„Sig det i jeres hjerte“

DET hænder at vi mennesker med vore ord og handlinger gør hinanden meget vrede. Hvad bør man gøre hvis man føler sig provokeret? Bibelen giver dette råd: „Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter [sig det i jeres hjerte, NW ] på eders leje og ti!“ — Sl. 4:5.

Der er megen visdom i dette råd. Vi mennesker kan med rette blive harmfulde. Men netop da har vi brug for selvbeherskelse. Ellers er der risiko for at vi farer hårdt frem imod den der er årsag til vor harme, gengælder ondt med ondt og derved synder imod vedkommende. Dette kan føre til et voldsomt skænderi. Når folk er stærkt ophidsede gør de ofte noget som de senere bittert fortryder. Det er ikke sjældent man hører om mennesker der i et anfald af vrede har kvæstet eller endog dræbt slægtninge og venner. Det er derfor et viist råd, at man skal bruge nattens ro og stilhed til at dæmpe sin vrede.

For ikke at handle overilet må vi grunde over følgerne af det vi siger og gør. Da Guds tjener David ved en lejlighed glemte dette og lod sig fylde af vrede mod en mand ved navn Nabal, var han nær ved at pådrage sig blodskyld. Der skete følgende:

David og hans mænd havde været som en beskyttende mur omkring Nabals hjorde og hyrder. En dag sendte David bud til Nabal og ønskede ham fred og bad om en gave, alt efter hvad han måtte ønske at give David og hans folk i betragtning af deres godhed mod ham. I stedet for at vise sin værdsættelse afviste Nabal sendebudene med ringeagtende forhånelser. Da David fik besked om dette besluttede han at dræbe Nabal og alle mændene i hans husstand. Imidlertid samlede Nabals hustru Abigajil hurtigt en forsyning fødevarer og drog David i møde og bønfaldt ham om ikke at tage sig selv til rette. — 1 Sam. 25:5-31.

Hendes ord nåede ind til Davids hjerte og fik ham til at udbryde: „Priset være [Jehova], Israels Gud, som i dag sendte mig dig i møde, priset være din klogskab, og priset være du selv, som i dag holdt mig fra at pådrage mig blodskyld og tage mig selv til rette!“ — 1 Sam. 25:32, 33.

Som det ses i Davids tilfælde er det ikke altid let at tæmme sin vrede. Det er en stor hjælp hvis man kan undgå at tage sig selv for højtideligt og hvis man ikke er alt for optaget af hvad andre siger om en. Også kong Sauls tilfælde illustrerer dette. Da han blev udvalgt til at være Israels konge var han til at begynde med en beskeden og ydmyg mand. Inden han blev salvet til konge sagde han til profeten Samuel: „Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindste stamme? Og min slægt er den ringeste af alle Benjamins stammes slægter.“ (1 Sam. 9:21) Denne beskedne indstilling hjalp ham senere til at undgå at handle overilet da nogle mænd talte respektløst om ham. Beretningen fortæller: „Nogle niddinger sagde: ’Hvor skulle denne kunne hjælpe os?’ Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen hyldingsgave. Men han var, som han var døv.“ — 1 Sam. 10:27.

Af betydning for at kunne tæmme sin vrede er det også at man husker på sit forhold til Skaberen. Jehova Gud ser ikke med velvilje på dem der glæder sig over en fjendes ulykke, eftersom dette afspejler en hævngerrig ånd. I Ordsprogene 24:17, 18 advares vi: „Falder din fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit hjerte ikke, at ikke [Jehova] skal se det med mishag.“

Et menneske kan bringe sit forhold til Gud i fare ved at lade vrede følelser få så megen magt at bittert had slår rod. Ved at huse en sådan hævngerrighed siger man egentlig at man har ret til noget som Gud har forbeholdt sig selv. „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“ (Rom. 12:19) Derfor råder Ordsprogene 24:29: „Sig ikke: ’Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans gerning.’“ En der således tager sagen i sin egen hånd kan gå glip af Jehova Guds barmhjertighed på dommens dag.

Manglende selvbeherskelse kan også føre til en uværdig optræden. Et bibelsk ordsprog siger herom: „En dåre giver straks sin krænkelse luft, den kloge spottes og lader som intet.“ (Ordsp. 12:16) En der bliver meget opbragt over en eller anden personlig fornærmelse og derpå handler overilet, virker tåbelig i andres øjne. Den kloge, derimod, ignorerer provokerende ord og handlinger. Ved at holde sin tunge i tømme og lægge bånd på sig selv undgår han at skabe et vældigt røre om sagen. At han er blevet vanæret får lov at blive glemt som om det aldrig var sket. Selv bevarer han både værdigheden og sindsroen og han giver sig ikke til at bruge uværdige ord.

Den der bevarer selvbeherskelsen vinder desuden en moralsk sejr. Det var hvad Jesus Kristus gjorde. Han kunne sige til sine disciple: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Joh. 16:33) Skønt han var udsat for trusler og forhånelser lod han sig aldrig påvirke til at optræde på samme onde måde som verden. Apostelen Peter skriver om ham: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig bestandig til den som dømmer retfærdigt.“ (1 Pet. 2:23) Da det ikke lykkedes for verden at få Jesus til at give igen med samme mønt, kan man sige at den led nederlag i hans tilfælde. Han stod tilbage som den der havde sejret. At vinde en lignende sejr er i sandhed noget der er værd at kæmpe for.

Undertiden kan det ligefrem gavne dem der er årsag til at vi harmes, hvis vi kan bevare roen. Den gode virkning venlighed kan have på sådanne, fremhæves i Ordsprogene 25:21, 22: „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved, og [Jehova] lønner dig for det.“ Optræder man venligt over for en der har vakt ens vrede, bliver han måske skamfuld og begynder at tænke alvorligt over hvad han siger og gør. Måske får dette ham til at ændre indstilling og lade sine bedste egenskaber komme for lyset. Selv om dette ikke skulle ske, kan den der bevarer sin selvbeherskelse og ikke gengælder ondt med ondt, tillidsfuldt se hen til at Skaberen vil lønne ham for det.

Det er i sandhed forstandigt hvis vi nøjes med at ’sige det i vort hjerte’ og bevarer vor selvbeherskelse. Det kan vi gøre hvis vi opdyrker beskedenhed og ydmyghed og hvis vi er opmærksomme på os selv så vi ikke kommer til at tale eller handle overilet. Derved undgår vi at bringe vort forhold til Jehova Gud i fare; vi bevarer vor værdighed og vinder en moralsk sejr, og måske kan vi endda hjælpe dem der har provokeret os, så de ændrer deres opførsel til det bedre.