Nyt fra Rigets arbejdsmark
Argentinas områdestævner vækker opmærksomhed
„JEHOVAS VIDNER har lært at samles uden vold eller promiskuitet, uden tobaksrøg eller alkohol, uden umådeholdenhed af nogen art. Her kan vort samfund uden tvivl lære noget, for selv om vi bekender os til katolicismen har vi alligevel svært ved at styre store menneskemængder der samles på fodboldbaner, uden tilfælde af intolerance som nogle gange ender med tragiske episoder.“ Sådan stod der at læse i det argentinske blad Flash. Kommentaren blev fremsat i forbindelse med et af de fire områdestævner med titlen „Bevar din uangribelighed“ som Jehovas Vidner afholdt i Argentina i januar 1986. Brødrenes glæde var stor da de erfarede at 97.736 havde overværet de fire stævner og at 600 af deres brødre fra 19 andre lande og 5 kontinenter havde overværet stævnet sammen med dem. Det var også en stor glæde for dem at få at vide at ud af de 97.736 tilstedeværende havde omkring 40.000 været nyinteresserede. — Salme 122:1.
Aviserne roste stævnedeltagerne i høje toner for deres gode opførsel og fine organisering. Avisen La Razon skrev følgende i en rubrik om stævnet i Buenos Aires på River Plate stadion, hvor mere end 57.000 var til stede: „Orden, renlighed og en bemærkelsesværdig stilhed kendetegnede stævnet . . . Betjeningen af de troende gav indtryk af perfekt organisering . . . en orden der sjældent ses når det drejer sig om en så stor skare mennesker.“
Om stævnet i Rosario, som blev overværet af 15.000, skrev avisen La Nación: „Trods de mange mennesker der her var sammen med Jehovas vidner, kunne man ikke få øje på en eneste politibetjent i området, og der herskede en eksemplarisk orden.“
Delegerede brugte alle mulige former for transportmidler for at komme til stævne: fly, tog, bus, bil og cykel. Man havde lejet mere end 870 busser samt et tog for at bringe de delegerede fra Rio Negro-dalen i den sydlige del af landet til stævnet på River Plate. En interesseret cyklede 800 kilometer på fire dage for at overvære stævnet i Córdoba.
Hvorfor så mange bestræbelser for at overvære et stævne? Grunden er at Jehovas vidner er særdeles opmærksomme på deres åndelige behov. (Mattæus 5:3) Avisen Clarín bemærkede: „De bibelske forklaringer samt de råd og tilskyndelser der på en naturlig måde blev fremlagt, blev opmærksomt fulgt af tusinder af mænd og kvinder som tog notater når der blev citeret skriftsteder fra Bibelen, hvorefter de slog op i Bibelen for at finde det pågældende skriftsted.“ I La Voz del Interior fra Cordoba stod der: „Stævnet understregede behovet for at lære hvordan man omhyggeligt efterlever Guds lov selv i små ting, såsom selskabeligt samvær, musik og personlig fremtræden.“
Virkningen af de oplysninger der blev fremholdt ses blandt andet af det en mand udtalte nogen tid efter stævnet: „Fra den dag af [da han overværede stævnet] har mit liv fuldstændig forandret sig. Jeg kommer bedre ud af det med min familie. Jeg udfører et bedre stykke arbejde. Jeg er meget lykkelig over at være kommet i forbindelse med jer og erfare at der stadig findes gode mennesker, mennesker der af kærlighed til Jesus hjælper deres næste. Kvinder der er fordringsløst klædt. Mennesker som hverken ryger eller drikker. Et sandt paradis når så mange kan samles i enhed og opføre sig som var de én stor familie.“
Sådanne udtalelser hjælper os til at indse at det er ved Jehovas ånds hjælp at en sådan orden og kærlighed er mulig.