Kom nær til Gud
Han føler med os
„EMPATI er når jeg i mit hjerte kan føle din smerte.“ Sådan har en ældre missionær for Jehovas Vidner engang defineret den tiltalende evne at vise empati. Jehova Gud er det ypperste eksempel med hensyn til empati. Det smerter ham når hans tjenere lider. Hvordan kan vi vide det? Jehovas inderlige medfølelse afspejledes til fuldkommenhed i Jesu ord og handlinger mens Jesus var her på jorden. (Johannes 5:19) Læg for eksempel mærke til den hændelse der er beskrevet i Johannes 11:33-35.
Da Jesu ven Lazarus pludselig døde, begav Jesus sig til hans landsby. Lazarus’ søstre, Maria og Marta, var forståeligt nok tyngede af sorg. Jesus holdt meget af denne familie. (Johannes 11:5) Hvordan reagerede han? Beretningen siger: „Da Jesus så at [Maria] græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb.“ (Johannes 11:33-35) Hvorfor græd Jesus? Ganske vist var hans elskede ven Lazarus død, men Jesus ville jo rette op på det ved at oprejse ham! (Johannes 11:41-44) Var der andet der berørte Jesus følelsesmæssigt?
Se igen på ovenstående vers. Læg mærke til at Jesus stønnede i ånden og oprørtes da han så at Maria og dem hun var sammen med, græd. De ord der på grundsproget er brugt her, vidner om stærke følelser.a Jesus var dybt bevæget af situationen. De voldsomme følelser der vældede op i ham, kom til udtryk ved at hans øjne fyldtes med tårer. Jesus var tydeligvis berørt af de andres sorg. Har du nogen sinde fået tårer i øjnene fordi en du holdt af, begyndte at græde? — Romerne 12:15.
Jesu medfølelse giver os et værdifuldt indblik i Jehovas egenskaber og måde at reagere på. Husk at Jesus afspejlede sin Faders egenskaber så fuldkomment at han kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) Så når vi læser at „Jesus gav tårerne frit løb“, forvisser det os om at det smerter Jehova personligt når hans tjenere lider. Det bekræftes også af andre bibelskribenter. (Esajas 63:9; Zakarias 2:8) Ja, Jehova Gud har inderlig medfølelse med os.
Empati virker dragende. Hvis vi er mismodige eller nedtrykte, drages vi af mennesker der kan leve sig ind i vores situation og føle med os. Hvor meget mere drages vi da ikke til Jehova, der er inderligt medfølende og forstår grunden til vores tårer. — Salme 56:8.
[Fodnote]
a Det græske ord der oversættes med „gav tårerne frit løb“, betegner ofte „at græde stille“, mens det ord der bruges til at beskrive Marias og de andres gråd, kan betyde „at græde højlydt, at klage“.