„Jehovas højtid“
LØVHYTTEFESTEN kaldes også indsamlingshøjtiden og betegnes i Tredje Mosebog 23:39 som „Jehovas højtid“. Ved løvhyttefesten fejrede man indsamlingen af jordens frugt, „landets afgrøde“, der omfattede korn, olie og vin. (3 Mosebog 23:39) Den omtales også som „indsamlingshøjtiden når året er omme“. Det hellige stævne på den ottende dag dannede en højtidelig afslutning på årets festcyklus. — 2 Mosebog 34:22; 3 Mosebog 23:34-38.
Da løvhyttefesten markerede afslutningen på størstedelen af det jødiske landbrugsår, var det en højtid som var præget af glæde og taknemmelighed over alle de velsignelser Jehova havde skænket i form af den indhøstede afgrøde. Eftersom forsoningsdagen var blevet fejret blot fem dage tidligere, havde folket tillige en følelse af fred med Jehova. Selv om kun de mandlige medlemmer af folket var forpligtede til at deltage, kom hele familier til Jerusalem. De skulle bo i løvhytter (hebr.: sukkōthʹ) de syv dage højtiden varede. Som regel havde hver familie en løvhytte. (2 Mosebog 34:23; 3 Mosebog 23:42) Man rejste dem på husenes gårdspladser, på hustagene, i templets forgårde, på torvene og langs vejene indtil en sabbatsrejse fra byen. Til hytterne skulle israelitterne bruge „frugt af prægtige træer“, palmeblade, og grene af træer med tætte grene og af popler. (3 Mosebog 23:40) Det at alle, rige såvel som fattige, boede i hytter og endog spiste deres måltider i dem i de syv dage, og at alle hytter var lavet af de samme materialer, som var taget fra landets bjerge og dale, understregede at under denne højtid var alle deltagere ligestillede. — Nehemias 8:14-16.
Dagen før højtiden begyndte, den 14. etanim, var de fleste af deltagerne, om ikke alle, ankommet til Jerusalem. Den 14. var forberedelsesdagen, medmindre det var en ugesabbat. I så fald måtte forberedelserne træffes forinden. Alle var travlt optaget af at bygge løvhytter, at rense sig og at sørge for de medbragte offerdyr, samtidig med at man glædede sig over fællesskabet. Jerusalem og omegn frembød et malerisk og særegent skue med hytter overalt i byen og på vejene og i haverne omkring den. Frugternes og bladenes smukke farver og myrternes duft bidrog også til den festlige stemning. På denne tidlige efterårsaften ventede alle i glæde og forventning på lyden af trompetstødet oppe fra templet som meldte at løvhyttefesten kunne begynde.
I sabbatsårene blev Loven oplæst for hele folket under denne højtid. (5 Mosebog 31:10-13) Under løvhyttefesten blev der desuden bragt flere ofre end under nogen anden højtid i årets løb. Det nationale offer udgjorde sammenlagt 70 tyre (13 tyre den første dag og derefter én tyr mindre for hver dag) foruden 119 lam, væddere og geder, og dertil korn- og vinofre. Ud over dette bragte festdeltagerne i ugens løb tusinder af personlige ofre. — 4 Mosebog 29:12-34, 39.
Det der især kendetegnede løvhyttefesten, det der mere end noget andet prægede den, var glad taksigelse. Det var Jehovas ønske at hans folk skulle glæde sig over ham og sammen med ham. „I skal fryde jer for Jehova jeres Guds ansigt.“ (3 Mosebog 23:40) Det var en højtid hvor man takkede for høsten, ikke blot for at kornet nu var indhøstet, men også olien og vinen, der bidrog meget til glæden ved livet. Under denne højtid kunne israelitterne lade hjertet dvæle ved at deres velstand og overflod ikke skyldtes dem selv, men at det var Jehovas, deres Guds, omsorg der havde bragt dem disse velsignelser. Det var noget de skulle tænke dybt over, at ikke, som Moses havde sagt, ’deres hjerte blev stolt og de glemte Jehova deres Gud — han som førte dem ud af Ægyptens land, af trællehuset’. — 5 Mosebog 8:14, 18.
Jehova befalede israelitterne at bo i løvhytter i en uge „for at de kommende generationer hos jer kan vide at jeg lod Israels sønner bo i løvhytter da jeg førte dem ud af Ægyptens land. Jeg er Jehova jeres Gud.“ (3 Mosebog 23:42, 43) De skulle med glæde og taknemmelighed tænke tilbage på den omsorg Gud havde vist dem i ørkenen da de blev beskyttet af ham. (5 Mosebog 8:15, 16) De havde således god grund til at glæde sig over Guds stadigt voksende og gavmilde omsorg for dem.
Løvhyttefesten dannede en meget passende afslutning på årets festcyklus og den del af landbrugsåret der var gået. Alt hvad der var forbundet med den, vidnede om glæde og rige velsignelser fra Jehova og gav nye kræfter og liv.