Spørgsmål fra læserne
● Bibelen siger at Juda havde omgang med en kvinde som han antog for at være en skøge. Var dette ikke forkert af ham? — U.S.A.
I realiteten havde Juda ikke omgang med en skøge, men han kom uafvidende til at indtage sin søn Sjelas plads ved indgåelsen af et svogerægteskab hvori der blev avlet legitime børn. Lad os betragte baggrunden for det der skete:
Efter at Judas anden søn, Onan, var død som en straf fra Gud, sendte Juda sin svigerdatter Tamar tilbage til hendes faders hus for at hun kunne blive der indtil hans tredje søn, Sjela, var gammel nok til at blive forenet med hende. Men skønt Sjela blev voksen, undlod Juda at give ham Tamar til ægte. Da Judas hustru døde, klædte Tamar sig derfor som en skøge og satte sig ved en vej hvor Juda ville komme forbi. Juda genkendte hende ikke som sin svigerdatter men antog hende for at være en skøge, og han havde omgang med hende. — 1 Mos. 38:11-18.
Senere hørte Juda at Tamar var blevet frugtsommelig, og eftersom det var meningen at hun skulle indgå svogerægteskab med hans tredje søn, Sjela, udtalte han en dødsdom over hende fordi hun havde øvet utugt. Men da det kom for dagen at det var Juda selv der, uden at vide det, havde gjort hende frugtsommelig, udbrød han: „Retten er på hendes side og ikke på min, [hvorfor?] fordi jeg ikke gav hende til min søn Sjela!“ Juda var ikke gift på dette tidspunkt; han var enkemand, så han syndede ikke mod sin hustru. Endvidere troede han at den forklædte Tamar var en ugift skøge, en kvinde som ikke var bundet i noget ægteskab. Da man ikke kunne finde den kvinde som han antog for at være en skøge, erkendte han at han kunne blive til spot, nemlig ved at påstå at det var en skøge han havde haft omgang med, skønt der ikke fandtes en sådan skøge på egnen. — 1 Mos. 38:20-26.
Med hensyn til Tamar, så handlede hun ikke som en ægteskabsbryderske. De tvillingesønner hun fødte som følge af forbindelsen med Juda, blev ikke regnet for at være avlet i synd eller utugt. Da Boaz fra Betlehem indgik svogerægteskab med moabitterinden Rut, sagde Betlehems ældste nemlig til Boaz: „Måtte dit hus blive som Perez’ hus, ham, Tamar fødte Juda, ved de efterkommere, [Jehova] giver dig af denne unge kvinde!“ (Rut 4:11, 12) Perez opregnes som en af Jesu Kristi respektable forfædre. (Matt. 1:1-3; Luk. 3:23-33) Ligesom Rut gik Perez’ moder, Tamar, ikke efter en ung mand. — Rut 3:10.
Hvad Juda angik, så troede han at han havde omgang med en skøge, en prostitueret. Ved at gøre dette handlede han ikke ret, for det var Guds oprindelige hensigt at manden skulle have omgang med sin hustru, og ikke at jorden skulle fyldes med prostituerede. Dog syndede Juda ikke i den forstand at han overtrådte et udtrykkeligt bud i Guds lov, for Moseloven blev først givet langt senere. — 1 Mos. 2:24; jævnfør Tredje Mosebog 19:29.
Beretningen om Juda og Tamar er ikke taget med i Bibelen for at underholde læseren. Den udgør en vigtig del at den historiske beretning der viser hvordan slægtslinjen der førte frem til den lovede Kristus eller Messias, nemlig Jesus, blev bevaret.
● Er det rigtigt af en kristen at bede sine forældre eller bedsteforældre om en velsignelse, som det er skik visse steder i Latinamerika? — Venezuela.
Bibelen viser at Guds tjenere i fortiden udtalte velsignelser over andre. Jakob velsignede Farao, det vil sige udtrykte et ønske om at det måtte gå ham godt. (1 Mos. 47:7) Rebekka blev velsignet af sin familie da hun drog bort fra det øvre Mesopotamien for at gifte sig med Isak. (1 Mos. 24:60) Og både Isak og Jakob udtalte særlige velsignelser over deres børn. (Hebr. 11:20, 21) Ifølge Ordsprogene 30:11 fortjener forældre at blive velsignet af deres børn.
Bibelsk set kan der derfor ikke indvendes noget imod at forældre eller bedsteforældre velsigner deres børn eller børnebørn. Selv i lande hvor det ikke er almindelig skik at bede om en velsignelse, er det almindeligt at udtale velsignelser. Blandt Jehovas indviede tjenere er det ikke usædvanligt at nogle giver udtryk for ønsket om at en trosfælle må have Guds velsignelse i forbindelse med en særlig opgave eller mens han eller hun fortsætter sin trofaste tjeneste for Skaberen et andet sted. Det er også værd at bemærke at den almindelige afskedshilsen på mange sprog egentlig er en velsignelse. Det engelske „goodbye“ (farvel), for eksempel, betyder „Gud være med dig“.
Hvis det ikke er almindeligt der hvor man bor at „bede om en velsignelse“ eller give en velsignelse, sådan som det er i visse latinamerikanske lande, er der naturligvis ingen grund til at begynde på det. Men hvis det allerede er en accepteret skik der hvor man bor, er der visse faktorer man som kristen bør tage i betragtning. Man bør spørge sig selv: Har jeg det rette syn på en sådan velsignelse? Er det bare en tom frase som ikke kommer fra hjertet? Henvises der til Gud uden at der menes noget med det? (Jævnfør Mattæus 15:4-7.) Er jeg tilbøjelig til at tro at det ikke vil gå godt hvis jeg ikke følger skikken? Man må passe på at man ikke bliver overtroisk og begynder at betragte velsignelsen som en magisk formel. Og hvis den der udtaler velsignelsen, enten det nu er en fader eller en bedstefader, ikke er en indviet tjener for Jehova, kommer hans religiøse synspunkter også ind i billedet. Kan en der ikke har nogen forståelse og værdsættelse af den sande tilbedelse, ja som ikke kender den sande Gud, på rette måde bede Gud velsigne et barn?
Selv om der bibelsk set ikke kan indvendes noget imod at man beder en af sine forældre eller bedsteforældre om en velsignelse, må man altså i hvert enkelt tilfælde lade sig lede af sin kristne, bibeloplærte samvittighed. Den kristne ønsker naturligvis ikke at gøre noget der kunne bringe andre til fald eller give dem et forkert indtryk af Jehova. — Fil. 1:10, NW.
● Hvornår skabte Gud dinosaurerne, og hvornår uddøde de? — U.S.A.
Bibelen giver ikke noget direkte svar på dette spørgsmål. Ifølge beretningen i Første Mosebog blev dyrene skabt i løbet af den femte og den sjette skabelsesperiode eller skabelsesdag. Hvis det hebraiske ord der oversættes med „store havdyr“ [tanninimʹ] indbefatter dinosaurerne, der ofte levede i sumpede, vandrige områder, betyder det at dinosaurerne blev skabt på den femte „dag“. (1 Mos. 1:21) Vi ved ikke om de fortsat eksisterede da mennesket blev skabt (henimod slutningen af den sjette „dag“), men i hvert fald må de allersenest være forsvundet dengang vandfloden gik hen over jorden i Noas dage. Dinosaurerne var krybdyr, og nogle af dem minder — både i deres bygning og i andre henseender — stærkt om firben (det græske ord for „firben“ er for øvrigt sauros; saura i Tredje Mosebog 11:29, LXX). Det var ikke alle slags dinosaurer der var så gigantiske; så selv om de måske har levet helt frem til Vandflodens tid, ville det ikke have været nødvendigt for Noa at tage et par af hver slags af de kæmpestore dyr med ind i arken. Andre, mindre medlemmer af den pågældende familie eller „art“ ville have været nok til at opfylde Guds befaling. — 1 Mos. 6:19, 20; 7:14.
Nogle bibeloversættelser, især bibler af ældre dato, gengiver flere steder det hebraiske tanninimʹ med ordet „drage“. (Sl. 74:13; 148:7, AV; Es. 27:1) Ordet „drage“ (græsk: draʹkon) forekommer også i De kristne græske Skrifter. Det er blevet fremført som en mulighed at dette ord ikke udelukkende har en mytisk baggrund, men at det måske engang er blevet anvendt om vældige skabninger, som for eksempel dinosaurerne, og først har fået en mytisk klang længe efter at disse kæmpemæssige dyr var forsvundet. Mange af de mytiske „drage“-afbildninger ligner interessant nok visse varieteter inden for den familie af kæmpekrybdyr der omfatter dinosaurerne.