Codex Leningradensis

Denne kodeks (betegnet som B 19^A) er det ældste komplette hebraiske håndskrift man kender til, af De Hebraiske Skrifter (eller Det Gamle Testamente). Kodeksen indeholder den masoretiske tekst, som blev afskrevet i Al-Fustat (gamle Kairo) i Egypten i 1008/1009 e.v.t. (Se DEN MASORETISKE TEKST). Den bliver opbevaret på Det Russiske Nationalbibliotek i Sankt Petersborg (tidligere Leningrad) i Rusland.

Kodeksen består af 491 sider af tykt, hvidt pergament som hver måler 30 gange 27 cm. Teksten er opstillet i tre kolonner pr. side bortset fra de poetiske bøger Job, Salmerne og Ordsprogene, som er opdelt i to kolonner pr. side.

Codex Leningradensis blev udarbejdet af afskriveren Samuel ben Jakob. Han benyttede flere håndskrifter udarbejdet af den jødiske anerkendte bibelforsker Aaron ben Asher, som havde undersøgt alle de hebraiske håndskrifter der var tilgængelige for ham, så han kunne genskabe en tekst der var så tæt på den originale som muligt. Kodeksen er benyttet som hovedtekst i senere udgaver af Biblia Hebraica, som er den hebraiske tekst de fleste bibeloversættelser i nyere tid er baseret på. – Se BIBLIA HEBRAICA.

Den hebraiske bibeltekst i Codex Leningradensis er bemærkelsesværdigt overensstemmende med den man finder i mange af Dødehavsrullerne, som er mere end 1.000 ældre. (Se DØDEHAVSRULLERNE). Selvom ordlyden er lidt anderledes nogle steder, har ingen af disse forskelle påvirket selve budskabet. – Se Tillæg A3.