Salmerne

Hvor længe vil Gud glemme mig?

NÅR du har været udsat for trængsler og vanskeligheder, har du da nogen sinde følt at Gud helt har glemt dig? Spekulerede du på om han måske var utilfreds med dig og af den grund ikke hjalp dig med at løse presserende problemer?

Sådan følte David det på et tidspunkt, måske dengang kong Saul udsatte ham for forfølgelse, eller senere, da hans søn Absalom gjorde oprør. Uanset hvor lang tid det drejede sig om, var David udsat for prøvelser så længe at han følte sig meget langt nede og tænkte på om Jehova helt havde glemt ham. Dette fik ham til at udbryde: „Hvor længe vil du evigt glemme mig, [Jehova], hvor længe skjule dit åsyn for mig?“ (Sl. 13:2) Det forekom David at Jehova i mishag havde skjult sit ansigt uden at gribe ind for at hjælpe ham. Derfor spørger han videre: „Hvor længe skal jeg huse sorg [yde modstand, NW] i min sjæl, kvide i hjertet dag og nat?“ Dette kunne betyde at han spekulerede på hvor længe det mon blev overladt til ham selv at modstå de foruroligende forhold han befandt sig under, og hvor lang tid han mon skulle være bekymret „dag og nat“.

Derefter rejser salmisten spørgsmålet: „Hvor længe skal fjenden ophøje sig over mig?“ Tilsyneladende forladt af Jehova, spekulerer han på hvor længe hans fjender mon vil have overtaget. Han følger dette spørgsmål op med en bøn: „Se til og svar mig, [Jehova] min Gud, klar mine øjne [få mine øjne til at lyse, NW], så jeg ej sover ind i døden og min fjende skal sige: ’Jeg overvandt ham!’ mine uvenner juble, fordi jeg vakler!“ (Sl. 13:3-5) Ja, David ønskede inderligt at den Allerhøjeste ville besvare hans påkaldelse, komme ham til hjælp og indgyde ham nyt mod så hans øjne måtte ’klares’ eller „lyse“. Han ønskede at han måtte forblive i live, så hans fjender ikke skulle tro de havde sejret og juble over at han havde vaklet og var faldet for aldrig at rejse sig igen.

Selv om David følte at han var forladt af Jehova, forblev hans tro dog stærk. Dette fremgår tydeligt af hans sidste ord: „Dog stoler jeg på din miskundhed [loyale hengivenhed, NW], lad mit hjerte juble over din frelse! Jeg vil synge for [Jehova], thi han var mig god!“ (Sl. 13:6) Til trods for de vanskeligheder han stod over for, stolede han på Jehovas loyale hengivenhed eller medfølende interesse, og han så med glæde og håb frem til at blive udfriet fra sine prøvelser. Han mindedes hvordan Jehova tidligere havde belønnet ham, og han var besluttet på at fortsætte med at synge lovprisningssange.

I lighed med David skulle vi aldrig glemme de storslåede ting Jehova har gjort for os. Som et udtryk for sin overvældende kærlighed gav han sin enestefødte søn. (Joh. 3:16) Siden vi har lært den Allerhøjeste at kende, har vi personligt erfaret hans kærlige omsorg og fået hjælp som svar på vore bønner. Når vi ved hvordan Skaberen tager sig af sine tjenere, både som et hele og som enkeltpersoner, kan vi have tillid til at han vil styrke os i nødens stund. Når vi for en tid er udsat for særlige prøvelser, kan vi hente trøst i de inspirerede ord: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Pet. 5:7.