Spørgsmål fra læserne

Jesus siger: „Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det.“ (Lukas 13:24) Hvad mener han med denne udtalelse, og hvordan gælder den i dag?

Vi kan bedst forstå dette interessante skriftsted ved at undersøge i hvilken sammenhæng det forekommer. Omkring seks måneder før sin død befandt Jesus sig i Jerusalem under fejringen af årsdagen for genindvielsen af templet. Han talte om at være hyrde for Guds får, men understregede at jøderne i almindelighed ikke var blandt disse får eftersom de vendte det døve øre til. Da han sagde at han var „ét“ med sin Fader, tog jøderne sten op for at stene ham. Han undslap til Peræa på den anden side af Jordan. — Johannes 10:1-40.

Her spurgte en mand ham: „Herre, er de der frelses kun få?“ (Lukas 13:23) Det var et relevant spørgsmål, eftersom datidens jøder mente at kun et begrænset antal ville gøre sig fortjent til frelse. Med deres indstilling i tanke er det ikke svært at forestille sig hvem de mente disse få var. Men de tog meget fejl, hvilket fremgår af det der senere skete.

I omkring to år havde Jesus opholdt sig iblandt dem. Han havde undervist dem, udført mirakler og ladet dem forstå at de kunne blive arvinger til det himmelske rige. Hvordan reagerede de? De, og især deres ledere, var stolte over at være Abrahams efterkommere og over at være blevet betroet Guds lov. (Mattæus 23:2; Johannes 8:31-44) Men de ville ikke anerkende eller følge den rigtige hyrdes stemme. Det var som om de stod foran en åben dør med adgang til at blive medlemmer af Riget, men nægtede at gå igennem den. Kun relativt få, hovedsagelig fra de lavere klasser, reagerede positivt på Jesu budskab og blev hos ham. — Lukas 22:28-30; Johannes 7:47-49.

På pinsedagen i år 33 havde disse få udsigt til at blive salvet med hellig ånd. (Apostelgerninger 2:1-38) De var ikke blandt dem der, som Jesus nævnte, øvede uretfærdighed, og som ville græde og skære tænder fordi de ikke havde benyttet sig af den mulighed der stod åben for dem. — Lukas 13:27, 28.

I det første århundrede var de „mange“ følgelig jøderne i almindelighed, og de religiøse ledere i særdeleshed. De hævdede at de gerne ville have Guds gunst, men kun på deres egne betingelser og vilkår, ikke på Guds. De forholdsvis „få“, derimod, som var oprigtigt interesserede i at få del i Riget, blev salvede medlemmer af den kristne menighed.

Lad os nu se hvordan skriftstedet kan anvendes i en bredere betydning i vor tid. Utallige af kristenhedens kirkegængere har lært at de skal i himmelen. Denne opfattelse er imidlertid ikke grundlagt på det Bibelen lærer. Som fortidens jøder vil de gerne have Guds gunst, men kun på deres egne betingelser.

Der har dog været nogle få i vores tid som ydmygt har taget imod budskabet om Riget, har indviet sig til Jehova og har opnået hans gunst. Dette har ført til at de er blevet „rigets sønner“. (Mattæus 13:38) Disse salvede „sønner“ begyndte at blive indbudt på pinsedagen i år 33. Jehovas Vidner har længe ment at vidnesbyrdene i forbindelse med den måde hvorpå Gud tager sig af sit folk, tyder på at medlemmerne af den himmelske skare stort set er blevet kaldet. De der har lært sandheden fra Bibelen at kende i de senere år, har forstået at de nu får tilbudt håbet om evigt liv på en paradisisk jord. De der nærer dette håb, tæller langt flere end resten af de salvede kristne, der har udsigt til at skulle i himmelen. Lukas 13:24 gælder ganske vist i første række dem der har et himmelsk håb, men skriftstedet indeholder også god vejledning for dem med et jordisk håb.

Når Jesus tilskynder os til at kæmpe energisk, er det ikke fordi han eller hans Fader lægger hindringer i vejen for os. Men af Lukas 13:24 forstår vi at Guds krav er af en sådan beskaffenhed at de udelukker uværdige. At kæmpe energisk indebærer at man gør noget, ja, anstrenger sig. Vi kan hver især spørge os selv: ’Kæmper jeg energisk? Er jeg som en af de idrætsmænd i fortiden der gav sig helt og fuldt for at vinde sejrsprisen? De var ikke halvhjertede. De tog den ikke med ro. Gør jeg det?’

Jesu ord antyder at nogle kun ville søge ’at komme gennem døren’ når det passede dem selv, eller i det magelige tempo de nu engang foretrak. En sådan indstilling kunne godt smitte af på enkelte Jehovas vidner. Nogle kunne måske ræsonnere som så: ’Jeg kender flere trofaste kristne som har kæmpet i årevis og bragt store ofre, men de er nu døde, og afslutningen på denne onde verden er stadig ikke kommet. Jeg må nok hellere tage den lidt med ro og leve et mere normalt liv.’

Man kan let begynde at tænke sådan, men er det klogt? Var det sådan apostlene tænkte? Nej. De ofrede alt for den sande tilbedelse, lige til deres død. Paulus sagde for eksempel: „[Kristus] er ham vi forkynder . . . Med dette for øje slider jeg også i det, idet jeg kæmper energisk i overensstemmelse med hans virke som virker i mig med kraft.“ Senere skrev han: „Med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste.“ — Kolossenserne 1:28, 29; 1 Timoteus 4:10.

Vi ved at Paulus gjorde det helt rigtige ved at kæmpe energisk. Det vil være en stor tilfredsstillelse for os at kunne sige som Paulus: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.“ (2 Timoteus 4:7) I tråd med Jesu ord i Lukas 13:24 kan vi derfor hver især spørge os selv: ’Er jeg flittig og nidkær? Ja, viser jeg til stadighed og på alle livets områder at jeg følger Jesu formaning: „Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør“?’