Spørgsmål fra læserne
● Hvilken ret har vi til at sige at Gud har en organisation, eller til at tale om Guds organisation, eftersom ordet „organisation“ ikke forekommer i Bibelen, heller ikke på originalsprogene?
Et nutidigt hebraisk ord for „organisation“ er navneordet irgunʹ. Det er afledt af udsagnsordet eragʹ, der betyder „at opstille på linje“ og „at følge“. En organisation er altså noget der er opstillet eller samordnet. (Et eksempel på dette kan ses i den hebraiske udgave af bogen Det er umuligt for Gud at lyve, kapitel 17, paragraf 28.)
Moderne hebraisk har også et andet ord for „organisation“, nemlig histadrutʹ. Dette ord bygger på et ord der findes i grundteksten til De hebraiske Skrifter. Grundbogstaverne i ordet histadrutʹ er s, d og r. Af disse tre konsonanter dannes det hebraiske udsagnsord sadarʹ, der har grundbetydningen „at opstille i orden“, altså at danne et ordnet arrangement. Den refleksive form af udsagnsordet sadarʹ har dannet grundlag for navneordet histadrutʹ, der som nævnt betyder „organisation“.
Ganske vist finder vi ikke dette ord i de inspirerede hebraiske skrifter, men i Job 10:22 finder vi det beslægtede hebraiske navneord seder. Det forekommer her i flertalsformen, hvor det staves s’darimʹ. Verset lyder: „Landet med bælgmørkt mulm, med mørke og uden orden [s’darimʹ], hvor lyset selv er som mørket.“ At noget er uden orden vil sige at det er uorganiseret.
Jøderne benytter ordet seder den dag i dag. En „seder“ er en afdeling af den jødiske Misjna. Under „Misjna“ siger McClintock og Strongs Cyclopædia: „Misjna inddeles i seks afdelinger (. . ., Sedarim, ordninger), der indeholder 62 traktater . . . og 514 kapitler . . . de sidste er igen inddelt i nummererede afsnit.“
Der findes altså et ord for „orden“ eller „ordning“ i den hebraiske bibel. Apostelen Paulus understregede nødvendigheden af orden i den kristne menighed idet han skrev til de kristne i Korint: „Thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud. Men lad alt ske sømmeligt og med orden [hebraiske oversættelser: s’darimʹ n’khonimʹ]!“ (1 Kor. 14:33, 40, da. aut.) Dette apostolske råd der blev givet i det første århundrede, gælder med samme styrke i dag for alle Jehovas kristne vidners menigheder. Apostelen Paulus skrev på datidens fællesgræske sprog, og det græske ord for „organisation“ er organʹosis. Dette kommer af rodordet erʹgon, der betyder „arbejde“ og som findes mange steder i De kristne græske Skrifter.
I betragtning af de oplysninger Bibelen som helhed indeholder, er det søgt at påstå at Gud ikke har nogen organisation blot fordi originalsprogenes ord for „organisation“ ikke findes i de inspirerede hebraiske og græske skrifter. Gud viser i alle ting at han ejer evnen til at organisere. Hvordan ville det ikke være gået hvis han ikke havde samlet sine lydige skabninger i en organisation? En organisation er en samling fornuftbegavede skabninger der er ført sammen i et ordnet samfund med det formål at arbejde fredeligt og harmonisk sammen for at nå en fælles hensigt, nemlig den hensigt som organisationens stifter har fastsat.
I overensstemmelse med dette kaldes Gud gentagne gange „hærstyrkers Jehova“. (NW) En hærstyrke er en samling tropper som er organiseret, opstillet i en bestemt orden. Til støtte for at Gud har en organisation finder vi derfor følgende tilskyndelse, henvendt til hans organisation: „Lov [Jehova], I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov [Jehova], alle hans hærskarer [hærstyrker, NW], hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje. Lov [Jehova], alt, hvad han skabte, på hvert eneste sted i hans rige!“ (Sl. 103:20-22) Jehova havde en organisation af himmelske åndeskabninger længe før han skabte jorden og satte mennesker på den.
I forskellige sammenhænge omtaler Jehova sin organisation under forskellige billeder eller symboler. Det første eksempel på dette finder vi i Første Mosebog 3:15, hvor Jehova omtaler sin himmelske organisation af åndeskabninger som „kvinden“, der står i modsætning til „slangen“, et symbolsk udtryk der betegner Satan Djævelen. (Jævnfør Første Mosebog 3:14; Åbenbaringen 12:9.) Denne oprører havde efterlignet Gud og opbygget en organisation der var fjendtligt indstillet til Guds organisation, Guds symbolske kvinde.