Salmerne

En gåde med en opmuntrende løsning

MANGE ned gennem historien har undret sig over de lovløses fremgang og velstand. Ofte opnår samvittighedsløse mennesker indflydelsesrige stillinger som sætter dem i stand til at udbytte og undertrykke de fattige og nødlidende. Men skal vi frygte korrupte mennesker? Dette spørgsmål er hovedelementet i en gåde der løses i Salme 49, en salme som er skrevet af en af levitten Koras sønner.

De indledende ord lyder: „Hør det, alle folkeslag, lyt til, al verdens folk, både høj og lav, både rig og fattig!“ (Sl. 49:2, 3) Med disse ord opfordrer salmisten alle til at høre efter, både høj og lav. Ja enhver, både rig og fattig, kunne få gavn af de tanker der nu skulle fremsættes.

Salmisten fortsætter: „Min mund skal tale visdom, mit hjerte udgransker indsigt; jeg bøjer mit øre til tankesprog, råder [det vil sige tyder, udlægger] min gåde til strengeleg.“ (Sl. 49:4, 5) De tanker salmisten skulle til at udtrykke var et resultat af dyb granskning under ledelse af Guds ånd. Det var ikke menneskelig visdom, for salmisten sagde at han ’bøjede sit øre til tankesprog’, til udtalelser fra en guddommelig kilde. Så snart han modtog disse inspirerede udtalelser ville han fremføre sin gåde eller sit vanskelige spørgsmål, ledsaget af harpespil.

Så stiller han spørgsmålet: „Hvorfor skulle jeg frygte i onde dage, når bedrageres uretfærdighed omgiver mig?“ (Sl. 49:6, 1977-oversættelsen) Ja, skulle han frygte når han blev trængt af bedragere, uretfærdige mennesker der ville fratage ham hans gudgivne rettigheder? Som det fremgår af de følgende vers, var disse bedragere velstående mennesker. Selv om sådanne mennesker måske vil udnytte deres stilling til at berige sig på andres bekostning, skal vi ikke blive rædselsslagne for dem, og vi skal heller ikke misunde selviske mennesker deres rigdom. Alt hvad de har, er materielle midler. De praler af det de ejer, og i stedet for at søge sikkerhed og beskyttelse hos Skaberen, stoler de på den usikre mammon. Salmisten fortsætter med at vise hvorfor vi ikke skal frygte eller misunde sådanne mennesker. De vil ikke komme til at leve evigt, og deres velstand vil ikke vare ved. Han skriver:

„De stoler på deres rigdom og praler af deres store formue. Ingen kan dog købe sin broder fri eller betale Gud løsepenge for ham. Prisen på hans liv er så høj, at han må opgive det for altid. Ellers kunne han leve altid uden at se graven. Men man ser, at vise mænd dør, dårer og tåber går alle til grunde, og de må efterlade deres rigdom til andre.“ — Sl. 49:7-11, 1977-oversættelsen.

Som salmisten her fremhæver, er rigdom uden værdi når det drejer sig om at frelse en broder fra døden. Selv ikke alverdens gods ville slå til som løsesum for blot ét menneskes liv. Det er umuligt at afværge døden. En sådan løsesum er simpelt hen uopnåelig for mennesker. Ingen kan betale en sum penge som kan redde nogen fra at komme i graven og sikre dem fortsat liv. Den vise, dåren og tåben — alle går til grunde. Uanset hvor meget de har samlet sig i deres levetid, må de efterlade det til andre.

De velhavende undertrykkere så naturligvis gerne at det forholdt sig anderledes. I det mindste ønsker de at bevare deres minde for kommende generationer. Men lykkes det dem? Læg mærke til hvad salmisten svarer:

„Deres inderste ønske er at deres huse må stå til ubestemt tid, deres boliger generation efter generation. De har givet deres jordejendomme navne efter sig selv. Men det jordiske menneske, om end holdt i ære, har ikke et blivende sted; det ligner dyrene, som til sidst er gjort tavse. Sådan er vejen for dem der er tåber og for deres efterfølgere som bryder sig om ordene fra deres mund. . . . Som får — til Sheol er de blevet bestemt; døden, den skal være hyrde for dem; og de retskafne skal råde over dem om morgenen, og deres skikkelser er bestemt til at hensmuldre; det er Sheol fremfor en stolt bolig der er hver enkelts lod.“ — Sl. 49:11-14, NW; v. 12-15 i den autoriserede danske oversættelse.

Tænk på det salmisten siger her. Inderst inde håber de der er blevet velhavende ved uærlige metoder, at deres ejendom må bestå i mange år og gå i arv fra generation til generation. Eftersom de har opkaldt deres ejendomme efter sig, tror de at de vil blive husket for bestandig. Men de glemmer at de blot er jordiske mennesker, dannet af støv. Selv om de måske vil blive holdt i ære på grund af deres rigdom, har de ikke noget blivende sted på jorden. Alle forsøg på at bevare deres navn i live er dømt til at mislykkes. De er ikke bedre stillet end fornuftløse dyr der går til grunde.

På trods af deres velstand går det ikke lovløse mennesker anderledes end dyr der bliver dræbt, enten fordi man vil bruge dem til føde eller fordi man vil beskytte sig imod dem. Der er intet i sådanne menneskers liv der hæver dem op over dyrene, for med deres livsførelse ignorerer de fuldstændig Skaberen, den evige Gud. Derfor er det tåbeligt af dem at forestille sig at de kan bevare deres navn for eftertiden. De der anerkender sådanne selviske menneskers udtalelser eller livsfilosofi, er lige så tåbelige som de og vil få det samme lidet ærefulde endeligt. De vil gå ned i Sheol eller dødsriget, ja blive ført derned af døden som en hyrde.

Men hvordan så med dem der sætter deres lid til Jehova? „Om morgenen“ vil de der trofast tjener Gud, få overtaget. Det vil ske når den nye dag begynder, efter at de er blevet udfriet fra lidelse og undertrykkelse.

Da vil de retfærdige nyde Guds gunst, mens de onde, de der før havde rigdom og magt, vil smuldre i støvet. Som der siges, vil deres skikkelser hensmuldre. I stedet for at bo i pragt vil de rådne op i dødsrigets dyb.

„De retskafne“, den lille rest af Rigets arvinger og ’den store skare’, vil overleve krigen ved Harmagedon og opleve den lovede udfrielse, hvorimod de lovløse til den tid vil være udslettet. Under Kristi tusindårsrige vil alle de døde i Sheol få en opstandelse.

Salmisten af Levis hus stiller nu sin egen lod i modsætning til samvittighedsløse menneskers, idet han fortsætter:

„Men Gud udløser min sjæl af Dødsrigets hånd, thi han tager mig til sig. . . . Frygt ej, når en mand bliver rig, når hans huses herlighed øges; thi intet tager han med i døden, hans herlighed følger ham ikke. Priser han end i live sig selv: ’De lover dig for din lykke!’ — han vandrer til sine fædres slægt, der aldrig får lyset at skue. Den, som lever i herlighed, men uden forstand, han er som dyrene, der forgår.“ — Sl. 49:16-21.

Ligesom salmisten gør vi ret i at lade Guds vilje være det vigtigste i vort liv. Eftersom levitten stolede fuldt ud på sin Gud, kunne han være forvisset om at Jehova ville udfri ham af dødsrigets hånd og ikke tillade at han gik for tidligt i graven. På denne måde var det Jehova, og ikke dødsriget, der tog ham til sig. Når Jehova er vor Gud har vi ingen grund til at misunde eller frygte den onde. Hans velstand vokser måske, og hans hjem og andre besiddelser bliver måske mere luksuøse. Mens han lever lykønsker han måske sig selv med den stilling og den rigdom han har været i stand til at opnå. Og folk i almindelighed priser ham måske fordi han klarer sig så godt materielt, og de føjer ham måske i hans ønsker.

Men i sidste ende opnår han alligevel ikke spor mere end sine forfædre, nemlig døden. Hans verden er kun mørke, ikke lys. Det kan derfor være ligegyldigt hvor stor ære eller herlighed man vinder sig i denne verden. Hvis man ikke forstår eller værdsætter det åndelige og ikke giver rum for Skaberen i sit liv, er man blot som et dyr, der ikke er i stand til at tilbede sin Skaber. Med andre ord: Den der selvisk søger rigdom, lever som et dyr og forgår som et dyr.

Løsningen på gåden om hvorvidt man skal frygte bedrag og undertrykkelse fra selviske mennesker, bør få os til at indse hvad der til stadighed bør komme først i vort liv. Ingen materielle ting har varig værdi. Ønsker vi en evig fremtid må vi sætte vor lid til den evige Gud, der endog kan give de døde liv.