Evig fornyelse — ifølge arbejdstegning
SÅ LÆNGE vi er unge og stærke indeholder vort legeme over en billion (en million millioner) bitte små levende celler. Nogle videnskabsmænd mener at disse celler indeholder instruktioner som kunne give os evigt liv, hvis man bare kunne løse deres gåde. Det mener de fordi der i hver celle findes en forbløffende „arbejdstegning“ som cellen benytter til formering og til udbedring af skader.
De mange forskellige slags celler De har i Deres legeme kommer alle fra den enkelte celle der var „Dem“ i befrugtningsøjeblikket. Kernen i denne celle indeholdt den arbejdstegning hvorefter hele Deres legemlige vækst og udvikling er foregået. Efterhånden som hver af cellerne i Deres legeme blev til, blev den udstyret med en nøjagtig kopi af denne arbejdstegning. Det rigtige navn for det som vi kalder „en arbejdstegning“ er desoxyribonukleinsyre, almindeligvis forkortet til DNA.
Det forbløffende DNA
Generne er sædet for arveanlæggene. Der findes titusinder af gener i hver celle. Det er DNA’et i generne der sætter disse i stand til at udføre deres opgave. DNA-molekylet er som en lang tråd, og det kan sammenlignes med en snoet rebstige.
Rebstigens to sider består af fosforsyre og en form for sukker der kaldes desoxyribose. Disse to sider er føjet sammen ved hjælp af millioner af „trin“, som hver især består af to kemiske baser.
Selv om der er millioner af trin findes der alligevel kun to typer af dem. De to typer er (1) adenin sammen med thymin, og (2) cytosin sammen med guanin. Den rækkefølge hvori disse par af sammenkoblede baser er ordnet, udgør den genetiske kode; det er de instruktioner der gør livet muligt.
Hvordan der bygges efter tegningen
Når befrugtningen er sket begynder DNA’et at udsende instruktioner til celledeling og til opbygning af legemet. Der tilføjes stadig celler indtil et fuldt færdigt barn er dannet. Efter at barnet er født fortsætter celledelingen indtil individet er fuldt udvokset. Så fortsætter celledelingen, dog i et noget lavere tempo, for at erstatte de celler der dør.
Det er værd at lægge mærke til hvordan DNA’et danner en kopi af sig selv. Det begynder med at rebstigens to sammenføjede sider begynder at skilles fra hinanden, næsten ligesom en lynlås der bliver åbnet. På hver side sidder én base fra hver af stigens millioner af „trin“, der jo består af to baser hver.
„Reservedele“ i form af adenin, thymin, guanin og cytosin, der produceres i cellekernen, bliver nu ført hen til stigens to adskilte sider. Hver af de kemiske baser der er tilbage på de to sider finder den helt rigtige base som den kan danne par med, indtil der til sidst er dannet to nye sæt af sammenføjede sider, ligesom to snoede rebstiger. Disse to nye sæt er nøjagtige kopier af det oprindelige DNA-molekyle. De bliver den vigtigste bestanddel i kernen i hver af de to celler som erstatter den originale modercelle.
Der mangler meget i at vi forstår denne proces fuldt ud. Man ved for eksempel at hver eneste celle i vort legeme indeholder den samme „arbejdstegning“ i form af DNA. Men det er langtfra alle celler der er identiske. Der er meget stor variation blandt celler. Knoglernes, nervernes, lungernes, musklernes og blodets celler er forskellige, for blot at nævne nogle få. Hvordan kan en enkelt tegning blive læst på så mange forskellige måder? Hvorfor er ikke alle cellerne i hele organismen identiske med den første celle? Den slags spørgsmål volder stadig videnskabsmændene store bryderier.
Desuden er cellerne ikke placeret planløst eller i uformelige grupperinger. De er organiseret i strukturer der har hver sin bestemte funktion. Nogle af dem udgør skelettet, andre nervesystemet, atter andre øjnene, ørerne, hjertet, lungerne, maven og huden.
Dette DNA er altså den imponerende tegning som legemet opbygges efter. Det muliggør dannelsen af nye celler, både til vækst og til erstatning af de celler der dør. De egenskaber dette stof besidder har fået nogle til at give udtryk for at tanken om evigt liv langtfra er latterlig.
Alderdomsprocessen
Ved celledeling skulle legemet teoretisk set kunne holdes i live for evigt. Hidtil har man ment at vore hjerneceller ikke er i stand til at erstatte sig selv når vi når ud over barndommen, men nu mener nogle at hjernecellerne fornyr sig næsten dagligt gennem „stadig og hastig vækst“. Paul A. Weiss, der er ekspert i forskning af hjerneceller, har fremsat den tanke at hjernecellerne hos voksne måske ikke deler sig, men at de konstant producerer „reservedele“ og på denne måde bliver ved at forny sig selv.
Legemet kan altså producere de celler og andre substanser der skal til for at det til stadighed kan holde sig ungt. Men de faste muskler, den bløde hud, de smidige led og de sunde organer som man har i ungdommen, bliver med alderen uvægerligt til slappe muskler, rynket og læderagtig hud, stive led og svækkede organer. Hvorfor går det sådan?
Man mener at det vægttab og den svækkelse af legemet der kommer med alderen, skyldes at flere og flere celler dør. Efterhånden er legemet ikke mere i stand til at erstatte alle de celler som dør, sådan som det kunne i de yngre år. Men hvorfor ikke? Det ved cellebiologerne simpelt hen ikke.
Nogle har fremsat den tanke at cellens DNA har et „program“ til liv, ligesom en datamaskine har et program, og at programmet en dag er udløbet. Andre videnskabsmænd forestiller sig at de gentagne kopieringer af DNA’et bliver behængt med „transkriptionsfejl“. De sammenligner det med det der sker når man kopierer en båndoptagelse med en smuk melodi, og kopierer kopien, og så videre; til sidst bliver indspilningen så dårlig at melodien er umulig at genkende. Nogle mener at cellen ender med at forgifte sig selv. Atter andre siger at legemet „glemmer“ hvordan det skal fungere og begår selvmord ved at afstøde sine egne celler som det ville afstøde et transplanteret organ.
Forsøg giver intet svar
Dette forvirrende opbud af teorier er for en stor del resultatet af forsøg man har foretaget i forbindelse med alderdomsforskning. Nogle af de mest berømte af disse forsøg er foretaget af Alexis Carrel. Carrel siges at have holdt levende celler fra kyllingefostre i live i kulturer i over 30 år.
Men i tidsskriftet Scientific American for marts 1968 skriver Leonard Hayflick at disse forsøg ikke blev foretaget under de rette omstændigheder. Det ser ud til at den næringsvæske som Carrel brugte indeholdt levende kyllingeceller som erstattede den originale koloni af celler i stedet for at nære den. Den slags kulturer døde hver gang man fjernede levende celler fra den næring de fik. I hvert fald gav disse forsøg ikke noget svar på spørgsmålet om hvorfor mennesket ældes og dør.
Nogle forsøg har vist at cellerne hos gamle dyr indeholder visse substanser der hæmmer produktionen af protein. Men yngre dyrs celler indeholder ikke disse substanser. Eftersom produktionen af protein er en livsvigtig funktion mente man at denne opdagelse kunne være nøglen til at finde ud af hvorfor vi ældes. Men er det rigtigt? Hvorfor sker det? Kan der gøres noget ved det? Vi får ingen sikre svar på disse spørgsmål.
Ved andre forsøg har man holdt musehud i live dobbelt så længe som mus normalt lever. Hvordan? Ved at transplantere hud fra én levende mus til en anden. Dette viste tilsyneladende at de enkelte celler i musens hud havde mulighed for at leve længere end den mus cellerne kom fra. Men løser dette alderdommens gåde? Nej; det viser kun at cellerne måske har mulighed for at leve længere end de gør, og dog vil de til sidst dø. Desuden skete disse forsøg ved hjælp af kunstige indgreb og repræsenterede således noget der ikke kan ske ad naturlig vej.
Man må stadig huske at cellerne ikke lever i en glasskål i et laboratorium. De lever i os. Vort legeme, med alle dets komplicerede, samarbejdende og selvregulerende kredsløb, kan bestemt ikke sammenlignes med en steril prøvekolbe. Derfor er det begrænset hvor mange holdbare slutninger man kan drage ud fra forsøg med kulturer i glasskåle, selv om forsøgene tyder på at det ene eller det andet er tilfældet. Det samme gælder forsøg med dyr. Gud skabte menneskene så de var skarpt adskilt fra dyrene. Hvad der gælder forsøg med dyr behøver altså ikke at gælde mennesker.
Konklusionen er at ingen af den slags forsøg eller teorier formår at give det virkelige svar på spørgsmålet. Uanset om det rigtige er at DNA’et begår „transkriptionsfejl“ eller at cellerne forgifter sig selv, eller noget helt tredje, så ældes vi stadig og dør. Lige meget hvilken teori eller hvilket eksperiment man forsøger sig med, så bliver folk stadig kun gennemsnitlig halvfjerds eller firs år, som nævnt i Bibelen. (Sl. 90:10) Intet af hvad videnskaben har gjort har rokket ved denne grundlæggende sandhed.
Hvad grunden end kan være, så er de imponerende DNA-tegninger ikke i øjeblikket programmeret til at bevare cellerne i fuldkommen ligevægt. Når vi bliver gamle erstattes de udtjente celler ikke altid af nye celler ved celledeling. Det er derfor vi nedbrydes og dør.
Den der kender hemmeligheden
En datamaskine kan få nye instruktioner, den kan omprogrammeres. Menneskets DNA må også omprogrammeres hvis vi skal have evigt liv. Hvis det kunne programmeres således at cellerne gennem fornyelse og udskiftning blev holdt i ligevægt, kunne mennesket leve evigt.
Men hvem kan gøre dette? Det er klart at intet menneske, hvor intelligent det end måtte være, har tilstrækkeligt kendskab til „arbejdstegningerne“. Og det fører ikke til noget at håbe at døende, ufuldkomne mennesker en dag vil finde vejen til at fjerne døden. Kun den der skabte livet og gav mennesket dets DNA-tegninger, ved nok om dem til at han kan give dem et nyt program så vort liv kan blive fornyet til evig tid.
Menneskets Skaber, Jehova Gud, kender hver eneste detalje i de forbløffende DNA-tegninger. Det er klart. Det var ham der udtænkte dem og satte dem i gang. Under inspiration af Guds mægtige hellige ånd skrev salmisten om Skaberen: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; . . . Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, . . . som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle [alle dets dele, New World Translation] skrevet.“ — Sl. 139:14-16.
Skaberen ser ikke pessimistisk på muligheden for evigt liv. Den ene gang efter den anden har han i sit ord med stor bestemthed erklæret at evigt liv vil blive en realitet. For eksempel siges der i Romerbrevet 6:23: „Guds nådegave er evigt liv.“ I Salme 37:29 står denne forudsigelse: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“
DNA’ets skaber har altså lovet at mennesket en dag skal leve evigt på jorden. Det var Guds hensigt dengang han skabte mennesket. Han udstyrede vort legeme sådan at det kunne forny sig evigt. Hvis mennesket var forblevet trofast mod Skaberen, ville det i dag have haft evigt liv.
Men sådan gik det ikke. De første mennesker var ulydige imod Guds lov og gik på den måde glip af deres mulighed for at leve evigt. De blev ufuldkomne, defekte. (5 Mos. 32:5) Deres legeme mistede evnen til at holde cellefornyelsen ved lige til fuldkommenhed. Bibelen fortæller ikke præcis hvad det var der skete, hvordan det rent teknisk gik for sig, men fra det øjeblik mennesket gjorde oprør var dets legeme „programmeret“ til at dø og ikke til at leve evigt.
Alle Adams efterkommere har i deres legeme fået det samme „program“ i arv. Vi er alle Adams efterkommere, og derfor dør vi alle. I Romerbrevet 5:12 hedder det: „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker.“ Vi har arvet døden ganske ligesom vi arver visse fysiske kendetegn.
Andre arbejdstegninger der kan føre til livet
Jehova har sørget for at der findes en metode til at genvinde muligheden for at få evigt liv. Også De kan få mulighed for dette, hvis De virkelig ønsker det.
Hvad går det ud på? Det begynder med et studium af Guds ord, Bibelen. Bibelen kan også betragtes som en „arbejdstegning“ eller et sæt instruktioner der kan føre til livet. Deri finder vi Guds udtrykkelige, skriftlige vejledning, som fører til evigt liv. Hvis vi omhyggeligt undersøger disse instruktioner og derefter følger dem, kan vi have tillid til at Jehova vil give os evigt liv i sin nye ordning.
Det er bestemt ikke naivt eller godtroende at have en sådan tillid. Jehova har sat grænserne for hvor længe vi kan regne med at leve nu, og han kan også fjerne disse grænser. Videnskaben ved ikke hvordan vort legeme og „alle dets dele“ kan komme til at leve evigt, men det ved Jehova. Alle vort legemes dele er beskrevet i hans „bog“. Døden er ikke nogen gåde for skaberen af det imponerende DNA. Han ved præcis hvad det er der gør at vi ældes og dør, og nøjagtig hvordan denne proces kan standses. Han ved hvordan cellefornyelsen igen kan komme i fuldstændig ligevægt.
Jehova har givet os sin garanti for at den tid vil komme hvor oprigtige mennesker vil leve evigt på jorden. Udsigten til evigt liv er derfor ikke et tomt håb. Det er ikke en løgn, for det er Gud selv der har lovet det, og Gud kan ikke lyve. — Tit. 1:2; Hebr. 6:18.
Bibelen kan nu blive Deres personlige „arbejdstegning“ til at opnå evigt liv. Studér den. Sæt Deres lid til Guds løfter og hans magt, som beskrevet i Bibelen. (Joh. 17:3; Ordsp. 2:1-5, 21, 22) Husk til hver en tid at mennesket kun kan studere og undersøge den levende celle. Det er Jehova som har skabt den. Kun han kan dirigere den til at give os evigt liv i hans nye ordning.