Universets orden — hvor stammer den fra?

I DAG tror mange mennesker ikke på Guds eksistens. Nogle fordi de ikke forstår hvorfor der findes ondskab og lidelser. Andre fordi de er blevet bitre over den dadelværdige opførsel og de modstridende læresætninger som kristenheden og dens gejstlighed har budt på gennem hele historien.

Af disse og andre grunde mister et voksende antal mennesker troen på Gud og sætter i stedet deres fortrøstning og håb til mennesket og hvad det kan udrette. Dog bliver det tydeligere for hver dag der går at ingen af menneskets planer har været i stand til at bringe ægte fred og lykke. Tværtimod ser den menneskelige familie øgede vanskeligheder overalt hvor mennesker gør sig gældende.

Det er grunden til at nogle der studerer det materielle univers finder én bestemt side af det så forbløffende. Hvad er det? At mens menneskenes forhold er så uordentlige, er det materielle univers særdeles ordentligt. Alle grene af videnskaben, astronomi, astrofysik, kemi og andre, afslører en vidunderlig harmonisk plan overalt i universet.

Hvis vi holder os til de videnskabelige oplysninger der er til rådighed og ikke bevidst ignorerer kendsgerningerne, kan vi ikke give en logisk forklaring på den universelle orden uden at henvise til en intelligent, almægtig førsteårsag, en skaber.

Det følger heraf at en der har visdom og magt til at skabe en sådan orden, også vil have troværdige og tilfredsstillende grunde til at han har tilladt uorden blandt menneskene. Det vil også være logisk at tro at han kan råde bod på det.

Når vi derfor betragter det forbløffende mønster på orden der findes i universet, vil det hjælpe os til at forstå at dets skaber ikke i én uendelighed vil tillade at der findes uorden et enkelt sted.

Orden i universet

Fra det uendeligt små til det uendeligt store, fra atomer til mælkevejssystemer, er universet kendetegnet af storslået organisation.

Et atom er et under af orden, en slags miniaturesolsystem. Det er sammensat af en kerne af protoner og neutroner hvorom elektroner kredser. Et atom er så lille at en legetøjsballon indeholder omkring 100 milliarder billioner brintatomer! Hvis et atom blot var så stort som et knappenålshoved ville alle atomer i blot ét sandskorn udgøre en klump på fire kubikkilometer!

Man har ment at protoner, neutroner og elektroner i atomet er stoffets grundlæggende „byggesten“. Men nu tror nogle videnskabsmænd at protoner og neutroner selv er „solsystemer“. De består muligvis af en kerne omgivet af en sky af partikler der svinger.

Hvis dette holder stik betyder det at der findes endnu et uendeligt lille „planetsystem“ inden for et i forvejen uendeligt lille planetsystem. Alt dette er så småt at den inderste kerne siges kun at fylde en tusindedel af en milliontedel af en milliontedel af den totale plads inden for et atom.

Den orden som findes i atomet findes tilsvarende i solsystemet — solen med dens kredsende planeter og deres måner. Bogen Vor underfulde Verden bemærker: „Trods al denne mangfoldighed opviser solsystemet dog en orden og harmoni, der må gøre dybt indtryk.“

På et endnu større plan er der mælkevejssystemerne, disse uhyre systemer af himmellegemer ordnet som „ø-universer“. Hver mælkevej udgøres af millioner eller hundreder af millioner himmellegemer som stjerner og planeter. Denne gigantiske masse kredser om en central akse, omtrent som det sker inden i et atom eller inden for solsystemet.

Men hvor stammer hele denne forbavsende orden fra? Bliver enestående organisation nogen sinde tilvejebragt uden en enestående organisator?

Baseret på love

Hele denne universelle orden er baseret på universelle love. De er måske fortrolig med nogle af dem, såsom tyngdeloven og inertiens lov.

Men der er mange andre love der styrer fysiske fænomener i universet. Der er love vedrørende varme, lys, lyd og andet. Alle disse love er sandsynligvis indbyrdes forbundne.

Ja, i sine sidste år formulerede Albert Einstein sin „forenede feltteori“. Om den siger bogen The Universe and Dr. Einstein: „Den fremsætter et sæt universelle love der er bestemt til at omfatte ikke blot de uendelige tyngdekrafts- og elektromagnetiske felter i rummet mellem stjernerne, men også det lille bitte, frygtindgydende felt inde i atomet.“

Når vi beskæftiger os med love, anerkender vi at de er kommet fra en lovgiver. Et skilt med teksten „Græsset må ikke betrædes“ vidner om en myndighed der har udstedt loven. Videnskabsmænd taler om „inertiens lov“ og forbinder den med Newton der opdagede den. Men det var ikke Newton der lavede den fysiske lov; han opdagede den blot. Hvem har lavet den? Hvem har lavet alle sådanne love der styrer det materielle univers? Kræver sådanne højere love ikke en højere lovgiver?

Einstein har skrevet: „Videnskabsmandens religiøse følelser giver sig udslag i begejstret forbløffelse over naturlovenes harmoni, der afslører en intelligens af en sådan overlegenhed at menneskelige væseners samlede systematiske tænkning og virksomhed sammenlignet med den er en yderst betydningsløs afglans deraf.“

Biologen Cecil Hamann er kommet til denne slutning: „Fra vanddråben der ses gennem mikroskopet til den fjerne stjerne der observeres gennem teleskopet undrer jeg mig over den nøjagtige orden jeg iagttager — så nøjagtig at love er blevet formuleret til at udtrykke dens konsekvens . . . Et eller andet sted bag hele denne orden må der være et højeste væsen, for der kan ikke være orden eller love uden en højeste forstand.“

Universets matematik

Fysiske love kan udtrykkes i matematiske ligninger. For eksempel formulerede Einstein ligningen: E=mc², af nogle kaldt den mest berømte ligning i historien. Denne udtrykker at den energi der indeholdes i en hvilken som helst stofpartikel er lig dette legemes masse ganget med kvadratet på lysets hastighed. Denne formel var grundlaget for bygningen af atombomben.

Når folk som har lært om dette ser denne formel, bliver de mindet om Einsteins arbejde i forbindelse med den. Når de ser andre formler der udtrykker fysiske love, ved de at en eller anden videnskabsmand eller matematiker har skrevet dem ned. En matematisk ligning forudsætter at der er en matematiker.

Hvad så med universets matematik? Alle videnskabsmænd anerkender følgende sandhed der udtrykkes af P. Rousseau i bogen De l’atome a l’étoile (Fra atom til stjerne): „Styret af geometri fra dets mindste til dets største dele, afslører universet sig virkelig som en matematisk struktur.“

Hele denne matematiske præcision i universet — kan den være fremkommet uden at en stor matematiker har udtænkt den?

En professor i matematik ved universitetet i Cambridge, P. Dirac, skriver i Scientific American: „Det synes at være et af naturens grundlæggende træk at fundamentale fysiske love udtrykkes ved en matematisk teori af stor skønhed og kraft, som kræver en temmelig høj standard af matematisk viden hos den der skal kunne forstå den. . . . Man kunne måske beskrive situationen ved at sige at Gud er en meget stor matematiker, og at han anvendte avanceret matematik da han byggede universet.“

Orden i den levende verden

Ikke blot er der orden i det livløse materielle univers; det er der også i den levende verden på jorden. Videnskaber som biologi og økologi vidner om dette.

Den grundlæggende enhed for livet på jorden er den levende celle. Den består af en forbavsende mængde forskellige dele. I sin bog Les origines de la vie (Livets oprindelser) siger den franske celleforsker Joel de Rosnay: „Cellen er en fabrik forsynet med proteiner der tjener som bygningsmaterialer, og med enzymproteiner der har travlt med at katalysere og kontrollere de myriader af samtidige reaktioner som finder sted i cellen.“

Denne koordinering af alle de forskellige dele inden for en celle er i sig selv bemærkelsesværdig. Men lige så bemærkelsesværdig er hver celles koordinering med utallige andre forskellige celler i en organisme som for eksempel det menneskelige legeme. Hvad kontrollerer alt dette? Hvordan ved hver del nøjagtigt hvad den skal blive, hvor meget den skal vokse, hvad den skal gøre?

Man tror at alt dette muliggøres ved et stof der beundres meget af videnskabsmændene. Det kaldes DNA, forkortelse for desoxyribonukleinsyre. Dette siges at være nøglen til genernes kemiske sammensætning. Generne er bærere af arvelighedskoden i alt levende.

DNA er som en mikroskopisk datamaskine med indbygget hukommelse, anbragt i cellekernen. Øjensynlig udsteder denne „datamaskine“ eller „arbejdstegning“ instruktioner til rette tid og på rette sted for alle cellens aktiviteter. Dette indbefatter dens vækst, dens deling og dens harmoniske samarbejde med andre celler.

DNA-molekylet er langt og trådlignende, kun en fire hundrede tusindedel millimeter i diameter. Dets lange, slanke form giver det en kapacitet svarende til et magnetbånds, så det kan ophobe uhyre mængder af oplysninger. Det er blevet anslået at DNA-instruktionerne i en eneste menneskecelle ville fylde et leksikon på 1000 bind.

Vi kan da forstå hvorfor de der undersøger cellen kalder den „en mirakelfabrik“. Og Joel de Rosnay tilføjer: „Denne mirakelfabrik er ikke blot i stand til, som vi har set, at holde sig selv i god orden, men også til at frembringe sine egne maskiner og dem der betjener dem.“

Hvilken maskine har ikke haft en konstruktør? Hvem som passer en maskine har ikke haft en fader?

Ligevægten blandt alt levende

De talrige livsformer på jorden er underlagt en nøje gensidig afhængighed som endog påvirker deres antal og fordeling. Den levende verden, både dyre- og plantelivet, opfører sig som et hele, som en levende enhed.

Denne „ligevægt i naturen“ kan ses i det snævre samspil mellem planter, dyr og mennesker. Dyr og mennesker forbruger ilt og udskiller kuldioxyd. Planter forbruger kuldioxyd og udskiller ilt. Den ene forsyner den anden med hvad der er livsvigtigt for den andens eksistens.

Alle dyr og mennesker er afhængige af planter på en eller anden måde: Planter forsyner dem med deres føde. Uden planter ville der ikke være noget bevidst liv på jorden. Grønne planter er forbavsende fabrikker der gør hvad ingen menneskeskabte fabrikker kan. De frembringer føde af luften, vandet og jordens grundstoffer. Den energi de skal bruge til det får de fra sollyset.

Planterne udfører disse bedrifter uden at have haft nogen universitetsuddannelse i kemi. Er det ikke klart at en eller anden har tænkt for dem?

Ateistiske „forklaringer“ kommer til kort

Hele denne vidunderlige orden og lovmæssighed der findes i skaberværket må have en årsag, ligesom ethvert hus har en bygmester. Sådan noget som lov og orden kan kun stamme fra en kilde der kan udtænke sådanne ting, det vil sige fra en forstand. Den universelle orden kan kun være udsprunget fra et højeste væsens lovgivende forstand.

Den ateistiske teori ifølge hvilken „behovet“ er ansvarligt for den universelle orden, har ikke nogen som helst værdi. Den kommer ganske til kort med hensyn til at forklare noget som helst tilfredsstillende. Den er fuldstændig ude af stand til at forklare en så vældig organisation som vi iagttager overalt i universet. Det er det samme som at sige: „Det er sådan, fordi det er sådan,“ hvilket er urimeligt.

Desuden viser alle kendsgerninger inden for den moderne astrofysik at universet har haft en begyndelse. Følgelig kan det ikke have været sin egen årsag, men det behøvede en årsag, en der satte det i gang. Den slutning man fornuftigvis må nå til efter at have undersøgt vidnesbyrdene, er på linje med det den inspirerede skribent udtrykte i Bibelens skabelsesberetning: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mos. 1:1.

Spørgsmål der rejser sig

Men, vil nogle sige, hvis ’Gud ikke er forvirringens Gud’, som Bibelen fortæller os, hvorfor er der så uorden blandt menneskene? (1 Kor. 14:33) Hvorfor er ondskaben blevet tilladt så længe? Har Gud en hensigt med denne jord og mennesket på den?

Sådanne, spørgsmål er på deres plads. Det er ganske fornuftigt at stille dem for at få en oplyst tro på Gud. Og det er lige så fornuftigt at forvente at en der kunne ordne et helt univers så godt, også ville være i stand til at give tilfredsstillende svar på sådanne spørgsmål.

De rigtige svar findes. Sandheden vedrørende disse emner er til rådighed, skønt mange er faret vild i deres søgen efter den. Bibelen har lovet at Gud specielt i vor tid ville ’skifte ret mellem talrige folkeslag’. — Es. 2:4.

Når oprigtigt søgende mennesker lærte sandheden fra Gud at kende, ville en af følgerne være at ’de ville smede deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive’, og de ville komme i et ordnet forhold til hinanden.

Denne profeti opfyldes i dag på oprigtigt sandhedssøgende mennesker som for eksempel Jehovas vidner. Den orden og harmoni der er blandt dem over hele verden uden hensyn til race eller national oprindelse, genspejler den orden og harmoni der er i hele Guds skaberværk. En sådan orden må kendetegne dem der kender sandheden om Guds hensigter og som har hans ledelse. (Joh. 13:34, 35) Er dette virkelig således? Undersøg selv vidnesbyrdene. Næste gang Jehovas vidner besøger Deres hjem, bed dem da forklare hvorfor de har så stærk en tro på Guds eksistens og hvorfor de har sådan et tillidsfuldt håb til en fremtid i en ny orden som Gud skaber. Overvær nogle af deres møder og se selv hvordan deres tro berører deres liv.

[Illustration på side 4]

Det utroligt lille atom med dets kredsende elektroner er et vidunder af orden

[Illustration på side 5]

Vort solsystem, solen med de kredsende planeter og deres måner, afspejler en betagende orden og harmoni

[Illustration på side 6]

Det trådlignende DNA-molekyle, placeret i cellens kerne, er som en datamaskine der giver instruktion om alle cellens aktiviteter

[Illustration på side 7]

Mennesker og dyr forbruger ilt og udskiller kuldioxyd; planter forbruger kuldioxyd og udskiller ilt — et forunderligt samarbejde