Hvornår skal man være venlig?

VENLIGHED er en egenskab vi sætter pris på hos andre, især når det er os selv der bliver behandlet venligt. Når vi har gjort noget forkert håber vi også at møde venlighed.

Jehova Gud anser egenskaber som venlighed og godhed for at være yderst vigtige. „Hans kærlige godhed varer til ubestemt tid,“ siger Bibelen gentagne gange. (Sl. 136, NW) Guds søn, Jesus Kristus, kendte sin Fader bedre end nogen anden. Han tilskyndede sine disciple til at efterligne Gud og sagde om ham at han endog „er venlig mod de utaknemmelige og onde“. — Luk. 6:35.

Det er derfor meget naturligt at Gud betragter venlighed som en nødvendig egenskab hos dem der ønsker at have hans gunst. Han siger til den der gerne vil tjene ham: „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed [elske venlighed, NW] og vandre ydmygt med din Gud.“ — Mika 6:8.

I vort forhold til andre mennesker kan der opstå vanskeligheder som sætter vor venlighed på prøve. Det er især tilfældet når vi står over for vore fjender. Men om sådanne tilfælde sagde Jesus: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene.“ — Matt. 5:44, 45.

Det at den kristne skal elske sine fjender og vise dem venlighed, er sikkert den vanskeligste af alle hans forpligtelser. Og det er ikke nok at gøre det fordi det er en pligt, nej det må være af hjertet. „Hvis din fjende sulter, så giv ham at spise,“ og „falder din fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit hjerte ikke“. Disse principper må den kristne følge af hjertet. — Rom. 12:20; Ordsp. 24:17.

Det vil ikke sige at en kristen ikke kan retlede en anden, at han ikke kan ræsonnere med ham om hans fejltrin eller hans urette handlemåde. Han kan oven i købet ’retlede ham med strenghed’ for at overbevise ham om at han handler uret og redde ham fra følgerne af fortsat at lægge en sådan adfærd for dagen. — Tit. 1:13.

Her har vi et godt eksempel i Jesus Kristus. Han var ligefrem over for sine fjender. Men han behandlede dem aldrig uvenligt eller truede med at bringe personlig gengældelse over dem fordi de angreb ham. Da han var på jorden dømte han ikke enkeltpersoner eller gav udtryk for at han personligt fordømte dem. Han udtalte kun sin Faders domme. — Joh. 5:30.

Når han for eksempel talte til sine bitreste fjender, de skriftlærde og farisæerne, afslørede han dem ganske vist som det de var, og det kunne han gøre fordi Gud åbenbarede deres hjerteindstilling for ham. Han advarede dem om Guds dom som den er udtrykt i Bibelen. Men i stedet for at sige: ’Jeg er Guds søn, og jeg skal nok sørge for at I kommer i Gehenna,’ gjorde han dem opmærksomme på den farlige situation de befandt sig i, ved at spørge: „Hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ (Matt. 23:33) Som enkeltpersoner kunne de undgå dommen ved at ændre handlemåde.

Da Jesus blev behandlet meget uvenligt af jøderne og de romerske soldater — ja, blev behandlet langt værre end en træl — „skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke“. (1 Pet. 2:23; Matt. 27:27-31) Den første kristne martyr, disciplen Stefanus, fulgte dette eksempel da han blev stenet til døde af jøderne. Han bad: „Jehova, tilregn dem ikke denne synd.“ — Apg. 7:60.

Med hensyn til at vise venlighed og næstekærlighed må de der kalder sig kristne ikke stå tilbage for dem der ikke hævder at være Guds tjenere. For nogle mennesker i verden er det en naturlig ting at vise venlighed, idet denne egenskab er en del af den personlighed Gud gav mennesket ved skabelsen. Men på grund af ufuldkommenheden er denne egenskab blevet svækket. Den kristne må derfor stræbe efter at vise venlighed og gøre hvad han kan for ikke at stå tilbage i denne henseende.

På apostlenes tid gjorde befolkningen på øen Malta mange som påstod at tjene Gud, til skamme. Øens indbyggere, deriblandt øens førende mand, tog imod apostelen Paulus og dem der var forlist sammen med ham, 276 personer i alt, og viste dem „en usædvanlig menneskekærlighed“. De tog sig af de skibbrudne i tre måneder. Og Lukas, som selv var med, fortæller hvad der skete da man fik fat i en anden båd: „De beærede os også med mange gaver, og da vi skulle sejle bort, belæssede de os med ting vi kunne få brug for.“ — Apg. 28:1, 2, 10, 11; 27:37.

Med deres venlighed fordømte disse øboere de mennesker i Israels byer som hørte Guds egen søn tale og så hans mirakler, men som alligevel behandlede ham på en uvenlig og skammelig måde!

I dag kan vi ligeledes se og læse om nogle der viser en usædvanlig menneskekærlighed. Ved deres eksempel fordømmer de dem der hævder at være indviede tjenere for Gud, men som mangler denne egenskab. Vi kan være sikre på at Gud lægger mærke til en sådan menneskekærlighed hvis den kommer fra hjertet, og at han vil give disse mennesker mulighed for at lære mere om ham og hans ophøjede egenskaber. Jehovas vidner vil kærligt hjælpe alle hvis hjerte Gud åbner så de ønsker at lære ham at kende.

Er der i det hele taget noget tidspunkt hvor uvenlighed er på sin plads? Udvirker uvenlighed nogen sinde noget godt? Nej. Her vil nogle måske spørge: ’Hvad så med dem der overtræder Guds retfærdige principper og som tilmed lægger en genstridig og oprørsk ånd for dagen og ikke ønsker at ændre sind? Skal man også være venlig over for sådanne mennesker?’

De der begår et fejltrin vil blive hjulpet meget bedre med venlighed end med uvenlighed, der i virkeligheden er en form for grusomhed. Hvorfor skulle vi, der selv ønsker og har brug for at andre viser os venlighed, regne et medmenneske for uværdigt til at blive behandlet venligt og høfligt? Overtræderen har nok at bære på i forvejen.

Og selv om et menneske der har overtrådt Guds lov røber en genstridig, skamløs indstilling, kan nogen af os da sige at vedkommende aldrig vil ændre sind? Kun Gud kan bedømme hvorvidt han har begået en utilgivelig synd. (Matt. 12:32) Desuden vil uvenlighed i endnu højere grad bevirke at overtræderen mister lysten til at ændre sind. — Rom. 2:4.

Selv i et tilfælde hvor nogle oprørske mennesker forårsagede vanskeligheder i en menighed ved at skabe splittelser, brugte apostelen Paulus ikke hårde ord, men skrev: „Jeg selv, Paulus, bønfalder jer ved Messias’ mildhed og venlighed.“ (2 Kor. 10:1) Det græske ord der her er oversat med „venlighed“ betegner dét at være fair, behersket, mild, rimelig. Det nævnes sammen med mildhed. Det er behageligt at være sammen med et menneske som man ved vil behandle én rimeligt. Man vil være mere tilbøjelig til at rette sig efter hans vejledning.

Lad derfor alle os der stræber efter at være trofaste vidner for Jehova, efterligne vor Gud. Lad os arbejde på at opdyrke venlighed, denne frugt af Guds ånd der bidrager til vor egen lykke og jævner vejen for andre som ønsker at tjene Gud. — Gal. 5:22.