Nye medlemmer af Det Styrende Råd
LØRDAG den 2. oktober 1999 sluttede årsmødet i Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania med en overraskende meddelelse. De 10.594 der overværede mødet personligt eller via telefonforbindelse, glædede sig over at høre at Jehovas Vidners Styrende Råd var blevet udvidet med fire nye medlemmer. De nye medlemmer, der alle er salvede kristne, er Samuel F. Herd, M. Stephen Lett, Guy H. Pierce og David H. Splane.
● Samuel Herd begyndte som pioner i 1958, og fra 1965 til 1997 var han i kreds- og områdetjenesten. Siden da har han og hans kone, Gloria, tjent på Betel i USA. Broder Herd har arbejdet i Tjenesteafdelingen og desuden været assistent for Det Styrende Råds Tjenesteudvalg.
● Stephen Lett blev pioner i december 1966, og fra 1967 til 1971 tjente han på Betel i De Forenede Stater. I oktober 1971 giftede han sig og tog specialpionertjenesten op sammen med sin hustru, Susan. Fra 1979 til 1998 tjente han som kredstilsynsmand. Siden april 1998 har han og Susan været medlemmer af betelfamilien i USA. Her har han arbejdet i Tjenesteafdelingen og været assistent for Undervisningsudvalget.
● Guy Pierce begyndte i pionertjenesten sammen med sin kone, Penny, i april 1982. Fra 1986 til 1997 tjente han som kredstilsynsmand, hvorefter parret kom på Betel i USA. Broder Pierce har været assistent for Personaleudvalget.
● David Splane blev pioner i september 1963. Efter at have gennemgået Gileadskolens 42. klasse tjente han som missionær i Senegal, og derefter 19 år i kredstjenesten i Canada. Han og hans kone, Linda, har været på Betel i USA siden 1990. Her har broder Splane arbejdet i Tjenesteafdelingen og Skriveafdelingen. Siden 1998 har han været assistent for Redaktionsudvalget.
Ud over disse fire nye medlemmer består Det Styrende Råd på nuværende tidspunkt af C. W. Barber, J. E. Barr, M. G. Henschel, G. Lösch, T. Jaracz, K. F. Klein, A. D. Schroeder, L. A. Swingle og D. Sydlik. Det er alles bøn at Jehova efter denne udvidelse fortsat vil velsigne og styrke Det Styrende Råd i opgaven med at varetage Guds folks åndelige interesser og føre tilsyn med dette folks virke i hele verden.