De tog mod til sig

DET er ikke altid let at tage mod til sig og forkynde. Apostelen Paulus fortalte endda at han ved en lejlighed tog mod til sig „med megen kamp“. (1 Thessaloniker 2:2) Er ’kampen’ for at forkynde anstrengelserne værd? Der er ingen garanti for at få sensationelle oplevelser, men som det fremgår af de følgende eksempler, er Guds tjenere ofte meget glade for at de har taget mod til sig.

En otteårig pige ved navn Tara lyttede opmærksomt da hendes lærer fortalte klassen at jøderne i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig skulle bære en gul davidsstjerne som identifikation. Tara spekulerede på om hun skulle sige noget. „Jeg bad med åbne øjne,“ fortæller hun. Så rakte hun hånden op og sagde at der også var Jehovas vidner i koncentrationslejrene, og at de skulle bære en lilla trekant. Læreren fandt oplysningen interessant og takkede hende. Taras kommentar banede vej for flere samtaler med læreren, der senere viste hele klassen videofilmen Jehovas vidner står fast trods nazismens terror.

I Guinea i Vestafrika ville en ung udøbt forkynder ved navn Irène gerne gøre fremskridt i tjenesten. Den missionærsøster der studerede Bibelen med hende, tilskyndede hende til at prøve at aflevere Vagttårnet og Vågn op! til sine skolekammerater. Irène tøvede, for hendes klassekammerater havde været afvisende. Men missionærsøsterens tilskyndelser fik Irène til at beslutte at hun først ville henvende sig til den elev der havde virket mest imod budskabet. Til Irènes overraskelse lyttede pigen og tog ivrigt imod bladene. Andre elever gjorde det samme. Den måned spredte Irène flere blade end i de foregående fem måneder tilsammen.

I Trinidad var en ældste temmelig nervøs for at henvende sig til en skoleinspektør for at vise hende hvor stor værdi Vågn op! kan have i undervisningen. Alligevel tog han mod til sig. Han fortæller: „Jeg bad mens jeg gik ind på skolens område. Jeg kunne næsten ikke tro det da skoleinspektøren viste sig at være usædvanlig venlig.“ Hun tog imod Vågn op! med temaet „Hvilket håb er der for nutidens unge?“ og sagde endda at hun ville bruge det i undervisningen. Siden da har hun modtaget 40 blade om forskellige emner.

Da Vaughn var ung, syntes han at det var svært at forkynde. „Jeg blev nervøs, fik klamme hænder og talte alt for hurtigt — jeg kunne ikke sætte tempoet ned,“ siger han. Han tog heltidstjenesten op, men havde stadig ikke let ved at forkynde. Engang da han hele dagen forgæves havde søgt efter arbejde, besluttede han at forkynde for nogen i toget hjem, „så der i det mindste kunne komme noget godt ud af en dårlig dag“. Men synet af de respektindgydende forretningsfolk i undergrundsbanen gjorde ham nervøs. Til sidst tog han mod til sig til at tale med en ældre mand der sad ved siden af ham. De fik en lang samtale. „Du stiller nogle gode spørgsmål i betragtning af din unge alder,“ sagde forretningsmanden og spurgte: „Er du teolog?“ Vaughn svarede: „Nej, jeg er et af Jehovas vidner.“ „Nå, sådan,“ smilede manden. „Så forstår jeg det.“

Alle disse forkyndere — og utallige andre — er glade for at de tog mod til sig til at forkynde. Vil du gøre det samme?

[Illustrationer på side 25]

Tara

Vaughn