Scener fra det forjættede land
Jehova drog omsorg for israelitterne i Sinaj
PRØV at forestille dig millioner af mænd, kvinder og børn på vej ind i ’den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke er vand’!
Disse ord fra Gud, som vi finder i Femte Mosebog 8:15, leder uvilkårligt tankerne hen på den vældige rejse der lå foran israelitterne da de forlod Ægypten og drog ind i Sinaj Ørken. Det altoverskyggende problem var: Hvem ville være i stand til at sørge for tilstrækkeligt med vand og mad?
Israelitterne havde været i trældom ved Nilens delta, men de havde ikke manglet noget. Vægmalerier i de gamle grave skildrer forskellige druer, meloner og andre afgrøder såvel som fisk og fjerkræ, alt sammen noget der har bidraget til en alsidig kost. Israelitternes længselsfulde klageråb i ørkenen er således meget nøjagtigt fremstillet: „Hvem giver os kød at spise? Vi husker fiskene som vi fik at spise i Ægypten for ingenting, agurkerne og vandmelonerne og porrerne og løgene og hvidløgene!“ — 4 Mosebog 11:4, 5; 20:5.
Da israelitterne var kommet over Det Røde Hav gik det hurtigt op for dem hvad Sinaj egentlig var. De valgte ikke den trafikerede handelsvej mod nord, men tog ned mod spidsen af den trekantede halvø. Da de havde vandret omkring 80 kilometer igennem ørkenen, opstod der et akut behov for vand. De kunne ikke drikke det de fandt, for det var bittert og måske sygdomsbefængt. „Hvad skal vi drikke?“ knurrede de. Men Gud greb ind og gjorde vandet ferskt. — 2 Mosebog 15:22-25.
Læg mærke til kamelkaravanen på den modsatte side — og man forstår spørgsmålet om hvordan det ville være muligt for Israel at fortsætte gennem ørkenen mod Sinaj Bjerg. Ville de stadig kunne finde vand og føde nok til sig selv, samt til småkvæget og hornkvæget som de måtte holde i live? — 2 Mosebog 12:38.
De drog længere sydpå og fandt inden længe forfriskende vand og føde ved Elim. (2 Mosebog 15:27) Det var dog ikke deres bestemmelsessted. De var på vej mod „den [sande] Guds bjerg,“ der blev kaldt Sinaj Bjerg. (2 Mosebog 3:1; 18:5; 19:2; 24:12-18) Det lå 120 kilometer borte, og vejen gik gennem et ujævnt og ufrugtbart land.
Under den vældige menneskemængdes vandring mod Sinaj Bjerg kom de til den store oase der kaldes Feiran, hvor de formodentlig gjorde ophold. Man kan se en lille del af oasen på fotografiet på den modsatte side.a Den løber gennem et pas i ørkenen med retning mod Det Røde Hav (Suezbugten). Hvor må det have været forfriskende for dem at være der!
Selv om Sinaj Ørken generelt passer til beskrivelsen „den store og frygtindgydende ørken“, kunne israelitterne dog ved Feiran- oasen nyde skyggen fra de prægtige palmer og andre træer. Her kunne de finde rigeligt med søde dadler som de både kunne spise på stedet og tage med sig.
Dette var muligt fordi grundvandet ved Feiran trådte frem til overfladen. Forestil dig hvor skønt det må have været pludselig at finde frisk drikkevand i denne øde ørken! Dette viser at der selv i Sinaj er steder hvor der findes vand, selv om man til tider har måttet grave meget dybt for at lave en brønd. Det har derefter krævet hårdt arbejde at trække spande eller krukker op med denne livsvigtige væske, især når småkvæget og hornkvæget også skulle have vand. I dag drager Sinajs beduiner stadig til brønde hvor de kan trække vand op til sig selv og deres kameler. — Jævnfør Første Mosebog 24:11-20; 26:18-22.
Ja, trods de situationer hvor israelitterne knurrede over at mangle ting de anså for uundværlige, havde de hele tiden vand og mad. Undertiden tilvejebragte Gud endda på mirakuløs vis vand og mad. (2 Mosebog 16:11-18, 31; 17:2-6) Til andre tider ledte han dem tydeligvis til steder hvor de kunne „holde hvil“, og hvor deres nødvendige behov kunne blive dækket på naturlig vis. (4 Mosebog 10:33-36) Under alt dette fortalte Jehova dem om den overflod der ventede de trofaste i det forjættede land. — 5 Mosebog 11:10-15.
[Fodnote]
a Jehovas Vidners kalender 1992 findes fotografiet i større udgave.
[Kildeangivelse på side 24]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 24]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 25]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 25]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.