Spørgsmål fra læserne
Hvordan gik det til at Juda havde et seksuelt forhold til en kvinde som han troede var en skøge, sådan som det beskrives i Første Mosebog 38:15, 16?
Juda havde ganske rigtigt kønslig omgang med en kvinde som han fejlagtigt antog var en skøge. Ifølge Første Mosebog, kapitel 38, skete der følgende:
Inden Judas førstefødte søn, Er, fik en søn med sin kone, Tamar, blev han dræbt fordi han „viste sig at være slet i Jehovas øjne“. (1 Mosebog 38:7) På den tid blev skikken med svogerægteskab praktiseret. Hvis en mand døde uden at efterlade sig børn, skulle hans bror gifte sig med enken så hun kunne føde en arving. Men Judas anden søn, Onan, nægtede at opfylde sin forpligtelse til at få børn med Tamar, og det førte til at Gud straffede ham med døden. Juda sendte da sin svigerdatter Tamar tilbage til hendes fars hus, hvor hun skulle bo indtil Judas’ tredje søn, Sjela, blev gammel nok til at gifte sig med hende. Men årene gik uden at Juda gav Tamar Sjela til ægte. Da Judas hustru døde, udtænkte Tamar derfor en plan for at få en arving gennem Juda, den israelit som havde været hendes svigerfar. Hun forklædte sig som en tempelskøge og satte sig ved en vej hvor hun vidste at Juda ville komme forbi.
Uden at vide at det var Tamar, havde Juda omgang med hende. Forinden havde hun listigt bedt ham om et pant som sikkerhed for betalingen af hendes seksuelle ydelse. Ved hjælp af dette pant kunne Tamar senere bevise at det var Juda der havde gjort hende gravid. Da sandheden kom frem, bebrejdede Juda hende ikke, men sagde ydmygt: „Hun er mere retfærdig end jeg, eftersom jeg ikke gav hende til min søn Sjela.“ Og „han havde ikke yderligere omgang med hende“. — 1 Mosebog 38:26.
Juda handlede forkert ved ikke at give Tamar til sin søn Sjela, sådan som han havde lovet. Desuden havde han seksuel omgang med en kvinde som han troede var en tempelskøge. Dette var i modstrid med Guds forordning om at det seksuelle samkvem kun må finde sted inden for ægteskabets rammer. (1 Mosebog 2:24) Det var dog ikke en skøge Juda havde omgang med. Og uden at vide det opfyldte han svogerægteskabets forpligtelse på sin søn Sjelas vegne ved at blive far til arveberettigede børn.
Hvad Tamar angår, gjorde hun sig ikke skyldig i umoralitet. De tvillingesønner hun fødte, blev ikke betragtet som illegitime. Da Boaz fra Betlehem indgik svogerægteskab med moabitterinden Rut, udtalte Betlehems ældste sig rosende om Tamars søn Perez idet de sagde til Boaz: „Måtte dit hus blive som Perez’ hus, ham som Tamar fødte Juda, ved det afkom som Jehova vil give dig ved denne unge kvinde.“ (Rut 4:12) Perez nævnes desuden som en af Jesu Kristi forfædre. — Mattæus 1:1-3; Lukas 3:23-33.