Jehovas Vidner jorden rundt — Zambia
DE VIDTSTRAKTE, kuperede sletter på toppen af et vældigt 1200 meter højt plateau udgør landet Zambia, som ligger i hjertet af det sydlige Afrika. I den nordøstlige del hæver Muchingabjergene sig i en højde af 2100 meter. Den vældige Zambeziflod sender sine buldrende vandmasser ud i de verdensberømte Victoriafald og udgør så godt som hele den sydlige grænse i dette land, der ikke har adgang til havet. Zambias befolkning er meget varieret, eftersom den er fordelt på mere end 70 forskellige etniske grupper. Der er otte hovedsprog, men der tales mange andre.
I 1911 begyndte man imidlertid at tale og udbrede et nyt sprog i Zambia. Folk der besøgte landet medbragte eksemplarer af bogserien Studier i Skriften, og siden da har Jehovas vidner bestræbt sig for at udbrede ’det rene sprog’, sandheden fra Bibelen, i Zambia. (Zefanias 3:9) En af de udfordringer de stilles over for, er de ubibelske forestillinger om de dødes tilstand. Men de der lærer sandheden at kende bliver frigjort fra den overtro som de tidligere har været trælbundet af. — Johannes 8:32.
En trofast søster beretter: „Da min morbroder pludselig døde blev min moder, et nidkært medlem af Zambias Forenede Kirke, meget fortvivlet. Efter det ugelange begravelsesritual vendte jeg tilbage til landsbyen for at besøge hende. Da jeg kom var der en ældre mand i huset, og efter at han var gået spurgte jeg min bedstemoder hvem han var. Hun fortalte mig at han var heksedoktor. Min moder havde i sinde at ansætte ham for at skaffe hævn over sin broders død, så hans sjæl kunne finde hvile. Hun mente nemlig at den stadig ’vandrede hvileløst omkring’, som hun udtrykte det.
Min bedstemoder fortalte mig endvidere at det var godt at jeg var kommet på besøg, eftersom familien manglede midler til at betale heksedoktoren med. Hun spurgte om jeg ville give et bidrag, hvortil jeg taktfuldt forklarede at jeg som kristen ikke kunne være med til sådan noget. Jeg viste hende Salme 146:4, som viser at de døde ikke kan tænke, og at der ikke findes sjæle som ’vandrer hvileløst omkring’. Vi drøftede også Romerbrevet 12:19, som siger at hævnen tilkommer Jehova alene og ikke mennesker. Derefter fortalte jeg min moder om opstandelseshåbet, som Jesus omtalte i Johannes 5:28, 29. Hun var imponeret over min stærke tro på Guds løfter. Snart begyndte hun at studere med et Jehovas vidne og gjorde hurtigt fremskridt. Hun afbrød enhver forbindelse med sin kirke og symboliserede sin indvielse til Gud ved vanddåben. Nu er hun et af Jehovas vidner.“
En anden søster fortæller: „Jeg tog hen for at overvære min morbroders hustrus begravelse og erfarede at min onkel og min fætter sultede sig. De havde ikke fået noget at spise siden min tante døde. Da jeg spurgte dem om årsagen hertil, svarede de at de ifølge traditionen ikke måtte tænde ild for at tilberede mad. Jeg tilbød at lave maden, men nogle i familien frygtede at hvis jeg brød den gamle skik, ville alle blive sindssyge.
Jeg forklarede at jeg som et af Jehovas vidner respekterer det Bibelen siger i Tredje Mosebog 18:30, og ikke følger ubibelske traditioner. Så viste jeg dem brochuren Spirits of the Dead (ikke udgivet på dansk). Deres anspændthed fortog sig, og jeg gik i gang med at lave mad til min onkel og de andre. Min modige handling gjorde indtryk på den afdødes slægtninge og de ville gerne undersøge Bibelen nærmere. De er nu udøbte forkyndere, og hele familien ser frem til snart at blive døbt.“
Hvilken glæde er det ikke når sandhedens rene sprog afslører forvirrende, falske religiøse dogmer, især de dybt rodfæstede opfattelser som trælbinder uskyldige mennesker! Jehova velsigner udbredelsen af det rene sprog såvel i Zambia som på hele jorden. — 2 Korinther 10:4.
[Ramme på side 9]
PROFIL AF DISTRIKTET
Tjenesteåret 1994
Forkynderrekord: 82.926
Forholdstal: 1 forkynder til 107
Til stede ved mindehøjtiden: 363.372
Antal pionerer i gennemsnit: 10.713
Antal bibelstudier i gennemsnit: 108.948
Antal døbte: 3.552
Antal menigheder: 2.027
Afdelingskontor: Lusaka
[Illustration på side 9]
Afdelingskontoret i udkanten af Lusaka
[Illustration på side 9]
Forkyndelse i Shimabala, syd for Lusaka