Nyt fra Rigets arbejdsmark
Også de stoler på Jehova
I ET LAND hvor Jehovas Vidners bibelundervisningsarbejde er forbudt, var der nogle unge der spurgte sig selv: „Hvad er meningen med livet? Hvor kan man finde sandheden? Hvorfor er der så megen ondskab?“ Hverken deres kirke eller deres forældre kunne give dem tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Alkohol og stofmisbrug gav dem ikke fred i sindet. En af disse unge mænd erfarede at en kollega studerede Bibelen med Jehovas vidner og besluttede at overvære bibelstudiet for at „frelse“ sin kollega ved at finde de svage punkter i Jehovas Vidners organisation. I stedet fandt han noget helt andet — nemlig svarene på de spørgsmål der havde plaget ham. Han begyndte derfor selv at studere Bibelen med Jehovas vidner. Med tiden udvirkede Bibelens sandheder at den unge mand holdt op med at ryge og med at drikke sig fuld, og begyndte at vise mere interesse for sin familie.
Da hans forældre var modstandere af det han lærte, tvang de ham til at flytte ud af deres lejlighed. Så skete der noget som de troede var umuligt. Han fik en ny lejlighed — noget der normalt kan tage flere år. Om dette siger den unge mand: „At jeg har lært Guds hensigter at kende og anvendt Bibelens vejledning i mit liv, har gjort det muligt for mig at genvinde min sindsro og at opnå et stabilt og lykkeligt familieliv. Min kone har samme indstilling som jeg, og vi kan se fremtiden i møde med tillid.“
Denne unge mand kender til fulde betydningen af ordene i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“
I et andet land hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt forbud, fik en søster kontakt med en ældre kvinde. Kvinden fortalte søsteren at livet havde behandlet hende hårdt. Hendes mand var død, hendes børn var uforskammede over for hende — hun græd over sin situation. Men hun lyttede til den trøstende gode nyhed om Riget og viste stor interesse for den. Hun ville gerne have søsteren til at tale med hendes datter, som hun sagde var egensindig, ofte drak for meget, røg og brugte et dårligt sprog.
Søsteren besøgte datteren, der lyttede til budskabet om Riget og erkendte sandhedens værdi. Hun modtog et bibelstudium, og Bibelen fik hende til at lægge sin livsform om, indvi sig til Jehova og lade sig døbe. Dette gjorde hun endnu før sin moder, som arbejdede henimod at tage dette vigtige skridt. Snart studerede datteren med tre andre.
Kan du forestille dig hvor lykkelige moderen og datteren er nu? De har i sandhed grund til at glæde sig over at de har valgt at stole på Jehova Gud og hans kærlige foranstaltninger til evigt liv. — Salme 56:12.