SPØRGSMÅL FRA LÆSERNE
Hvordan viser Jehovas Vidner respekt for livet?
Jehova betragter livet som helligt, og hans tjenere har altid gjort alt hvad de kunne, for at have samme syn på livet som han har. Det er derfor vi nægter at støtte krige og at tage ufødte børns liv, og vi ønsker heller ikke at handle uforsvarligt så vi bliver skyld i at nogen mister livet. Jehova kæder livets hellighed sammen med blod. I 1. Mosebog 9:4 læser vi den befaling han gav til Noa: “Kun kød med blodet i – det vil sige med livet i – må I ikke spise.” Og under den hellige ånds ledelse gav apostlene et lignende bud til de kristne om at de skulle afholde sig fra blod:
Det betyder at kristne ikke spiser blod eller kød hvor blodet ikke er løbet fra. Men det bud er ikke bare en kostregel. Det giver hver enkelt af Jehovas tjenere mulighed for at vise at de har samme syn på livet som han har. Lydighed mod det bud indebærer altså at vi afholder os fra at indtage blod. Det bagvedliggende princip for buddet er at man skal have respekt for livet, og det betyder at vi også vil holde os langt fra at pådrage os blodskyld ved for eksempel at begå mord eller opføre os uforsvarligt så vi bliver skyld i at et andet menneske mister livet. (1. Mos. 9:4-6; Sl. 36:9) Jehovas Vidner har på alle de her områder tydeligt vist at de har samme syn som Jehova og betragter livet og blodet som helligt.
Når det kommer til blod, har Jehovas Vidner haft den forståelse at ordene i Apostlenes Gerninger 15 betyder at de ikke skal indtage fuldblod, hverken gennem munden eller via en transfusion, og at de ikke skal donere blod. Det har været med til at beskytte Jehovas tjenere både åndeligt og fysisk. Vi har også anvendt princippet i forbindelse med blodets fire hovedbestanddele – røde blodlegemer, hvide blodlegemer, plasma og blodplader. Lægevidenskaben har vist at behandlinger hvor man undgår blodtransfusioner og de risici der er forbundet med dem, har gode resultater.
Men fremskridt inden for lægebehandling har rejst flere spørgsmål om hvordan de bibelske principper skal anvendes i forbindelse med forskellige helbredssituationer. Derfor blev der sagt i Rapport nr. 2 fra Det Styrende Råd, 2026: “Kristne er ikke underlagt Moseloven. Men vi adlyder buddet i Apostlenes Gerninger om at holde os fra blod. Derudover siger Bibelen ikke noget om brugen af en persons eget blod i forbindelse med lægebehandling og operationer. Så ligesom vi hver især træffer personlige beslutninger om hvordan vi vil passe på vores helbred, må vi også hver især træffe en personlig beslutning om brugen af vores eget blod i forbindelse med lægebehandling.” Den her justering af vores forståelse giver hver enkelt kristen mulighed for at følge Galaterne 6:5, hvor der står: “Enhver skal nemlig bære sin egen ansvarsbyrde.”
Det Styrende Råd har omhyggeligt under bøn besluttet at det samme princip gælder i forhold til brugen af blodets fire hovedbestanddele – røde blodlegemer, hvide blodlegemer, plasma og blodplader – udvundet af en anden persons blod. Derfor må hver enkelt kristen træffe sin egen personlige beslutning når det kommer til brugen af de fire hovedbestanddele i forbindelse med alle former for lægebehandling og operationer. Hver enkelt kristen må også beslutte om han vil donere blod, hvis det er klart defineret at formålet er at udvinde hovedbestanddele eller derivater til brug for en anden person.
Betyder det at Det Styrende Råd tager let på spørgsmålet om behandlinger der indbefatter brugen af en eller flere af blodets hovedbestanddele? Nej. Det Styrende Råd tager det stadig meget alvorligt. Men Bibelen siger ikke noget om produkter der er udvundet af blod, og Det Styrende Råd erkender derfor, i overensstemmelse med 1. Korinther 4:6, at de ikke har myndighed til at “gå ... ud over det der står skrevet”. Det Styrende Råd forstår også hvor vigtigt det er at følge det der står i 2. Korinther 1:24: “Vi er selvfølgelig ikke herrer over jeres tro. Nej, vi er jeres medarbejdere med henblik på jeres glæde, og det er i kraft af jeres tro I står fast.”
Hvordan skal en kristen se på det at tage imod eller afvise en eller flere af de fire hovedbestanddele? Hver enkelt må fortsat under bøn omhyggeligt tænke over de forskellige faktorer der er involveret, inden han træffer en beslutning. Hvis man tager let på det, kan det skade ens samvittighed og forhold til Jehova.
Hvad skal en kristen tage i betragtning når han skal træffe en beslutning i forbindelse med brugen af produkter der er udvundet af en anden persons blod? Kristne vil højst sandsynligt komme frem til forskellige beslutninger. Nogle vil måske afvise alle produkter fordi de føler at det er forkert at tage imod nogen som helst dele af blod. Andre vil måske tage imod visse produkter fordi de kun udgør en lille procentdel af fuldblod. For eksempel udgør nogle hovedbestanddele en mindre procentdel af fuldblod end visse derivater som nogle kristne måske allerede er villige til at modtage. Men uanset hvad gælder det der står i Romerne 14:12: “Hver enkelt af os skal altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.”
For at hjælpe alle Jehovas tjenere til at træffe en velinformeret personlig beslutning har Det Styrende Råd godkendt udgivelsen af en enkel oversigt der hedder “Produkter udvundet af fuldblod”, som er tilgængelig på jw.org. Den viser nogle af de mest almindelige produkter der er udvundet af blod.
Efter nøje at have taget de her og andre faktorer i betragtning må hver enkelt beslutte om han vil tage imod en hovedbestanddel eller et derivat udvundet af en anden persons blod. Menigheden vil ikke blande sig i den beslutning, og vi vil som enkeltpersoner heller ikke dømme andre.a
Hvad hvis en kristens arbejde involverer blod eller produkter udvundet af blod? Principperne i “Spørgsmål fra læserne” i Vagttårnet for 15. april 1999 kan hjælpe en til at træffe en klog beslutning og bevare en ren samvittighed.
Hvad er hovedpointen i det vi har været inde på? Jehovas Vidner tager ikke imod transfusioner med fuldblod, og vi donerer ikke blod der vil blive brugt til transfusioner med fuldblod til andre. Vi spiser heller ikke blod eller kød hvor blodet ikke er løbet fra. Men hver enkelt kristen må selv beslutte om han vil tage imod hovedbestanddele eller derivater som er udvundet af en anden persons blod. Hver enkelt kristen må også beslutte om han vil donere blod, hvis det er klart defineret at formålet er at en anden kan modtage hovedbestanddele eller derivater fra blodet.
Det Styrende Råd er fortsat meget besluttet på at vise respekt for to af de værdifulde gaver Jehova har givet os – livet og blodet. Men vi anerkender at hver enkelt kristen har et personligt ansvar for at træffe beslutninger som gør at han kan have en god samvittighed over for Jehova. Derfor vil Det Styrende Råd gerne tilskynde alle Jehovas tjenere til under bøn at overveje alle relevante faktorer når de skal træffe beslutninger om lægebehandling der indbefatter produkter udvundet af blod. Det vil hjælpe hver enkelt til at træffe en beslutning der giver en god samvittighed og viser dyb respekt for Jehova, der er livets kilde. – 1. Tim. 1:5.
a Hjælp til Jehovas Vidner: Der er som regel ikke nogen grund til at drøfte personlige beslutninger om lægebehandling med andre end dem der er opført som fuldmægtige på dit forhåndsdirektiv. En opdateret udgave af forhåndsdirektivet vil snart blive gjort tilgængelig. Hvis du anmoder om det, vil brødrene i det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler være klar til at støtte dig i din beslutning, og de kan hjælpe dig med at finde læger der vil respektere din samvittighed. De vil holde dine beslutninger fortrolige.