Nyt fra Rigets arbejdsmark
Den der søger efter sandheden velsignes
I BIBELEN opfordres vi til at ’søge Jehova, . . . kalde på ham’. (Esajas 55:6) Og til Salomon sagde Jehova: „Hvis du søger [Jehova], vil han lade sig finde af dig.“ (1 Krønikebog 28:9) En ung pige i Finland søgte efter sandheden om Jehova og blev rigt velsignet.
Hun var medlem af den finske statskirke og gik til konfirmationsforberedelse i håb om at finde sandheden om Gud. Hun blev imidlertid skuffet. De brugte ikke Bibelen særlig meget i undervisningen. Ja, præsten advarede hende endog mod at læse i den, da hendes sindsligevægt kunne blive forstyrret.
Da hun var færdig med sine konfirmationsforberedelser begyndte hun alligevel at læse i Bibelen. Hun gik også i kirke, men fandt ingen tilfredshed ved det. Så begyndte hun at komme sammen med pinsemenigheden, hvor hun „fik troen“. De bad for hende og fortalte hende at hun nu havde opnået tro. Men hun følte ikke at hun var kommet nærmere til Gud end hun havde været tidligere.
Hun skrev til en religiøs hjælpetjeneste, men det eneste svar de gav hende var et telefonnummer. Da hun ringede op var det en metodist der passede telefonen. Han bad en bøn for hende og fortalte at det var ligegyldigt hvilket trossamfund hun tilsluttede sig, når bare det ikke var Jehovas Vidner eller mormonerne.
Hun sluttede sig så til „Folkets Mission“, hvorfra hun fik nogle pjecer som hun skulle uddele; de havde titlen Jehovas Vidner, bedraget om endens tid. Dette var dog heller ikke i stand til at tilfredsstille hendes søgen efter sandheden eller give hende en mening med livet.
Senere besøgte hun sin tante, som til pigens bestyrtelse gav udtryk for sin overbevisning om at det var Jehovas Vidner der forkyndte sandheden fra Bibelen. Tanten læste roligt nogle bibelske skriftsteder op som viste at det var Guds hensigt at gøre jorden til et paradis, og gav hende derefter bogen Sandheden der fører til evigt liv. Pigen læste bogen i den hensigt at finde fejl ved den — for at kunne gendrive dens argumenter — men i stedet indså hun snart at den virkelig indeholdt sandheden og viste hende den mening med livet som hun så længe havde søgt efter. Hun skrev til udgiverne efter flere bøger og bad om at få besøg af Jehovas vidner. Der gik ikke mere end to dage før et par pionersøstre stod foran hendes dør. Der blev truffet aftale om et bibelstudium, og pigen begyndte at overvære møderne i rigssalen, hvor hun blev helt overvældet og rørt på grund af den kærlige ånd hun mærkede her. Hun fortsatte sit bibelstudium, blev døbt et år senere, begyndte som pioner og overværede pionerskolen. „Endelig er jeg lykkelig,“ siger hun. Hendes søgen efter sandheden er blevet velsignet.
Her ved ’afslutningen af denne tingenes ordning’ — hvor Jesus Kristus, „den rigtige hyrde“, som forudsagt i Johannes 10:16, er i færd med at indsamle sine „andre får“ — har mange tusind gjort lignende erfaringer. (Mattæus 24:3) De der søger sandheden fra Bibelen og velsignes af Gud, er derfor lykkelige. — Mattæus 7:7.