håndværk eller noget praktisk, således at de ville være i stand til at forsørge sig selv som pionerer. De der allerede var i heltidstjenesten blev opmuntret til at holde ud og fortsætte. Og de der ikke var i stand til at tage heltidstjenesten op, blev tilskyndet til på anden måde at øge deres tjenesteforrettigheder. De kunne måske rejse ud og tjene hvor behovet er større; de kunne nu og da være feriepionerer; de kunne måske begynde at yde en hel dags tjeneste på arbejdsmarken mindst én gang hver måned; eller måske kunne man blot gøre bedre brug af eftermiddags- og aftentimerne. Det blev fremhævet at der ’stadig er arbejde at gøre’.
Nogle af København-stævnets højdepunkter var de foredrag der blev holdt af Selskabets præsident, broder Knorr, og Selskabets vicepræsident, broder Franz. Med stor opmærksomhed lyttede over 30.000 onsdag aften til foredraget „Fred med Gud under den ’store trængsel’“. Der blev kastet lys over ordene i Mattæus 24:3-22. Det blev vist hvorfor den „store trængsel“ som nu nærmer sig, først begynder med ødelæggelsen af Babylon den Store og ender med Harmagedon, og den vil blive „afkortet“ på den måde at trængselen vil strække sig over en forholdsvis kort tidsperiode. I foredraget „De sidste veer over fjenderne af fred med Gud“ lørdag eftermiddag blev dele af kapitlerne 8-11 i Åbenbaringsbogen behandlet.
Vagttårnets selskabs præsident holdt det offentlige foredrag „Den kommende fred i tusind år“, og han sagde i fuld overensstemmelse med Bibelen: „Uanset ’menneskets løfter’ kan man . . . ikke håbe på at nationerne, enten forenede i en organisation eller enkeltvis, vil kunne indføre varig verdensfred.“ Nej, vi må se hen til den som Jehova Gud har salvet, nemlig hans egen søn Jesus Kristus. Han vil fjerne alle fredsforstyrrere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon og derefter gøre jorden til et paradis.
Dagen før, om lørdagen, havde stævnedeltagerne med stor begejstring vedtaget en erklæring. Denne erklæring nævner at kristenheden har anstiftet krige. Den siger også tydeligt at „fred og fremgang aldrig vil kunne opnås ved hjælp af menneskers radikale politiske regeringer som ikke har fred med Gud“, og den giver udtryk for Jehovas vidners beslutning om stadig at henvise til Guds messianske rige som det eneste håb for varig fred.
Som dette stævne „Fred på jorden“ gjorde det klart, vil Jehovas vidner udelukkende anbefale og forkynde den varige fred som Jehova Gud vil indføre på sin måde til velsignelse for alle der elsker retfærdighed.
[Illustration på side 472]
Søndag den 10. august 1969 overværede 42.073 foredraget „Den kommende fred i tusind år“. De fyldte Københavns Idrætspark og Østerbro Stadion til trængsel
[Illustration på side 474]
492.310 hørte det offentlige foredrag i Nordamerika. Her ses en del af forsamlingen på Yankee Stadium i New York.