„Nu har vi vores egen rigssal!“

DER er skrevet og talt meget om de hurtigbyggede rigssale i lande som Danmark, Storbritannien, Canada og De Forenede Stater. Mindre kendt er det imidlertid at Jehovas vidner i de såkaldte ulande i årtier har opført sådanne centre for den sande tilbedelse som hurtigbyggerier.

I de afrikanske lande formår de lokale Jehovas vidner ofte på et par uger at opføre de midlertidige faciliteter i forbindelse med områdestævnerne. Disse tjener ikke kun som ramme om møderne og beskyttelse mod den brændende tropesol men også som logi for stævnedeltagerne. I Mellemamerika foregår det efter samme mønster.

I Guatemala City i Guatemala modtog en menighed af Jehovas Vidner således et bidrag på godt 1300 kroner. Da et af de lokale Jehovas vidner stillede en grund ude på landet til rådighed, besluttede man at anvende bidraget til at opføre en beskeden mødesal dér.

Det blev bestemt at bygningen skulle være fire gange seks meter og at der skulle anvendes bambusrør til de nederste halvanden meter af siderne; i resten af højden skulle siderne være åbne. Da menighedens ældste inspicerede grunden, så de til deres overraskelse at der lige ved siden af voksede adskillige rækker bambus med stængler der var seks til ni meter høje og otte til tretten centimeter i diameter. De blev enige om at gennemføre byggeriet den følgende lørdag.

Onsdag aften blev der holdt byggemøde. Om torsdagen købte en broder noget tagdækningsmateriale af galvaniseret jern, en anden købte tømmer, en tredje søm. Samme eftermiddag blev træet skåret ud i de rigtige længder, og man begyndte at lave tagspærene og forsyne dem med jernbeslag. Fredag aften var spærene færdige.

Tidligt lørdag morgen blev spær, tømmer, tagdækningsmateriale og søm kørt ud til landsbyen med lastbil. Desuden blev omkring 50 mænd, kvinder og børn transporteret derud i fire køretøjer. Ved ottetiden var alle parat.

De bærende stolper blev anbragt i nogle huller der var hugget ud i den hårde vulkanske klippegrund. I forvejen havde man købt 50 bambusstængler for 80 øre stykket, i alt 40 kroner, af bambusplantagens ejer. Det tog ikke lang tid at fælde stænglerne med machete, hvorefter de med håndsav blev savet ud i stykker på halvanden meters længe og kløvet på langs.

Mens nogle rejste spærene, sømmede andre bambusrørene fast på begge sider af de tværgående lægter for at de dekorative runde rør kunne pryde både den indvendige og den udvendige side af væggene. Derefter blev tagdækket lagt på mens nogle begyndte at hente sten og jord til at planere jordgulvet med. Før mørkets frembrud var alt klappet og klart, og brødrene drog hjem til byen, glade om hjertet.

Senere blev der strøet fyrrenåle ud over gulvet og der blev fremstillet nogle klapstole og et par bænke af de overskydende bambusrør. Nu var rigssalen klar til at man kunne holde det første møde.

Mange steder i troperne — i Afrika, Asien, Mexico, Mellem- og Sydamerika samt på øerne i Stillehavet og Det Caraibiske Hav — hvor der måske bor en million Jehovas vidner, har opførelsen af sådanne enkle mødesale bragt de lokale forkyndere stor glæde fordi de har kunnet sige: „Nu har vi vores egen rigssal!“