Jerusalem — en grund til glæde

„Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd; jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk.“ — Esajas 65:17-19.

 1. (a) Hvorfor vil Jehovas folk finde ordene i Esajas 65:17-19 betagende? (b) Hvilke spørgsmål kan man stille angående Jerusalem?

HVOR betagende er ikke disse ord som den suveræne Herre Jehova lod sin profet udtrykke! De taler om en overflod af glæde. Vil du ikke gerne have del i denne glæde? Jo, naturligvis! Men du spørger måske: Hvad er det for et Jerusalem der omtales her? Har det nogen forbindelse med nutidens Jerusalem — der jo har været midtpunkt for så mange voldsomme religiøse og politiske stridigheder? Vil „Jerusalem“ nogen sinde udfylde en rolle der harmonerer med betydningen af byens navn — „ejer af [eller grundlag for] dobbelt fred“? Hvilken forbindelse er der mellem ’de nye himle og den nye jord’ og det Jerusalem der nævnes i denne profeti? Det vil vi nu se på.

Fortidens Jerusalem

 2. Hvilken historie har det sted hvor Jerusalem ligger?

² Fra de tidligste tider har stedet hvor Jerusalem ligger nydt Jehovas særlige gunst. Det var uden tvivl her at kongepræsten Melkizedek for mere end 3900 år siden velsignede Abraham. Han velsignede også Jehova som „Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber“. (1 Mosebog 14:18, 19) Med tiden blev byen, som dengang hed Salem, imidlertid beboet af de dæmondyrkende jebusitter.

 3. Hvordan omtaltes Jerusalem på Josuas tid og senere?

³ I Josuas bog, kapitel 10, finder vi, 400 år senere, den første omtale af navnet „Jerusalem“ i Bibelen. Her læser vi at kong Adonizedek af Jerusalem sendte bud til fire nabokonger om at hjælpe ham i krigen mod Israel. Men Jehova kæmpede for Israel. Solen og månen stod stille, for at kanaʹanæerne kunne blive fuldstændig besejret. De fem konger blev dræbt. Der står dog ikke at Josua indtog Jerusalem. Tværtimod siges der: „Men jebusitterne, som boede i Jerusalem, kunne judæerne [som arvede dette område] ikke drive bort.“ — Josua 10:1-27; 15:63; Dommerne 1:21.

Jerusalem under David og Salomon

 4. Hvordan blev Jerusalem velsignet på Davids og Salomons tid?

⁴ Cirka 400 år senere blev David konge over hele Israel. I år 1070 f.v.t. „indtog [David] klippeborgen Zion, det er Davidsbyen,“ i Jerusalem. Dér på Zions bjerg kom han til at herske som Jehovas salvede konge. Hans søn Salomon sad også på „[Jehovas] trone som konge“. I sin fredfyldte regeringstid byggede Salomon et storslået tempel på Morija bjerg i Jerusalem. Dette tempel blev centrum for tilbedelsen af Jehova og undervisningen i hans ord og lov. — 1 Krønikebog 11:5; 29:23; 2 Krønikebog 7:12-16.

 5. Hvordan beskriver Salmernes bog Jerusalem og byens ’store Konge’?

⁵ Mange af salmerne priser Zions og Jerusalems skønhed. Koras sønner priste den i sang som „vor Guds by, på hans hellige bjerg“. Ja, „smukt i sin højde, hele jordens glæde, er Zions bjerg, yderst mod nord, den store Konges [Jehova Guds] stad“. David selv beskrev den med disse ord: „Vore fødder kom til at stå i dine porte, Jerusalem. Jerusalem, bygget som en by der er sammenføjet i enhed, hvortil stammerne er draget op, Jahs stammer — det er en formaning til Israel om at takke Jehovas navn.“ Det siges at denne ’store konge’ „bor i Jerusalem“ og at han er folkets kærlige Beskytter. „Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og [Jehova] hegner sit folk fra nu og til evig tid.“ — Salme 48:1, 2, NW; 122:2-4, NW; 135:21; 125:1, 2.

Ødelæggelse og genoprettelse

 6. (a) Hvad blev Jerusalem et symbol på? (b) Hvilken dom kom over Jerusalem, og hvorfor?

⁶ Jerusalem og Zions bjerg blev derfor meget passende et symbol på Israels nation eller folk. Men i løbet af mindre end 500 år faldt folket fra Jehova, og onde konger ’fyldte Jerusalem med uskyldigt blod’. (2 Kongebog 24:4) Israelitterne nægtede at give agt på Guds profeters advarsel, og til sidst udtalte den suveræne Herre Jehova sin dom over Zedekias, den sidste konge der herskede i Jerusalem, idet han sagde: „Ned med kronen! . . . Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:26, 27) I år 607 f.v.t. ødelagde kong Nebukadnezar af Babylon Jerusalem og dets tempel og førte de overlevende som fanger til Babylon.

 7. (a) Hvad blev genoprettet, og hvorfor var det overraskende? (b) Hvad var forandret i Jerusalem på det tidspunkt, men hvad blev muligt ved genopbyggelsen?

⁷ Jehovas profeter havde imidlertid forudsagt en herlig genoprettelse, og Jeremias havde udtalt at den ville finde sted når der var gået 70 år. (Esajas 44:24 til 45:7; Jeremias 25:11, 12; 29:10) Til stor overraskelse for mange, og som en opfyldelse af Jehovas profeti ved Esajas, blev Babylon omstyrtet, og sejrherren, kong Kyros af Persien, udstedte et dekret der gjorde det muligt for gudfrygtige jøder at vende tilbage og genoprette tilbedelsen af Jehova i Jerusalem nøjagtig til tiden — i 537 f.v.t. Som Esajas havde forudsagt kunne „Jehovas herlighed, . . . Guds pragt“ endnu en gang ses i Juda og Jerusalem. Denne gang blev der dog ikke indsat en konge til at herske i Jerusalem. Men Jehova begunstigede atter byen fordi hans navn var blevet knyttet til den og fordi en rest af hans folk havde været trofast mod ham. Dette var desuden et forbillede på noget større. Byen blev genopbygget, og dermed blev det muligt at den forudsagte Messias kunne fremstå der. — Esajas 35:2, NW; 62:1-7.

Jerusalems hus forlades

 8. (a) Hvorfor tog Jerusalem ikke godt imod Messias? (b) Hvilken af Jesu profetier fik sin opfyldelse på Jerusalem, og hvordan?

⁸ Mere end 500 år efter denne genoprettelse fremstillede Messias sig for jøderne i Jerusalem. Dette skete også til Jehovas fastsatte tid, i år 33, som en opfyldelse af profetien i Daniels bog, kapitel 9, versene 24-27. Men tog Jerusalem godt imod Messias? Nej, for dets håb var blevet politisk. Jerusalem var faldet fra Jehovas ords sande lære, og de jødiske ledere begik den utilgivelige forbrydelse at myrde Guds egen søn. Kun tre dage før han så grusomt blev naglet til marterpælen havde Messias, Jesus, sagt til det jødiske folk: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Samme år, altså år 33, blev Jerusalem dømt og forkastet af Jehova. I år 70 udslettede de romerske hære Jerusalem og de fleste af dets indbyggere, idet de også ødelagde templet, tillige med slægtsregistre og andre optegnelser som hørte den jødiske tingenes ordning til.

 9. Har det jordiske Jerusalem levet op til betydningen af sit navn?

⁹ Har det jordiske, genopbyggede Jerusalem siden da kunnet glæde sig over at være velsignet af Gud? Dets omtumlede historie i de sidste 1900 år giver svaret. Og i dag er Jerusalem stadig en religiøst splittet by. Der finder man ikke Jehovas herlighed eller noget „grundlag for dobbelt fred“. Det jordiske Jerusalem har ikke længere en plads i Guds hensigt.

Et frafald forudsagt

10. (a) Hvad er det frafaldne Jerusalem et glimrende billede på? (b) Hvordan kan Mattæus 7:20 anvendes på nutidens „Jerusalem“?

¹⁰ Det Jerusalem som to gange faldt fra Jehova og som Jehova straffede ved først at lade babylonierne og senere de romerske legioner indtage det, er et glimrende billede på en anden frafalden ordning — kristenhedens kirker og trossamfund. Ligesom de hykleriske ledere i Jerusalem havde Jehovas lov i munden, sådan hævder kristenhedens præsteskab at tale for Bibelens Gud. Men, siger Jesus Kristus, „på deres frugter [skal] I . . . kende disse mennesker“. (Mattæus 7:20) Hvilke „frugter“ har kristenheden frembragt i vor tid? Har de tilvejebragt noget „grundlag for dobbelt fred“? Nej. Som frugt har vi i stedet set to forfærdelige verdenskrige, der begge brød ud inden for kristenhedens domæne og blev udkæmpet med præsteskabets velsignelse på begge sider af fronten. Ja, de profetiske ord som Jehova henvendte til det frafaldne Jerusalem passer næsten endnu bedre på den religiøse kristenheds ledere: „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle.“ — Jeremias 2:34.

11. Hvordan har kristenheden opfyldt Jesu ord i Mattæus 24:11, 12 og Markus 7:6-8?

¹¹ I nutidens kristenhed finder vi en rekordhøst af umoralitet, skilsmisser, opløste familier, narkotikamisbrug og kriminalitet af enhver art. Kristenhedens religion har vist sig ude af stand til at hindre den tiltagende lovløshed. (Mattæus 24:11, 12) Hvor rammende er ikke Jesu ord om kristenhedens præsteskab! Han erklærede: „Træffende har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig når den lære de fører er menneskebud.’ I giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers tradition.“ Kristenheden, nutidens frafaldne Jerusalem, samt alle andre „antikrister“ vil derfor møde „trængsel“ fra Gud når Herren Jesus Kristus åbenbares fra himmelen for at bringe hævn over de ulydige. — Markus 7:6-8; 1 Johannes 2:18, 19; 2 Tessaloniker 1:6-9.

Riget genoprettes

12. Hvilken ’nedtrædelsesperiode’ var forudsagt i Lukas 21:24?

¹² Men gav Jesus ikke udtryk for at det jordiske Jerusalem skulle genrejses, da han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet“? (Lukas 21:24) Jerusalem var, ganske rigtigt, blevet nedtrådt af babylonierne i år 607 f.v.t.; og selv om byen havde nydt en kortvarig herlighed efter folkets hjemkomst fra Babylon, havde ingen konge af Davids slægt på noget tidspunkt siden da hersket i den. Og i det første århundrede blev Jerusalem nedtrådt af romerne, som de politisk indstillede jøder afskyede. Selv ikke i dag er der blevet genoprettet noget teokratisk styre i det jordiske Jerusalem, og det vil heller aldrig ske.

13. (a) Hvad forudsiger Lukas 21:7-11, 24-26 om afslutningen på „nationernes fastsatte tider“? (b) Hvad er blevet bekræftet af begivenhederne siden 1914?

¹³ Men der er sket det at „nationernes fastsatte tider“ er udløbet! Selve sammenhængen i Jesu profeti i Lukas 21 viser hvorfor det må forholde sig således. Ser vi ikke netop nu alt det ske omkring os som Jesus forudsagde dér — ’nation der rejser sig mod nation’ i varme og kolde krige, ’jordskælv, pest, hungersnød, frygtelige begivenheder, angst blandt nationerne som ved hverken ud eller ind, og mennesker der besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord’? Ja, udløbet af „nationernes fastsatte tider“ er knyttet sammen med disse voldsomme begivenheder der siden 1914 har rystet verden! (Lukas 21:7-11, 24-26) Det var ikke bare en tilfældighed at Jehovas folk havde vist frem til 1914 gennem 35 år. De forstod at de „syv tider“ der omtales i Daniels profeti, kapitel 4, ville udløbe i 1914, og at dette ville markere afslutningen på det herredømme som hedningenationerne havde udøvet over jorden uden afbrydelse fra Guds side.

14. Hvorfor kan Lukas 21:24 ikke henvise til det jordiske Jerusalem?

¹⁴ I 1914 ophørte nationerne derfor med at ’nedtræde Jerusalem’. Hvilket „Jerusalem“? Det kan ikke have været det jordiske Jerusalem, som i 1917 blev erobret af den engelske general Allenby og som forblev under britisk mandat indtil 1948, hvor republikken — ikke kongeriget — Israel blev proklameret. Hvilket „Jerusalem“ henviste Jesus da til?

15. Hvorfor kunne vi forvente at ’Davids afkom’ var blevet indsat på tronen i „Jerusalem“ i 1914?

¹⁵ Vi husker at Jehova oprettede et teokratisk rige i Jerusalem med David som konge. Det var til David at Jehova dér aflagde følgende løfte: „Ved min hellighed svor jeg én gang for alle — David sviger jeg ikke: hans æt [afkom, NW] skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himlen er sanddru.“ (Salme 89:36-38) Med udløbet af „[hedninge]nationernes fastsatte tider“ i 1914 var tiden inde til at ’Davids afkom’ atter skulle herske i „Jerusalem“ eller Zion. Men ikke i det jordiske Jerusalem!

16. (a) Hvor har Messias da regeret siden 1914? (b) Hvilke tegn ser vi på at Kristus er begyndt at regere?

¹⁶ I stedet hersker han nu i det Jerusalem eller Zion hvorom Jehova, ifølge Salme 2:6, siger: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ Det er den by David sigter til i Salme 110:1, 2, hvor han profetisk taler om Herren Jesus Kristus: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Ja, den messianske konge, Jesus Kristus, er nu indsat på et himmelsk Zions bjerg, i et himmelsk Jerusalem, for at herske midt iblandt sine fjender. Han har allerede kastet sin ærkefjende, Satan Djævelen, ned til jordens nærhed. Da Satan ved at han kun har en kort tidsperiode, har han bragt nationerne i oprør, som salmisten så rammende udtrykker det. — Salme 2:1, NW; Åbenbaringen 12:7-12.

17. Hvorfor kan vi forvente at nationernes oprør ikke vil vare længe?

¹⁷ Men vil den suveræne Herre Jehova tillade nationerne at gøre oprør til evig tid i åbenlys modstand mod hans rige ved hans søn? Husk, de kristne i det første århundrede blev anklaget for at have ’fyldt Jerusalem med deres lære’; og da advarselen havde lydt gennem denne energiske kampagne med hus-til-hus-forkyndelse, mødte det jordiske Jerusalem Jehovas dom. (Apostelgerninger 5:28, 41, 42; 4:16) På samme måde har Jehovas vidner i nutiden forkyndt Jehovas hævns dag overalt i kristenhedens domæne.

18. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehovas „evige forsæt“ vil sejre?

¹⁸ Vil Jehova nu lade denne historiens største, verdensomspændende forkyndelse kulminere i et nådestød til fjenderne ved Harmagedon? Ja, Jehova vil ikke undlade „at ødelægge dem der ødelægger jorden“! De der sætter deres håb til Guds løfter ser tillidsfuldt hen til gennemførelsen af hans „evige forsæt“. (Åbenbaringen 11:18; Efeserne 3:10-12) Under Riget ved Messias, der nu regerer fra det himmelske „Jerusalem“, vil vor ’store Konge’, Jehova, lade sit suveræne navn blive herliggjort. Ved at give menneskeheden et evigt liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord, vil Jehova dernæst vise at han er „vor Gud for evigt og altid“, og at han ikke „skabte [jorden] øde, men danned den til at bebos“. — Salme 48:15; Esajas 45:18, 22-24; 46:9-11; 55:11; Jeremias 25:31.

Hvad vil du svare?

■ Hvad betyder navnet „Jerusalem“?

■ Har byen levet op til sit navn?

■ Hvilken parallel til det troløse Jerusalem ser vi i dag?

■ Hvad viser Lukas 21:24-26 angående afslutningen på „nationernes fastsatte tider“?

■ Hvilket „Jerusalem“ bliver da ikke længere ’nedtrådt’?