Hendes håb er virkeligt

En pige som gik i gymnasiet i New Jersey i USA skulle skrive en fristil. Opgaven lød: „Hvis du rejste ind i fremtiden, hvor langt ville du da gerne rejse? Angiv året. Beskriv hvordan verden vil se ud. Beskriv hvordan folk vil se ud. Beskriv deres livsstil, hvad de arbejder med, hvad de spiser, osv.“ Denne 15-årige pige — et af Jehovas vidner — skrev:

„Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“

Jeg har læst Bibelen i mange år, og dette afsnit har betaget mig meget. Jeg har gennemgået hvert ord i dette skriftsted og har altid spekuleret på om disse forhold virkelig skulle kunne råde på jorden i fremtiden. Jeg byggede derfor, som intet andet menneske før mig havde gjort, en tidsmaskine og rejste ind i fremtiden.

Det gik stille og roligt. Jeg rejste med en fart af 10 år i minuttet. Mens jeg rent fysisk stod stille, gennemgik verden omkring mig store forandringer. Jeg så skrækkelige ting ske: jordskælv, krige, hungersnød, lovløshed, nøjagtig som beskrevet i Mattæus 24:6-8 i Bibelen. Men alt dette fór forbi mine øjne. Derefter så jeg en fuldstændig tilintetgørelse af alt omkring mig. Folk blev tilintetgjort af et eller andet, ikke deres egne krigsvåben, men af uhørte naturkræfter som blev taget i anvendelse af en der var langt større end mennesket.

Jeg forsøgte at bevæge mig langsommere gennem tiden, så jeg rigtig kunne se alt dette fantastiske ske. Derefter så jeg mennesker slide i det med at rydde op, bygge op og omdanne alting. De var åbenbart blevet skånet under ødelæggelsen og var nu ved at rydde op i ruinerne. De arbejdede alle enigt sammen. Da dette passerede forbi, så jeg mange flere mænd og kvinder på jorden. Jeg vidste ikke hvor de kom fra. Jeg betragtede dem, indtil jeg så en mand der mindede mig om min bedstefader — ja, det var virkelig min bedstefader. Han var død i 1972. Jeg kontrollerede mine instrumenter for at være sikker på at jeg ikke rejste baglæns. Men nej, jeg var stadig på vej fremad, og dog så jeg mennesker der havde været døde. Så huskede jeg skriftstedet i Apostelgerninger 24:15: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ Jeg så med egne øjne opstandelsen.

Jeg rejste nu hurtigere, og farver og lys flød sammen for mine øjne. Jeg bestemte mig for at standse. Det sted jeg standsede var naturligvis det samme sted som jeg var begyndt, blot langt inde i fremtiden. . . .

På afstand kunne jeg se en lille dreng lege med et stort dyr. . . . Han legede med . . . en LØVE! Jeg skulle lige til at løbe hen for at advare ham om den fare han befandt sig i — men noget holdt mig tilbage. Løven var tam og opførte sig som en kælen kat i barnets arme! Jeg gik videre til fods og så flere eksempler på denne fred mellem mennesker og dyr, og mellem dyrene indbyrdes. Men det mest betagende var den fred og harmoni jeg så mellem menneskene. Alle racer talte samme sprog og omgikkes hinanden som brødre og søstre. . . . Jeg så at disse mennesker ingen skavanker havde, ingen sygdomme. De var fuldkomne. Så var der noget der slog mig med undren: Det var de samme mennesker som jeg havde set 400 år tidligere på min rejse, men de så stadig lige unge ud. Ingen var syg, gammel eller døende. . . .

Jeg syntes virkelig om denne vidunderlige fremtid. Nu er jeg hjemme igen, tilbage i min egen tid. Jeg kan ikke overbevise nogen om det jeg har set. Men i hvert fald står alt hvad jeg har læst i Bibelen, nu klart for mig i mit sind. Jeg har stor lyst til igen at foretage en sådan rejse, men så at blive der og leve for evigt sammen med disse mennesker. Det får mig til at tænke på et afsnit i Bibelen som forsikrer mig om at jeg faktisk meget snart kan få det at se igen. Det er Salme 37:10, 11, hvor der står: „En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“