Finder du glæde ved at „øve velgørenhed“?
DE FØRSTE kristne i Filippi var kendt for gavmildt at støtte den sande tilbedelse. I det brev apostelen Paulus blev inspireret til at skrive til dem, sagde han: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer i hver af mine bønner for jer alle, idet jeg fremsiger min bøn med glæde, på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik.“ (Fil. 1:3-5) Paulus havde ikke glemt hvordan Lydia, da hun og hendes husstand var blevet døbt, gæstfrit havde insisteret på at han og de forkyndere han var sammen med, skulle blive i hendes hus. — Apg. 16:14, 15.
Kort tid efter sendte den nydannede menighed i Filippi to gange forsyninger til Paulus under hans flere uger lange ophold hos trosfæller i Thessalonika, omkring 160 kilometer væk. (Fil. 4:15, 16) Nogle få år senere, da filipperne selv og andre makedoniske brødre oplevede mange trængsler og dyb fattigdom, hørte de om de behov som de forfulgte kristne i Jerusalem havde, og ønskede at hjælpe dem. Paulus bevidnede at de i virkeligheden gav „over evne“, men skrev: „De . . . blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed“. — 2 Kor. 8:1-4; Rom. 15:26.
Omkring ti år efter at filipperne var blevet kristne, havde de stadig den samme gavmilde indstilling. Da de hørte at Paulus sad fængslet i Rom, sendte de Epafroditus 1300 kilometer over sø og land med forsyninger til ham. Filipperne ville tydeligvis gerne sørge for Paulus så han kunne blive ved med at styrke brødrene og forkynde, selv mens han var i fængsel. — Fil. 1:12-14; 2:25-30; 4:18.
Også i dag betragter sande kristne det som en forret at kunne fremme arbejdet med at forkynde Guds rige og gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) De bidrager med deres tid, energi og midler. I rammen nævnes nogle af de måder hvorpå du kan være med til at støtte dette arbejde, som Gud har givet befaling om.
[Ramme på side 22, 23]
HVORDAN NOGLE VÆLGER AT GIVE BIDRAG
GAVER
Mange sætter et beløb af på deres budget til at lægge i den bidragsbøsse der er mærket „Det verdensomspændende arbejde“. Menighederne sender hver måned de indkomne beløb til Jehovas Vidners afdelingskontor.
Frivillige pengebidrag kan også sendes direkte til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk. Bankkonto 32080006403468 eller giro 6403468 kan benyttes.
Smykker og andre værdigenstande kan også gives som bidrag. Man bør dog i et medfølgende brev oplyse at der er tale om en gave.
FORSIKRINGSORDNINGER
Vagttårnets Selskab kan indsættes som begunstiget til en livsforsikring eller privattegnet pensionsordning. I sådanne tilfælde bør afdelingskontoret altid informeres.
BANKKONTI, VÆRDIPAPIRER OG FAST EJENDOM
Indeståender på bankkonti, værdipapirer samt letomsættelig fast ejendom kan overdrages til Vagttårnets Selskab. Også i disse tilfælde bør afdelingskontoret først underrettes.
TESTAMENTER
Man kan testamentere sin formue til Vagttårnets Selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente, som bør være et notartestamente. Det vil være praktisk at afdelingskontoret og eventuelt menigheden modtager en kopi af dette dokument. Vi kan oplyse at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ikke skal betale boafgift.
ANDRE MULIGHEDER (FORPLIGTELSESERKLÆRINGER OG ANDET)
Flere og flere yder nu bidrag til det verdensomspændende arbejde samtidig med at de benytter sig af fradragsmulighederne på selvangivelsen. Lad os her nævne hvordan:
1. § 8A-gaver (Ligningslovens § 8A): Det er en forudsætning for fradraget at gaven til den enkelte forening udgør mindst 500 kroner. Fradraget kan kun gives for det beløb hvormed gaverne tilsammen overstiger 500 kroner, og kan maksimalt udgøre 14.500 kroner (i 2011). Det vil sige at hvis man yder et bidrag i 2011 på 15.000 kroner, kan man trække 14.500 kroner fra på sin selvangivelse.
Fra den 1. januar 2012 kan der fås fradrag for hele det ydede bidrag, dog fortsat maksimalt for bidrag op til 14.500 kroner. Det er ikke længere en betingelse at gaven til den enkelte forening udgør mindst 500 kroner, og fradraget gives for hele det beløb som ydes i løbet af året op til maksimumsbeløbet.
2. § 12 (Ligningslovens § 12, stk. 1-3): Forpligtelseserklæringer. Man forpligter sig til over en periode på 10 år at give et fast beløb. Fradrag gives kun for årlige ydelser der ikke overstiger 15 procent af yderens personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst. For selskaber og andre skattepligtige institutioner gives der kun fradrag for årlige ydelser der ikke overstiger 15 procent af yderens skattepligtige indkomst. Årlige ydelser der ikke overstiger 15.000 kroner, kan dog altid fradrages fuldt ud.
Hvis man ønsker at benytte sig af muligheden for at fratrække bidrag og beløb betalt til en forpligtelseserklæring, skal man have indsendt oplysning om sit CPR-nummer til Vagttårnets Selskab, som derefter giver meddelelse til skattevæsenet om bidragets størrelse. Bidraget vil herefter automatisk blive trukket fra på ens selvangivelse. Alle oplysninger i forbindelse med bidrag og forpligtelseserklæringer vil fortsat være fortrolige, da ingen andre end skattevæsenet får oplysningerne.
Hos de ældste i den lokale menighed kan du få oplysninger om andre muligheder for at yde bidrag.