Spørgsmål fra læserne
Ifølge Mattæus 17:20 var apostlene ikke i stand til at helbrede en dreng der var plaget af en dæmon, ’fordi de havde så lidt tro’. Men i Markus 9:29 er deres manglende evne til at helbrede knyttet sammen med nødvendigheden af bøn. Hvorfor gives der forskellige forklaringer i evangelieberetningerne?
De to beretninger modsiger ikke hinanden. De supplerer blot hinanden. Lad os først se på Mattæus 17:14-20. En mand fortæller at hans søn er epileptiker, og at Jesu disciple ikke har været i stand til at helbrede ham. Jesus helbreder da drengen ved at uddrive en dæmon der plagede ham. Disciplene spørger hvorfor de ikke var i stand til at uddrive dæmonen. Ifølge Mattæus’ beretning svarer Jesus: „Fordi I har så lidt tro. Jeg skal nemlig sige jer en sandhed: Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“
I Markus 9:14-29 får vi flere detaljer. For eksempel siges der i Markus 9:17 at i dette tilfælde skyldtes det der lignede epileptiske anfald, en ond ånd. Det er værd at bemærke at Bibelen andre steder siger at Jesus helbredte epileptikere og dæmonbesatte. (Mattæus 4:24) I dette særlige tilfælde blev drengen påført disse anfald af ’en stum og døv ånd’, det vil sige en ond ånd, hvilket lægen Lukas bekræfter. (Lukas 9:39; Kolossenserne 4:14) Læg mærke til at der i Markus 9:18 siges „hvor den [dæmonen] end griber ham“. Drengen blev altså ikke plaget af dæmonen hele tiden, men kun en gang imellem. Men disciplene kunne alligevel ikke uddrive dæmonen og derved helbrede drengen. Da de spurgte Jesus hvorfor, svarede han: „Den slags kan ikke komme ud ved noget andet end ved bøn.“
En grundig gennemlæsning af Markus’ beretning viser at den ikke modsiger det Mattæus skrev. I Markus 9:19 læser vi at Jesus begræd den dalevende generations mangel på tro. Og ifølge vers 23 sagde han til drengens far at ’alt er muligt for den der har tro’. Markus’ beretning understreger altså også vigtigheden af at have tro. I vers 29 giver Markus os blot en yderligere detalje. Han tilføjer hvad Jesus sagde om bøn, en detalje som hverken Mattæus eller Lukas har med.
Ved andre lejligheder uddrev de 12 apostle og de 70 disciple onde ånder. (Markus 3:15; 6:13; Lukas 10:17) Men i dette tilfælde lykkedes det dem ikke. Hvorfor ikke? Hvis vi sammenfatter detaljerne i beretningerne, må vi konkludere at de ikke var tilstrækkelig forberedt. Problemet skyldtes måske til dels den dæmon det drejede sig om i dette tilfælde, for det lader til at dæmoner har forskellige personligheder, interesser og evner. I forbindelse med den pågældende dæmon har det krævet en særlig stærk tro og inderlig bøn om Guds hjælp. Jesus havde naturligvis en sådan tro, og han blev støttet af den der lytter til bøn, hans Fader. (Salme 65:2) Jesus kunne derfor helbrede den plagede dreng ved at uddrive dæmonen, hvilket han gjorde.