Guds ord er levende
En ung piges ubrydelige kærlighed
DER er noget virkelig smukt ved ubrydelig kærlighed mellem en mand og en kvinde. Også andre bliver grebet når de ser en sådan kærlighed, der holder stand på trods af et vældigt pres udefra.
Vi har et eksempel i historien om en pige fra byen Sjunem eller Sjulem i mellemøsten. Hun forelsker sig i en smuk hyrde. For at beskytte sjulamitten mod at blive fristet, nægter hendes brødre hende at tage imod sin elskedes invitation til at gå en tur med ham en dejlig forårsdag. De sætter hende til at vogte vingården mod de små ræve der ødelægger vinen. — Højs. 1:6; 2:8-15.
På samme tid kommer kong Salomon i al sin pragt og slår lejr nær sjulamittens hjem. Her ser han hende mens hun udfører sine pligter. På grund af hendes skønhed bliver hun bragt ind i kongens lejr og mødes af hans bejlen. — Højs. 6:11, 12; 1:2-4.
Lader sjulamitten sig påvirke? Vakler hendes kærlighed til hyrden? Nej. Uden at skamme sig taler hun om sin længsel efter sin elskede hyrde. Men Salomon, der nødig vil lade hende gå, fortsætter med at give udtryk for kærlighed i smukke vendinger og lover at lade udsøgte smykker lave til hende. Men sjulamitten taler om sin udødelige kærlighed til hyrden. Endelig kommer hyrden i forbindelse med hende, og de glæder sig begge ved at tale om deres følelser. — Højs. 1:7-17; 2:1, 2.
Ved sin hjemrejse til Jerusalem tager kong Salomon sjulamitpigen med. Her i byen lykkes det igen hyrden at møde hende. (Højs. 3:6-11; 4:1-5) Efter at alle Salomons forsøg på at vinde sjulamittens kærlighed er mislykkedes, tillader han hende endelig at rejse hjem. (Højs. 8:5a) Hvilken lykke for hende!
Denne pige fra landet står virkelig som et enestående eksempel når det gælder trofast kærlighed, en kærlighed der ikke kan brydes. Ligesådan er den kærlighed som ægte medlemmer af Kristi åndelige brud, såvel som hans „andre får“, har til deres hyrde, Jesus Kristus. — Se Johannes 10:14, 16; Andet Korinterbrev 11:2; Efeserne 5:25-32.