Vil du være til stede onsdag aften den 29. marts?
HVOR? I Jehovas vidners lokale rigssal, efter kl. 18 denne aften.
Hvorfor skulle du være dér? For at fejre Herrens aftensmåltid eller „Herrens nadver“. Denne højtid blev påbudt af Herren Jesus Kristus, Guds søn, den sidste aften før hans død.
Sidste år var der mere end 3.450.000 til stede ved denne højtid, der blev fejret i over 27.000 menigheder ud over hele jorden. Vil du være med blandt dem der overværer den i år?
Har din interesse for religiøse spørgsmål hidtil været begrænset til læsningen af dette blad eller andre af Jehovas vidners publikationer? Hvorfor ikke øge din forståelse ved at være til stede når Herrens aftensmåltid fejres i Jehovas vidners lokale rigssal? Den oprigtighed der præger begivenheden, og den enkle og let forståelige måde tingene forklares på ved denne lejlighed, vil uden tvivl gøre indtryk på dig. Men det kan du kun blive overbevist om hvis du er til stede.
Er du en af dem der undersøger Bibelen sammen med et af Jehovas vidner? I så fald opfordrer vi dig indtrængende til at tage imod indbydelsen. Det vil øge din forståelse og værdsættelse af Guds ord og hensigter. Og du vil få at se, hvordan Jesus Kristus befalede at Herrens aftensmåltid skulle holdes, og dette vil hjælpe dig til at forstå betydningen af det alt sammen.
Eller er du for nylig begyndt at tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige? Så vil du i sandhed ønske at være til stede sammen med dem der i mange år har forkyndt ’den gode nyhed’ i det område hvor du bor. Det vil styrke din tro så du kan fortsætte som en forkynder af den gode nyhed.
Måske er der i din familie en eller flere som er Jehovas vidner, mens du selv ikke er det. Var det ikke en god idé at overvære Herrens aftensmåltid sammen med dem i den lokale rigssal? De vil være glade for at følges med dig, og du kan være sikker på at du vil blive åndeligt velsignet.
Alle Jehovas kristne vidner vil naturligvis være til stede, hvad enten de har håb om liv i himmelen eller på jorden; de kunne ikke tænke sig at gå glip af denne begivenhed. Og de vil ikke alene selv være der, men vil forinden være travlt optaget af at invitere andre. De vil blandt andet indbyde dem de leder bibelstudier med, dem de fra tid til anden aflægger besøg hos, såvel som dem de véd abonnerer på dette blad.
Bibelen beretter, i Første Korinterbrev 11:23-25, hvordan Jesus Kristus indstiftede denne højtid til minde om sin død: „I den nat, da han [Herren Jesus] blev forrådt, tog [han] brød, takkede, brød det og sagde: ’Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ’Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.’“
Hvilke goder kan vi forvente at opnå ved at overvære Herrens aftensmåltid? Eftersom Jesus befalede at vi skulle afholde det, ’gøre det til ihukommelse af ham’, kan vi være vis på at blive velsignet når vi adlyder hans befaling. Denne lejlighed vil uddybe vor værdsættelse af det Jehova Gud gjorde ved at give sin enbårne søn for at alle som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv. — Joh. 3:16.
Herrens aftensmåltid minder os især om hvad Jesus Kristus har gjort for os. Hvilket? For det første forlod han som Guds Ord den himmelske herlighed, kom til jorden som et menneske og gav sit liv som en løsesum for verdens synd. (Matt. 20:28; Joh. 1:1, 29) Jesus sagde ikke blot: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner,“ men han viste os også et eksempel på denne store kærlighed ved netop at give sit liv. (Joh. 15:13) Hans død er derfor noget vi alle bør interessere os for.
For det andet åbenbarede han som den store Lærer Guds vilje for os. Han underviste sine disciple i sandheden, den sandhed der frigør fra trældom under synd, under menneskefrygt og under falsk religion. Han hjalp dem til at lære Jehova Gud og hans retfærdige krav bedre at kende. Med rette omtalte han sig selv som „lærer“. — Matt. 23:8, NW; 22:36-39, NW.
Og for det tredje satte Jesus Kristus os et eksempel som vi bør følge. Han søgte ikke at behage sig selv. Han gjorde ikke noget af sig selv, men satte Guds vilje før sin egen. Som vi læser: „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ — 1 Pet. 2:21; Joh. 14:10.
Alle der overværer Herrens aftensmåltid med den rette indstilling og som lytter opmærksomt til de sandheder der bliver fremholdt, vil afgjort høste stor gavn af det. Deres taknemmelighed over for Jehova Gud og Jesus Kristus vil vokse; de vil få en bedre forståelse af hvad der er Guds vilje med dem, og de vil blive styrket i deres beslutning om at gøre hvad der er velbehageligt i Guds øjne. De vil også bedre end nogen sinde kunne forstå hvordan det er muligt for kristne at leve sammen i enhed.
Afholdelsen af Herrens aftensmåltid vil begynde med at der bliver budt velkommen og at menigheden synger en sang, som efterfølges af bøn. Derpå vil man høre et opbyggende bibelsk foredrag om formålet med denne mindehøjtid, om dens betydning og de velsignelser den medfører. Efter dette vil der blive bedt bønner over brødet og vinen, hvorpå først det usyrede brød og derpå den røde vin vil blive budt om. Forholdsvis få vil nyde disse symboler, for sidste år var der kun cirka 10.400 der gjorde det af de tre og en halv million der overværede mindehøjtiden. Efter endnu nogle passende bemærkninger vil mødet slutte med sang og bøn.
Der vil ikke gå nogen bidragsbøsse rundt, og ingen vil blive presset til at give noget eller være med til noget. Alle som erkender deres åndelige behov vil afgjort ønske at være til stede ved denne lejlighed, den 29. marts 1972. Vil du være til stede? Vi indbyder dig på det hjerteligste.