Giver du det bedste du har

DU HAR sikkert erkendt værdien af at være tilfreds. Tilfredshed giver én en indre fred og bidrager samtidig til fred med andre. Apostelen Paulus skrev således: „Den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. For vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ Ja, faktisk gik han endnu videre, idet han opfordrede enhver til at være tilfreds med sin lod i livet, enten man var træl eller fri, enten man var gift eller ugift. — 1 Tim. 6:6-8; 1 Kor. 7:12-27.

Men når det drejer sig om at lægge kristne egenskaber, for eksempel gavmildhed, for dagen, kunne man passende spørge om man også i denne henseende bør stille sig tilfreds med det man allerede yder. Er det nok blot at yde et minimum af gavmildhed, hvis man er i stand til at yde mere, ja måske give det bedste man har?

Hvad nu hvis det drejer sig om at give til et virkelig godt formål eller at hjælpe en værdigt trængende? At yde hjælp i form af et beskedent bidrag er udmærket, for det er naturligvis bedre at give lidt end slet ikke at give noget; uanset beløbets størrelse vil det gavne i en vis udstrækning. I denne henseende bryster nogle sig af at de giver tiende. Selv om der ikke i Bibelen stilles noget krav til kristne om at betale tiende, er det naturligvis udmærket at give en tiendedel af sin indkomst. Men for den meget fattige eller næsten nødlidende kan dette være en virkelig byrde, hvorimod det for den rige overhovedet ikke behøver at være et offer.

Det er altid godt at være gavmild, men er der en form for gavmildhed der kan betragtes som bedre end andre? Ja. Det er bedre at give efter evne. Det var det Jehova Gud krævede af israelitterne i forbindelse med deres årlige højtider. Han gav dem følgende påbud: „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest [i forbindelse med påsken], ugefesten [pinsen] og løvhyttefesten [når høsttiden var ved at være forbi]; og man må ikke stedes for [Jehovas] åsyn med tomme hænder; men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ — 5 Mos. 16:16, 17.

Dette må siges at være et retfærdigt krav, og det blev betragtet som sådant af apostelen Paulus. Da han tilskyndede de velstående kristne i Korint til at give bidrag til deres trængende brødre i Jerusalem, skrev han således: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har. For det er ikke meningen at det skal være let for andre, og vanskeligt for jer, men at jeres overflod, ved hjælp af en udligning, nu i tiden skal afhjælpe deres mangel, for at deres overflod en anden gang kan afhjælpe jeres mangel, så der kan finde en udligning sted. Som der står skrevet: ’Den med meget, havde ikke for meget, og den med lidt, havde ikke for lidt.’“ — 2 Kor. 8:12-15.

Princippet om at man bør give i forhold til hvad man har virker ikke blot trøstende, men tilskynder samtidig til selvransagelse. Hvordan? Jo, det er til trøst for den mindrebemidlede kristne som kun har lidt at give. Så længe han giver i forhold til det han har, kan han være tilfreds. På den anden side tilskynder det den velstående kristne til selvransagelse, idet han bør spørge sig selv om det han yder står i forhold til hans rigdom — om end han giver mere end de fleste.

At give efter evne kan således siges at være bedre end at yde et fast beløb eller en fast procentdel af sin indkomst. Men findes der en form for gavmildhed som overgår enhver anden? Ja. Det at yde et stort personligt offer, at give det bedste man har. I den henseende har Skaberen, Jehova Gud, sat os det største eksempel, hvilket fremgår af Johannes 3:16: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn,“ det bedste han ejede og havde, „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Og Guds søn, Jesus Kristus, gav på samme måde, idet han sagde: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ — Joh. 15:13.

Heri tjener Jesus som et mønster vi nøje bør følge, hvilket han selv fastslog med ordene: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:34, 35; 1 Pet. 2:21.

De kristne i Filippi viste denne form for kærlighed. Vi læser i Andet Korinterbrev 8:1-4: „Nu, brødre, gør vi jer opmærksomme på den ufortjente godhed fra Gud som er blevet skænket Makedoniens menigheder, at deres overflod af glæde og deres dybe fattigdom under en stor prøve med megen trængsel har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over. For efter deres faktiske evne, ja, jeg vidner, ud over deres faktiske evne, skete dette, idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige,“ det vil sige de trængende i Jerusalem. Ikke uden grund vejledte Paulus de velstående kristne i Korint: „Måtte I da også have overflod af denne velgørenhed.“ — 2 Kor. 8:7.

Vi bør altså ikke være tilfredse med blot at give et symbolsk beløb når vi kan give mere, ja det bedste vi har! Som vi har set pålægger Bibelen både direkte og indirekte de kristne at bringe ofre. Desuden er der en vis tilfredsstillelse ved at vide at man har overvundet menneskets selviske tilbøjelighed til at ’samle sig skatte’ og har givet rundhåndet. Noget man også kan tænke på, er det bibelske princip angående sådanne forhold: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.“ Høste hvad? Ikke materielle goder men åndelige; for, som Jesus udtrykte det: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — 2 Kor. 9:6; Apg. 20:35.