VIDSTE DU DET?

Nineve var hovedstaden i det assyriske verdensrige. Det var en prægtig by med imponerende paladser og templer, brede gader og tykke mure. Den hebraiske profet Nahum omtalte den som „den blodskyldige by“. — Nahum 3:1.

Det var en rammende beskrivelse, for relieffer fra Sankeribs palads i Nineve bevidner assyrernes grusomhed. Et af dem skildrer en bøddel der river tungen ud af en fange mens han bliver fastholdt af andre. Assyrerne siger pralende i deres inskriptioner at fanger blev ført af sted med reb som var fæstet til kroge stukket gennem deres næser eller læber. Tilfangetagne hærførere blev tvunget til at bære deres kongers afskårne hoveder om halsen som groteske halssmykker.

Assyriologen Archibald Henry Sayce giver følgende beskrivelse af de barbariske handlinger der fandt sted når en by var blevet indtaget: „Bunker af menneskehoveder angav en sejrherres rute; drenge og piger blev brændt levende eller fik en skæbne der var værre; nogle mænd blev spiddet på pæle, flået levende eller blindet, andre fik deres hænder og fødder eller ører og næse skåret af.“

Gud gav jøderne denne befaling: „Hvis du bygger et nyt hus skal du lave et rækværk til taget, så du ikke bringer blodskyld over huset fordi nogen falder ned fra det.“ (5 Mosebog 22:8) Denne sikkerhedsforanstaltning var nødvendig fordi de jødiske familier på Bibelens tid ofte opholdt sig på taget af deres hus.

De fleste israelitiske huse havde et fladt tag. Taget var et ideelt sted at opholde sig hvis man ville nyde solens varme og den friske luft eller udføre huslige pligter. Om sommeren var det et behageligt sted at sove. (1 Samuel 9:26) Oppe på taget kunne en landmand tørre sit korn før det skulle males, eller lægge figner, druer eller hørstængler til tørring. — Josua 2:6.

Taget blev også brugt som tilbedelsessted, hvor man tilbad den sande Gud eller falske guder. (Nehemias 8:16-18; Jeremias 19:13) Apostelen Peter gik op på et hustag ved middagstid for at bede. (Apostelgerninger 10:9-16) Hvis der var vinranker eller palmeblade der dannede skygge på taget, må det have været et behageligt sted at opholde sig.

Ifølge bogen The Land and the Book havde de israelitiske huse som regel en udendørs trappe eller stige der førte fra gårdspladsen op til taget. Beboerne kunne altså forlade taget uden at skulle gå ind i selve huset. Dette kan forklare advarselen fra Jesus i forbindelse med at flygte fra en by der var dømt til undergang: „Lad ikke den der er på taget stige ned for at hente hvad der er i hans hus.“ — Mattæus 24:17.