Spørgsmål fra læserne
Hvad betyder ordene i Hebræerbrevet 12:4: „I [har] endnu ikke stået imod så langt som til blodet“?
At ’stå imod så langt som til blodet’ vil sige at holde ud til døden, at man udgyder sit livsblod.
Apostelen Paulus vidste at nogle af de kristne hebræere som følge af deres tro allerede havde „udholdt megen kamp under lidelser“. (Hebræerne 10:32, 33) Paulus brugte øjensynlig de græske idrætslege, der kunne omfatte diskos- og spydkast, løb, brydning og nævekamp, som metafor i denne passage. Dette stemmer med at han i Hebræerbrevet 12:1 gav sine trosfæller denne tilskyndelse: „Lad da også os . . . aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“
Tre vers længere fremme, i Hebræerbrevet 12:4, sigter Paulus måske ikke til løb, men til nævekamp. (Begge sprogbilleder forekommer i Første Korintherbrev 9:26.) Fortidens nævekæmpere havde læderremme viklet om hænderne og håndleddene. Remmene var måske endda forsynet med „bly, jern eller metalknopper, der kunne tilføje modstanderen stor skade“. De brutale nævekampe resulterede i blødninger og undertiden endog i dødsfald.
De kristne hebræere kendte til mange trofaste tjenere for Gud der havde været udsat for forfølgelse og grusom mishandling, og som havde holdt ud til døden, „så langt som til blodet“. Læg mærke til den sammenhæng hvori Paulus nævner det som disse troshelte fra fortiden kom ud for:
„De blev stenet, de blev prøvet, de blev gennemsavet, de døde idet de blev myrdet med sværd, de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød, trængsel, mishandling.“ Derefter henviste Paulus til vor tros hovedformidler, Jesus, som „udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone“. — Hebræerne 11:37; 12:2.
Ja, der var mange som havde „stået imod så langt som til blodet“, det vil sige til døden. De havde ikke blot en indre kamp at kæmpe mod den synd der består i mangel på tro. De måtte også udholde mishandling, men holdt trofast ud til døden.
De nye i menigheden i Jerusalem, der måske var blevet kristne efter at den voldsomme forfølgelse var ophørt, havde aldrig været udsat for så vanskelige trosprøver. (Apostelgerninger 7:54-60; 12:1, 2; Hebræerne 13:7) Men selv mindre vanskelige prøvelser hindrede nogle af dem i at fortsætte med at kæmpe; de ’blev trætte og gav tabt i deres sjæle’. (Hebræerne 12:3) De havde behov for at vokse til modenhed. Det ville hjælpe dem til at holde ud uanset hvad de blev udsat for, selv hvis prøvelserne kom til at omfatte fysisk mishandling i en grad der førte til døden. — Hebræerne 6:1; 12:7-11.
I vor tid har mange kristne „stået imod så langt som til blodet“; de er blevet henrettet fordi de ikke ville give afkald på deres kristne tro. I stedet for at blive opskræmte af det Paulus siger i Hebræerbrevet 12:4, kan vi tage hans ord som et udtryk for hvor langt vi er besluttede på at gå for at forblive loyale over for Gud. Senere i det samme brev til hebræerne skrev Paulus: „Måtte vi . . . fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt.“ — Hebræerne 12:28.