„Dit ord er sandhed“

Hvis ordsprog er det?

HVEM har skrevet de ordsprog der findes i Ordsprogenes bog i Bibelen? I henved tre tusind år har man almindeligt accepteret Bibelens eget vidnesbyrd.

I Ordsprogene 1:1 læser vi for eksempel: „Ordsprog af Salomo, Davids søn, Israels konge.“ Igen i Ordsprogene 10:1 finder vi overskriften: „Salomos ordsprog.“ Og i Ordsprogene 25:1 siges der: „Følgende er også ordsprog af Salomo, som kong Ezekias af Judas mænd samlede.“ Endvidere indeholder kapitel 30 ifølge vers 1 „massaitten Agurs, Jakes søns, ord“. Og kapitel 31 indledes på denne måde: „Kong Lemuel af Massas ord, som hans moder brugte at tugte ham med.“

Ordsprogenes bog fortæller altså fem steder hvem der har skrevet dens ordsprog. Selve den omstændighed at de to sidste kapitler tilskrives andre end Salomon og at Lemuel endog giver sin moder æren, er et meget vægtigt vidnesbyrd om at ordsprogene fra kapitel 1 til og med 29 ikke blot blev tilskrevet Salomon fordi hans visdom var så berømt, sådan som nogle hævder. Disse nedskrevne ordsprog er uden tvivl nogle af de tre tusind som han siges at have udtalt. Foruden Bibelens eget ord kan vi også henvise til traditionen, som altid har givet ham æren for disse ordsprog. — 1 Kong. 4:29-34.

Imidlertid er der mange af vor tids bibelkritikere der skubber alle sådanne vidnesbyrd og argumenter til side. Således hævder New Catholic Encyclopedia (1967) at „eftersom Salomon nød anseelse som vismand“, blev sådanne bøger som Ordsprogenes bog „tilskrevet ham, selv om materialet til disse samlinger havde en anonym oprindelse“. Og et førende protestantisk værk, The Interpreter’s Dictionary of the Bible (1962), siger at „det er tvivlsomt om nogen af ordsprogene stammer helt fra Salomons tid“.

Hvorfor nægter mange religiøse autoriteter i vor tid at anerkende kong Salomon som den der har skrevet ordsprogene i kapitel 1 til 29 i Ordsprogenes bog? Kunne det tænkes at disse lærde har taget fejl fordi de mangler tro eller fordi de ikke ønsker at tro? Deres argumenter er langtfra overbevisende. — 2 Kor. 4:4; 2 Tess. 3:2.

Harper’s Bible Dictionary (1957) fremfører at „den nedsættende måde hvorpå monarkerne omtales, ikke hører Salomontiden til . . . men en senere periode. (Ordsp. 16:14; 19:12; 20:2; 25:3)“ Men taler disse steder da virkelig nedsættende om monarkerne? På ingen måde! De understreger blot at kongen skal æres og frygtes. Det stærkeste af de steder der henvises til, siger: „Som løvebrøl er rædslen, en konge vækker, at vække hans vrede er at vove sit liv.“ — Ordsp. 20:2.

Sådanne ord taler på ingen måde nedsættende om kongen men ophøjer ham i virkeligheden, for de viser at kongen skulle frygtes på grund af sin magt, ligesom det er visdom at frygte Gud. (Ordsp. 9:10) Dette bekræftes af Ordsprogene 24:21: „Frygt [Jehova] og kongen, min søn.“ Tilfældet med Jeroboam illustrerer dette princip. Han vakte kongens mishag, og kongen var ingen anden end Salomon selv, og Jeroboam måtte flygte for sit liv. — 1 Kong. 11:26, 40.

Endvidere taler Ordsprogenes bog mange steder særdeles fordelagtigt om kongerne: „Godhed og troskab vogter kongen, han støtter sin trone ved retfærd.“ „Retfærdige læber har kongens yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.“ (Ordsp. 20:28; 16:13) Man kan med rette spørge om det er ærligt at citere nogle steder der taler om kongens vrede og med sådanne eksempler at ville bevise at Ordsprogenes bog ikke kunne være skrevet på Salomons tid, mens man ignorerer de langt talrigere steder der taler om kongens retfærdighed og miskundhed? — Ordsp. 16:10; 20:8, 26; 29:4, 14.

Et andet argument man bruger for at prøve at bevise at Ordsprogenes bog stammer fra en senere tid, er at ordsprogene viser at ’monogami er det fremherskende mønster i familien på den tid’. Men behøver selve den omstændighed at Moseloven tolererede polygami at betyde at det var det fremherskende familiemønster på Salomons tid? Absolut ikke. Monogami kan udmærket have været det almindeligste, om ikke af anden grund, så af økonomiske årsager.

At der forekommer aramaiske ord i Ordsprogenes bog bruges også som et argument for bogens sene oprindelse. Men kong Salomon kan udmærket være blevet kendt med aramaiske udtryk gennem kontakt med nabolandene og gennem sine udenlandske hustruer. Desuden var Syrien en del af hans rige, og dér talte man aramaisk.

Så henviser man også til at der forekommer et alfabetisk digt i Ordsprogenes bog, nemlig i Ordsprogene 31:10-31, og denne skrivemåde hævder man er „en forholdsvis sen hebraisk form“. Men det er ikke rigtigt. Adskillige salmer skrevet af kong David, Salomons fader, er akrostiske eller alfabetiske digte, for eksempel Salme 9, 10, 25, 34, 37 og 145.

Moderne kritikere henviser også gerne til de paralleller der er mellem nogle af ordsprogene i Ordsprogenes bog og visse hedenske ordsprog. Kristne bibellæsere hæfter sig dog langt mere ved at der findes et ret stort antal direkte og indirekte citater fra Ordsprogenes bog i De kristne græske Skrifter.a Det er også værd at bemærke at Skaberen kun omtales som „Gud“ syv eller otte gange, men som „Jehova“ henved femoghalvfjerds gange, således at hans navn forekommer en eller flere gange i næsten hvert eneste kapitel. Et råd som dette: „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges,“ er bestemt ikke af hedensk oprindelse. — Ordsp. 18:10.

Som et fingerpeg om den guddommelige oprindelse til Ordsprogenes bog kunne også nævnes den betydning som bogen tillægger menneskets hjerte, brugt i en billedlig forstand. Hjertet — på hebraisk ordet lebh — nævnes oftere i Ordsprogenes bog end i nogen anden af Bibelens bøger med undtagelse af Salmernes bog, der er fire gange så lang. Et af de særlige udtryk der findes i denne bog er vendingen „uden hjerte“, som findes elleve gange fra 6:32 til 24:30 og som i den danske bibel er gengivet med „afsindig“, „uden vid“ og ’uforstandig’. Dette udtryk findes ingen andre steder i Bibelen. Ja, „vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet“. (Ordsp. 4:23) Den betydning som bogen tillægger det at frygte Jehova (det nævnes cirka femten gange), er endnu et vidnesbyrd om dens guddommelige ophav.

Der er således vægtige og overbevisende grunde til at tro at Ordsprogenes bog er det som den giver sig ud for at være. Der er ingen grund til at tvivle på bogens eget vidnesbyrd om hvem der har skrevet den.

[Fodnote]