De „frygtede den sande Gud“
MENS israelitterne var trælle i Ægypten, kom de hebraiske jordemødre Sjifra og Pua i en slem knibe. I et forsøg på at begrænse den hastige befolkningstilvækst blandt de fremmede gav Farao disse to kvinder følgende befaling: „Når I hjælper de hebraiske kvinder til at føde . . ., så skal I, hvis det er en søn, sørge for at han dør.“ — 2 Mosebog 1:15, 16.
Sjifra og Pua „frygtede den sande Gud“, så de fattede mod, og „de gjorde ikke som Ægyptens konge havde sagt til dem“. I stedet lod de drengebørnene blive i live selv om denne dristige handling kunne have bragt dem i fare. Jehova „handlede . . . vel mod jordemødrene“, og han belønnede dem for deres gerninger, som frelste liv. — 2 Mosebog 1:17-21.
Denne beretning viser hvor meget Jehova værdsætter dem der tjener ham. Selv om det var modigt gjort af Sjifra og Pua, kunne Jehova have betragtet deres handlemåde som et udtryk for ren og skær medmenneskelighed. Selvfølgelig ville ingen normal kvinde slå spædbørn ihjel! Alligevel har Jehova sikkert taget i betragtning at nogle af lutter menneskefrygt har begået grufulde handlinger. Han vidste at det der motiverede disse jordemødre, ikke blot var menneskekærlighed, men også gudsfrygt og gudhengivenhed.
Vi kan være taknemmelige for at vi tjener en Gud der lægger mærke til vore trosgerninger. Der er måske ingen af os der har oplevet en trosprøve som den Sjifra og Pua blev udsat for. Men når vi står fast på det der er ret — hvad enten det er i skolen, på arbejdet eller i en hvilken som helst anden situation — tager Jehova ikke vor loyale kærlighed for givet. Tværtimod: „Han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Ja, „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste“. — Hebræerne 6:10.