Faste i troen trods vanskelige tider

MANGE steder på jorden er sande kristne udsat for voldsom forfølgelse, ligesom i det første århundrede. Og ligesom de dengang stod fast i troen, gør de det også i dag. I slutningen af 1978 skrev en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd til afdelingskontoret i det land han tjener i, og fortalte om grusom forfølgelse af Jehovas vidner i et bestemt område. Deres standhaftighed står som endnu et lysende eksempel på kristen uangribelighed.

Ifølge den rejsende tilsynsmands brev henvendte plageånderne sig til en lille gruppe Jehovas vidner og sagde: „Vi vil ikke høre jer forkynde mere om Jesus.“ Men de svarede: „Vi ser ikke noget forkert ved det Jesus gjorde. Derfor er der heller ikke noget forkert ved at forkynde om ham.“

Herover blev mændene rasende. Derfor tvang de vidnerne — tre brødre og to søstre — til at bringe alle deres bøger med hen til et sted der lå omkring fem kilometer borte. Dér brændte de bøgerne. Og efter at have ført brødrene et lille stykke væk begyndte de at slå en af søstrene som kun var en stor pige — mens brødrene så på det. Derefter gik de tilbage til brødrene og sagde: „Pigen har sagt at I har tvunget hende til at blive et vidne.“ Men den unge søster hørte det og råbte: „Det passer ikke!“

Så blev en af brødrene bagbundet, og slået indtil han var bevidstløs. Efter at have råbt: „Ned med Jesus,“ begyndte plageånderne at prygle en af de to andre brødre, og de skar hans ene øre af. Den tredje broder blev også slået — så slemt at han næsten mistede synet på det ene øje. Men trods den brutale behandling fornægtede ingen af brødrene deres tro.

Til sidst førte de brødrene hen til en nærliggende flod i den hensigt at drukne dem. På vejen derhen bad brødrene indtrængende til Jehova. Det endte med at plageånderne skiftede mening og førte vidnerne tilbage til deres hjem; og de pålagde dem ikke at vende tilbage til byen hvor rigssalen lå, i de næste tre måneder. Men den følgende søndag gik den ene af brødrene alligevel ind til byen for at overvære mødet.

Senere blev de samme fem forkyndere antastet af en anden gruppe mænd. „Gennem hvem beder I til Gud?“ blev de spurgt. „Gennem Jesus,“ svarede den ene af brødrene. Men han blev afbrudt med ordene: „Vi beder til Gud gennem vore forfædres ånder.“ Og en anden tilføjede: „I dyrker altså ikke jeres forfædre?“ Forkynderne forholdt sig tavse.

Da greb en af mændene en kraftig kæp og begyndte at slå løs på brødrene. Andre fulgte hans eksempel og slog dem med knytnæver og sparkede dem med deres støvler. Så blev en af brødrene skilt ud og ført bort til forhør af en anden gruppe. Han fik besked på at gentage slagordet: „Fortsæt med krigen.“ Da han nægtede, blev han slået igen. En af plageånderne sagde: „Vend den anden kind til, for Jesus sagde jo at når man bliver slået på den ene kind skal man vende den anden til.“

Broderen gjorde som der blev sagt, og smilede da de andre gjorde nar af ham. Den der havde bedt ham om at vende den anden kind til, slog ham imidlertid ikke igen, men sagde hånende: „Du er jo vanvittig. Gå nu din vej!“ Men andre begyndte at slå ham med geværkolber og knytnæver, mens andre igen sparkede ham med deres kraftige støvler. Han blev meget ilde tilredt.

Da det ikke lykkedes dem at få broderen til at gå på kompromis, førte de ham tilbage til den oprindelige gruppe forfølgere. De fortsatte med at forsøge at overtale ham til at gå på kompromis og fremsige slagordet: „Fortsæt med krigen.“ „Det er jo kun en lille ting,“ sagde de. Men broderen stod fast og nægtede at give efter, skønt de fortsatte med at slå ham.

På det tidspunkt kom broderens kone til. Da mændene opdagede hvem hun var, forsøgte de at overtale hende til at få sin mand til at gentage deres slagord. Men søsteren forblev tavs. Det var nu over midnat — broderen havde udholdt denne behandling hele dagen — og forfølgerne gav op og forlod stedet.

Dagen efter besluttede brødrene sig til at tage bort, og for ikke at pådrage sig unødig opmærksomhed efterlod de alt hvad de ejede. De fandt frem til andre forkyndere, som nu har taget sig af disse brødre der har lidt så meget.

Hvordan er disse forfulgte brødres indstilling? ’Vi er besluttede på om nødvendigt at dø for Jehovas navn,’ udtaler de. Og det var nøjagtig hvad de fortalte deres forfølgere lige op i deres åbne ansigt. Hvad har deres trofasthed medført? Nogle som så dem udholde den brutale behandling har senere bemærket: „Jehova er den sande Gud.“