Spørgsmål fra læserne

● Apostelen Paulus siger i Første Korinterbrev 10:13: „Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ Hvorfra stammer sådanne fristelser, og hvordan skaber Gud „vej ud af“ fristelsen for den kristne? — U.S.A.

Som det fremgår af det israelitterne oplevede i ørkenen og som Paulus har henvist til i de foregående vers, stammer disse „fristelser“ fra omstændigheder der kunne få en til at overtræde Guds lov. Paulus siger tidligere i dette kapitel: „I dette er de blevet eksempler til advarsel for os [kristne], for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: ’Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.’ Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på en dag faldt der treogtyve tusinde. Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af ’ødelæggeren’.“ — 1 Kor. 10:6-10.

Var disse omstændigheder af en sådan art at israelitterne ikke kunne modstå de fristelser de medførte? Lad os se på hvad der skete. Israelitterne kom til at begære „hvad ondt er“ dengang Jehova ved et mirakel sørgede for en måneds forsyning af vagtler til dem. De havde i nogen tid været uden kød, men var blevet godt forsynet med manna. Alligevel gav de efter for fristelsen og samlede i ubehersket begær så meget at „det mindste, nogen samlede, var ti homer“, det vil sige 2220 liter vagtler. — 4 Mos. 11:19, 20, 31-35.

På et tidligere tidspunkt, nemlig da Moses fik Loven på Sinaj bjerg, blev israelitterne „afgudsdyrkere“, som Paulus siger. De gav sig til at dyrke en guldkalv og gav efter for sanselige nydelser. Hvorfor? Den omstændighed der gav anledning til fristelsen, var at deres synlige leder var fraværende, for de sagde til Aron: „Kom og lav os en gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!“ — 2 Mos. 32:1, 6.

Umiddelbart før israelitterne gik ind i det forjættede land blev tusinder af dem forført af moabitiske kvinder. Ved at omgås disse kvinder blev deres syndige lidenskaber vakt i en sådan grad at de gjorde sig skyldige i kønslig umoralitet. Det er denne begivenhed Paulus hentyder til når han siger at der på én dag faldt flere tusind på grund af synd. — 4 Mos. 25:1.

Undertiden gav israelitterne også efter for fristelsen til oprørsk at klage. Ved en lejlighed talte de imod Jehova og Moses: „Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved denne usle føde.“ (4 Mos. 21:5) Ved at klage således ’fristede de Herren’, idet de satte hans tålmodighed på prøve. De satte ham på prøve med hensyn til om han ville lade denne klagen ustraffet.

En af de lejligheder hvor israelitterne ikke modstod fristelsen til at knurre var efter at Kora, Datan og Abiram og deres tilhængere var blevet tilintetgjort for oprørskhed. Deres knurren skyldtes at de mente at oprørerne var blevet straffet uretfærdigt. Der siges i Fjerde Mosebog 16:41: „Dagen efter knurrede hele Israels menighed mod Moses og Aron og sagde: ’Det er eder, der har dræbt [Jehovas] folk!’“ Som følge af at de fandt fejl ved den måde retfærdigheden blev håndhævet på, omkom 14.700 israelitter ved en plage sendt fra Gud. — 4 Mos. 16:49.

Det er meget tydeligt at ingen af fristelserne var af en sådan art at israelitterne ikke kunne have modstået dem. Israelitterne gav efter for fristelsen fordi de glemte Jehova og hans kærlige omsorg for dem, og fordi de glemte at hans love og veje altid er rette. De mistede troen.

Ligesom for israelitternes vedkommende er de fristelser kristne kommer ud for, almindelige menneskelige fristelser. Hvis de gør sig de nødvendige bestræbelser for at modstå fristelserne og stoler på at Jehova Gud vil støtte dem, kan de forblive trofaste. Det er fordi „Gud er trofast“ og han ikke vil tillade at hans folk „fristes over evne“. Han vil aldrig svigte eller forlade sine tjenere så de kommer i en situation eller under forhold hvor det ikke er menneskeligt muligt for dem at gøre hans vilje.

I de situationer og forhold Jehova tillader at udvikle sig, skaber han en vej ud ved at styrke sine tjenere til at modstå fristelser. En kristen kan for eksempel blive udsat for legemlig mishandling i et forsøg på at få ham til at afsværge sin tro. I denne situation kan den kristne føle sig fristet til at give efter for at undgå yderligere tortur, måske oven i købet døden. Men på grundlag af den inspirerede forsikring apostelen Paulus giver, véd han at de omstændigheder der giver anledning til fristelsen, kun er midlertidige. Jehova vil ikke lade situationen udvikle sig til det punkt hvor han ikke kan give den kristne tilstrækkelig tro og åndelig styrke til at bevare sin integritet.

Endvidere støtter og opretholder Jehova ved sin ånd dem der er udsat for pres af forskellig art. Som en der lærer og påminder vil Guds hellige ånd bringe de ting i erindring som de har brug for at vide fra Skriften for at kunne modstå fristelse, og samtidig hjælper den dem til at bedømme hvordan de kan anvende det på rette måde. (Joh. 14:26) Derfor forledes de ikke til at gøre noget forkert. De forstår hvad sagen virkelig drejer sig om. Mange har således fået styrke fra Jehova til at forblive trofaste til døden. Det var ikke døden der var deres udvej, men den hjælp Jehova gav. Den gjorde det muligt for dem at holde ud til enden uden at give efter for fristelsen.

Ikke alene ved sin ånd hjælper og støtter Jehova sine tjenere, men han bruger også sine engle til gavn for dem. Hebræerbrevet 1:14 siger: „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“