Den venlige romerske centurion

ROMERSKE centurioner havde ikke ry for at være venlige. En centurion havde til opgave at lede en hærenhed på et hundrede krigsvante soldater. Han skulle være en skrap kommandant, opretholde en streng disciplin og nogle gange eksekvere dødsstraf. Bibelen beretter imidlertid om en romersk centurion fra den kejserlige hærafdeling som viste ægte storsind over for apostelen Paulus og som havde medfølelse med ham. Han hed Julius.

Bibelen beretter om denne mand i Apostelgerninger, kapitel 27. Apostelen Paulus havde appelleret til kejseren i Rom. Derfor blev Paulus, sammen med flere andre fanger, overgivet til „en centurion ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling“. De sejlede ud fra Cæsarea, en havneby nordvest for Jerusalem og hovedkvarter for de romerske tropper. Historikeren Lukas beretter: „Den næste dag lagde vi til i Zidon, og Julius behandlede Paulus humant og tillod ham at gå til sine venner og nyde deres omsorg.“ — Apostelgerninger 27:13.

Bibelen siger ikke noget om hvad det var der fik Julius til at vise en sådan venlighed. Landshøvdingen Festus kan have givet ham ordre til at give Paulus særbehandling. Eller Julius er måske kommet til at beundre Paulus’ mod og uangribelighed efter at have hørt om omstændighederne i forbindelse med hans arrestation. Det lader under alle omstændigheder til at Julius forstod at Paulus ikke var nogen almindelig fange.

Julius lyttede imidlertid ikke til Paulus’ advarsel mod at sejle ud fra Gode Havne. Inden længe blev skibet fanget i en orkanagtig storm som truede med at sætte det på grund på sandbankerne ud for Nordafrikas kyst. (Apostelgerninger 27:8-17) Under dette stormvejr trådte Paulus frem og forsikrede de skræmte passagerer: „Ikke én sjæl af jer skal gå tabt, kun båden.“ Alligevel forsøgte nogle af sømændene senere at flygte. Paulus sagde derfor til Julius: „Hvis ikke disse mænd bliver i båden, kan I ikke blive reddet.“ — Apostelgerninger 27:21, 22, 30, 31.

Denne gang valgte Julius at lytte til Paulus, og sømændenes flugt blev forpurret. Som Paulus havde forudsagt løb skibet på grund på en revle og blev slået til vrag. De ombordværende soldater frygtede at fangerne ville flygte og besluttede derfor at slå dem alle ihjel. Men igen greb Julius ind og holdt sine mænd tilbage, og reddede derved Paulus’ liv. — Apostelgerninger 27:32, 41-44.

Bibelen siger intet om hvad der blev af denne venlige centurion og om han nogen sinde blev en kristen. Den venlighed han viste var et udtryk for hvordan en gudgiven samvittighed virker. (Romerne 2:14, 15) Kristne viser imidlertid ikke blot medmenneskelig venlighed men en venlighed der er et produkt af Guds ånd. (Galaterne 5:22) Hvis en soldat der var hedning og som ikke kendte Gud kunne vise venlighed, hvor meget mere bør Guds folk da ikke føle sig tilskyndet til at gøre det!