Jesu bjergprædiken — „Når I beder . . .“

EFTER at Jesus havde talt om at man skulle undgå hykleri når man gav barmhjertighedsgaver til de fattige, sagde han: „Og når I beder må I heller ikke være som hyklerne.“ — Matt. 6:5a.

Udtrykket „når I beder“ vidner om at bøn for Jesu disciples vedkommende var uadskilleligt forbundet med sand tilbedelse. Men de måtte ikke efterligne „hyklerne“, de selvretfærdige farisæere, der udadtil gav sig skin af at være gudhengivne. — Matt. 23:13-32.

Om disse hyklere sagde Jesus: „De kan jo lide at stå og bede i synagogerne og på hjørnerne af de brede gader så de kan blive set af mennesker.“ — Matt. 6:5b.

Omkring det første århundrede var det blevet skik blandt jøderne at bede på den tid hvor morgen- og aftenbrændofrene blev frembåret i templet i Jerusalem, omkring klokken 9 om formiddagen og klokken 3 om eftermiddagen. Mange af Jerusalems indbyggere plejede at bede sammen med andre troende på tempelområdet. I andre byer samledes fromme jøder ofte for at bede to gange om dagen „i synagogerne“. Man plejede at bede stående. — Se også Lukas 18:11, 13.

Eftersom de fleste mennesker ikke var i nærheden af templet eller en synagoge ved tiden for morgen- og aftenbønnen, var det almindeligt at man bad dér hvor man nu tilfældigvis befandt sig. Visse mennesker ’kunne lide’ at den tid hvor de skulle bede indtraf når de befandt sig „på hjørnerne af de brede gader“. De nød tanken om at „blive set af mennesker“ der passerede forbi i fire retninger. De stillede en falsk hellighed til skue ved ’som et skalkeskjul at sige lange bønner’, for at vække beundring hos dem der så dem.a — Luk. 20:47.

Om disse hyklere erklærede Jesus: „Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Matt. 6:5c) De opnåede hvad de så inderligt ønskede — nemlig andre menneskers anerkendelse og beundring; og det var hele deres belønning. Deres hykleriske bønner blev ikke besvaret af Gud.

„Men du,“ fortsatte Jesus, „når du beder, da gå ind i dit inderste rum, luk din dør, og bed så til din Fader som er i det skjulte; da vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:6.

Disse ord af Jesus var ikke et forbud mod at bede sammen med menigheden. Formaningen til at bede ’i sit inderste rum’ efter at man havde ’lukket døren’ blev givet for at ingen skulle bede offentlige bønner med det formål at henlede opmærksomheden på sig selv og opnå smigrende bemærkninger fra beundrere. Det svarer til rådet om barmhjertighedsgaver til de fattige: „Lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør.“ (Matt. 6:3) Jesus satte et fuldkomment eksempel med hensyn til at bede uden at henlede opmærksomheden på sig selv. Da han for eksempel tilbragte en hel nat i bøn før han udvalgte sine tolv apostle, bad han ikke til Gud i andres påsyn men „gik op på bjerget for at bede“. — Luk. 6:12.

I sin tale henledte Jesus nu opmærksomheden på en anden måde hvorpå hyklerne misbrugte bønnens privilegium. Han sagde: „Men når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord.“ — Matt. 6:7.

Jesus sagde ikke at han disciple, når de bad, skulle undgå at gentage oprigtige anmodninger og taksigelser. Mattæus fortæller i sit evangelium at Jesus gentagne gange „sagde de samme ord“ da han i Getsemane have bad til langt ud på natten. — Matt. 26:36-45.

Det ville imidlertid være forkert at efterligne de bønner der blev bedt af „folk fra nationerne“. Hedningerne plejede „igen og igen“ at sige udenadlærte remser som indeholdt mange overflødige ord. Bibelen beretter for eksempel om fortidens ba’alsdyrkere, der „påkaldte Ba’als navn fra morgen til middag, idet de råbte: ’Hør os, Ba’al!’“ (1 Kong. 18:26) Og om de hedninger i Efesus der var modstandere af kristendommen, læser vi: „Et råb som af én røst [steg] op fra dem alle, idet de i omkring to timer skreg: ’Stor er efesernes Artemis!’“ (Apg. 19:34) I et af den romerske digter Terents’ værker (det andet århundrede før vor tidsregning) læser vi følgende beklagelse: „Jeg beder dig, hustru, holde op med at overvælde guderne med taksigelser fordi dit barn er i sikkerhed; medmindre du bedømmer dem ud fra dig selv og mener at de ikke kan forstå en ting medmindre de får den at vide hundrede gange.“

I vore dage er der stadig mange „folk fra nationerne“ der fremsiger bønner fulde af gentagelser til deres guder. For eksempel er der buddhister som bruger en rosenkrans med op til 108 perler når de messer namu amida butsu („måtte sjælen hvile i fred“). På samme måde er der i mange af kristenhedens kirker mennesker som beder den samme bøn om og om igen som en remse, idet de mener at de „bliver bønhørt“ på grund af de stadige gentagelser. Men det er uden værdi i Guds øjne at de „bruger mange ord“.

„I må altså ikke blive ligesom de,“ fortsatte Jesus, „for Gud, jeres Fader, ved hvad I trænger til endog før I beder ham.“ — Matt. 6:8.

Åbenbart var mange af de jødiske religiøse ledere blevet ligesom hedningerne idet de brugte for mange overflødige ord i deres bønner. Betegnende for denne tendens er følgende beretning i den babyloniske talmud: „En vis [oplæser] trådte frem i R[abbi] Haninas nærværelse og sagde: O Gud, du store, mægtige, frygtelige, majestætiske, magtfulde, vældige, stærke, frygtløse, pålidelige og ærefulde.“ Rabbineren fordømte denne unødvendige opremsning af ord som værende „en hån“ mod Gud.

Regelmæssig oprigtig bøn der indbefatter lovprisning, taksigelse og anmodninger til Gud, er en vigtig del af sand tilbedelse. (Fil. 4:6) Men det ville være forkert at sige de samme ting igen og igen og mene at en sådan uafbrudt gentagelse er nødvendig for at oplyse Gud om vore behov, som om Gud var uvidende, uopmærksom og åndsfraværende. Vi bør bede i fuld anerkendelse af at vi meddeler os til den der ’ved hvad vi trænger til endog før vi beder ham’.

[Fodnote]