Hvor ægte er din kærlighed?
NÅR man siger om nogen at han eller hun er ægte, betragtes det som en stor kompliment. Menneskers eller tings ægthed åbenbares i regelen når de udsættes for prøver. Bibelen taler således om guld der prøves med ild, og den omtaler „ægte guld“, „ægte sølv“ og ’ægte nardussalve’. (Jer. 52:19, NW; Mark. 14:3; 1 Pet. 1:7) Guds ord taler også om mennesker der er ægte, idet apostelen Paulus kalder Timoteus „et ægte barn i troen“. — 1 Tim. 1:2.
Spørgsmålet om hvorvidt visse kristne havde ægte kærlighed opstod i forbindelse med de kristne jøder i Jerusalem. De var kommet i stor nød, og deres trosfæller i Makedonien havde, trods deres „dybe fattigdom“, gavmildt og ud over hvad de faktisk evnede, givet bidrag til deres trængende brødre. Efter at have fortalt de velstående kristne i Korint herom, siger Paulus videre: „Det er ikke som en befaling til jer at jeg siger dette, men i betragtning af andres alvor og iver og for at prøve jeres kærligheds ægthed.“ De havde øjensynlig givet udtryk for at de nærede kærlighed til deres medtroende, og nu gav apostelen dem lejlighed til at vise hvor ægte deres kærlighed var. Hvordan kunne de vise det? Ved handlinger, ved deres bidrag. — 2 Kor. 8:8.
I sit første brev understregede apostelen Johannes den samme tanke, idet han skrev under inspiration: „Naar Gud selv har bevist os sin Kærlighed ved, at Kristus satte sit Liv ind for vor Skyld, saa er vi ogsaa forpligtigede at sætte vort Liv ind for vore Medkristnes Skyld. Tænk blot paa, om et Menneske havde rigeligt at leve af hær i Verden og saa gik og saa en Medkristen lide Nød; hvis han nu lukkede sit Hjærte haardt i for denne sin Medkristne, kunde man saa sige, at Guds Kærlighed boede i ham? Nej, lille Børn! lad vor Kærlighed være ægte og vise sig i Praxis, og ikke bare i Fraser og Mundsvejr!“ — 1 Joh. 3:16-18, Schindler.
Ja, ægte kærlighed kommer ikke blot til udtryk i ord, i det man siger, men i det man gør, i den hjælp man yder dem der er i nød. Skaberen, Jehova Gud, har selv sat os det ypperste eksempel i denne henseende. På grund af vore første forældres ulydighed kom menneskeheden i stor nød, og Gud sendte derfor sin enestefødte søn „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. Jehova Gud gav sin søn så Han kunne have et grundlag for at tilgive angrende mennesker; som vi læser: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — Joh. 3:16; 1 Joh. 1:9.
Dette eksempel på hvordan Jehova Gud har vist os ægte kærlighed ved at tilgive os vore synder, er noget vi kan efterligne. Hans ord formaner os: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ (Ef. 4:32) Ægtheden af et menneskes kærlighed kan næppe prøves eller bevises på nogen bedre måde end ved den pågældendes villighed til at tilgive. Det er langt lettere at give gaver, endog kostbare gaver, af materiel værdi, end at vise en storsindet og ædelmodig indstilling ved at tilgive andre.
Apostelen Peter fandt det meget vanskeligt at blive ved med at tilgive, og spurgte derfor sin Herre, Jesus, om det forventedes af ham at han tilgav sin broder indtil syv gange. Hvad svarede Jesus ham? „Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ Med andre ord, der er ingen grænse for hvor mange gange vi bør tilgive andre. (Matt. 18:21, 22) Peter huskede uden tvivl hvad Jesus havde sagt, for flere år senere skrev han: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ (1 Pet. 4:8) En mængde er et stort antal, ikke sandt? Ja, i Ordsprogene 10:12 siges der endda at „kærlighed skjuler alle synder“.
Inden for familiekredsen byder der sig mange muligheder for dag efter dag at lægge en tilgivende ånd for dagen. Både manden og hustruen begår fejl, både i deres indbyrdes forhold og som forældre. Det samme gælder børnene. Nogle fejl er mindre, andre er større og får alvorlige konsekvenser. Hvordan bør de øvrige familiemedlemmer reagere? Kritisk og med denne indstilling: ’Sikken en tåbelig fejl! Hvordan kunne du gøre sådan noget?’ Eller medfølende, idet de viser forståelse over for den der har begået fejlen og ikke gør et stort nummer ud af den skade der er forvoldt, men måske stiller forslag om hvordan der bedst muligt kan rådes bod på det skete? Ikke uden grund er det blevet sagt at ’et lykkeligt ægteskab er en forening af to der forstår at tilgive’.
Det samme gælder den større åndelige familie som alle kristne er en del af. Eftersom ingen er fuldkommen vil de der har ansvaret for at føre an i en menighed, eller i et helt land, sandsynligvis af og til komme til kort og bedømme en sag forkert. Det at de ikke er fuldkomne, er en virkelig prøve for dem de fører tilsyn med.
Man kan sige at ligesom ’et lykkeligt ægteskab er en forening af to der forstår at tilgive’, sådan afhænger lykken i den kristne menighed af åndelige brødres og søstres villighed til at tilgive hinanden. Jesus sagde at man skulle kende hans disciple på at de havde kærlighed til hinanden. (Joh. 13:34, 35) Hvis deres kærlighed skal være ægte må den indbefatte denne villighed til at tilgive. Som det hedder i en af Rigets sange:
Mange bitre sorger undgås, når vi glemmer andres fejl,
og vort sind med kærlig godhed bli’r Guds egenskabers spejl. . . .
Denne dyd: at tilgi’ andre, må vi alle øves i,
at vort sind for had og vrede og for nag kan holdes fri.
Ja, ikke blot ægte kærlighed, men også visdom og retfærdighed kræver at vi tilgiver andre. Hvis vi ikke tilgiver andre, vil Jehova Gud heller ikke tilgive os. Hvis vi lægger en tilgivende indstilling for dagen, vil det føre til lykke for alle implicerede parter. Er det at tilgive ikke en form for gavmildhed der fører til større lykke? (Matt. 18:35; Apg. 20:35) Retfærdigheden kræver også at vi tilgiver hinanden. Hvordan det? Jo, for hvis vi ikke tilgiver vore brødre, tillægger vi dem et uret motiv eller fælder den dom at de har begået en utilgivelig fejl. Men kræver retfærdigheden ikke at vi gør mod andre sådan som vi ønsker at de skal gøre mod os? Vi ønsker jo ikke at andre skal tillægge os et uret motiv eller fælde en hård dom over os; vi ønsker tværtimod at de skal lægge en tilgivende indstilling for dagen. Derfor må vi også tilgive vore brødre. — Luk. 6:31.
Der er således al mulig grund til at kristne bør tilgive hinanden. Det er både viist og retfærdigt at gøre det, og fremfor alt er det uselvisk og kærligt, for det beviser at vor kærlighed er ægte.
● „Kærligheden er langmodig og venlig . . . ikke skinsyg, . . . søger ikke sine egne interesser, . . . Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Kor. 13:4-8.
[Illustration på side 3]
Et lykkeligt ægteskab er en forening af to der forstår at tilgive