De levende organismers vidnesbyrd

NÅR vi betragter de større levende organismers verden, finder vi da noget tegn på at én art ændres og bliver til en anden art? Findes der blandt dyr og planter en række former der danner en gradvis overgang fra de „lavere“ til de „højere“ former?

Sådan skulle det være hvis udviklingslæren var sand. Hvis Bibelen taler sandt, kan dette ikke være tilfældet.

Hvad lærer vi ved at studere den plante- og dyreverden der findes i dag? Finder vi eksempler på at én art gradvis ændres til en anden art?

I bogen Processes of Organic Evolution, der støtter udviklingslæren, kan man læse: „Der findes i virkeligheden ingen biolog som har set en større gruppe af organismer opstå ved evolution.“

Hvorfor ikke? Hvorfor har ingen nogen sinde set en større gruppe af organismer udvikle sig?

Evolutionister vil svare at det er fordi udviklingen sker over millioner af år og mennesker ikke lever længe nok til at kunne iagttage den. Men en sådan konklusion er ikke noget bevis. Det er igen ’gætterier’. Hvis vi udelukkende holder os til de faktiske vidnesbyrd, får vi et andet svar.

Ingen overgange

Grunden til at denne udvikling ikke kan iagttages blandt levende organismer i dag, er at alle livsformer er fuldstændige. Man finder ingen der er på et overgangsstadium og er ved at blive til en anden art. Ingen steder finder man delvis udviklede organer eller lemmer. Hver gang man undersøger et øje, et øre, en vinge, en hånd, en fod eller et andet organ, ser man at det ikke befinder sig på et „mellemstadium“. Det er fuldstændigt, og det tjener sit formål i den organisme det tilhører.

Nogle har peget på organer som blindtarmsvedhænget og mandlerne hos mennesket og hævdet at disse er „levninger“ fra udviklingen. Men yderligere forskning har vist at disse organer langtfra er tilovers; de har en bestemt funktion. Problemet var blot at forskerne først for nylig har fået kendskab til deres funktion.

Selv Charles Darwin, den moderne evolutionsteoris „fader“, henledte i sin tid opmærksomheden på at der ikke findes nogen overgangsformer mellem de levende organismer. For over hundrede år siden skrev han:

„Hvis arterne er opstået af andre arter gennem umærkeligt fine overgange, hvorfor ser vi da ikke overalt utallige overgangsformer? Hvorfor er hele naturen ikke et virvar, i stedet for at arterne er klart afgrænsede, sådan som vi i virkeligheden ser?“

Darwin besvarede spørgsmålet ved at sige at overgangsformerne allerede var uddøde. Men lyder det fornuftigt? Skulle man ikke forvente at der stadig fandtes i det mindste nogle overgangsformer, da det jo hævdes at udviklingen fortsætter?

Hvorfor ingen overgange?

Hvorfor findes der ingen overgangsformer mellem de levende organismer? Simpelt hen fordi de ikke befinder sig i nogen overgang! De er ikke ved at gå over fra én art til en anden, men forbliver inden for deres egne arter.

Der kan foregå store variationer eller ændringer inden for hver art, men de enkelte arter holdes adskilt. Den barriere der skiller dem har ingen videnskabsmand endnu været i stand til at forcere. Hvilken barriere er det? Sterilitetsbarrieren mellem hver af de grundlæggende arter.

Lad os illustrere dette: Blandt mennesker er der stor variation i legemsstørrelse, bygning, hudfarve, evner og anlæg. Der er næppe to mennesker der er ens. Af de 3,8 milliarder mennesker der lever på jorden nu, er der kun ganske få, om overhovedet nogen, der har samme fingeraftryk! Men selv om mennesker er forskellige, er det dog overalt muligt at genkende dem som mennesker.

Mennesker kan gifte sig og få afkom på trods af de variationer der findes. Mennesker kan derimod ikke parre sig med dyr og få afkom. De kan kun formere sig inden for deres egen art. Hvis de prøver at træde uden for denne grænse kan de ikke få afkom med nogen anden levende skabning. Denne regel gælder uden undtagelse.

Hvad krydsningsforsøg viser

Ved krydsningsforsøg har videnskabsmænd prøvet at ændre forskellige dyr og planter i det uendelige. De har villet se om de med tiden kunne udvikle nye former for liv. Hvad er resultatet blevet? Det engelske lægetidsskrift On Call fortæller:

„Ved krydsningsforsøg finder forskerne som regel at der efter nogle få generationer nås et optimalt resultat, som det er umuligt at foretage forbedringer ud over, og der er ikke blevet fremelsket nogen ny art som kan få afkom med andre individer af samme art men ikke med den oprindelige form. Krydsningsforsøgene synes derfor at tilbagevise udviklingslæren snarere end at støtte den.“

Efter at have drevet en omfattende forskning inden for samme felt er sagføreren Norman Macbeth nu nået til samme konklusion. Han siger:

„Skønt emnet sjældent drøftes [af evolutionister], deles min opfattelse af ansete videnskabsmænd. [Loren] Eiseley siger for eksempel: ’Det ser ud til at omhyggelig forædling, hvor meget den end kan gøre i retning af at forbedre kvaliteten af raceheste eller kålsorter, ikke i sig selv er vejen til den endeløse biologiske afvigelse som evolutionen indebærer. Der er noget meget ironisk i denne situation, for dette forædlingsarbejde er næsten mere end nogen anden faktor blevet benyttet som argument for at evolutionen er en realitet’ . . .

Professor [Edward] Deevey anvender stærke udtryk som ’artsbarrieren’ . . . og erkender derefter nederlaget: ’Man har opnået bemærkelsesværdige resultater ved krydsning og udvælgelse inden for artsbarrieren, eller inden for en større kreds af nært beslægtede arter, som for eksempel hvedesorter. Men hvede er stadig hvede, og for eksempel ikke grapefrugter; og vi kan lige så lidt få vinger til at vokse ud på grise som høns kan lægge cylinderformede æg.’“

De levende organismers grundlæggende arter viser sig altså at være bemærkelsesværdigt stabile. Selv de mest intensive krydsningsforsøg kan ikke få dem længere end til et bestemt punkt. Når de kommer dertil, støder de på sterilitetsgrænsen. Et eksempel på dette er muldyret, afkommet af et æsel og en hest. Muldyret repræsenterer tilsyneladende hesteartens yderste grænse, for det er almindeligvis sterilt.

Eksperimenter og iagttagelser af hvad der foregår i naturen viser altså at der inden for hver af de grundlæggende arter er stor variation og tilpasningsevne, men hverken planter eller dyr ændrer sig nogen sinde så meget at de bliver til noget som helst andet.

Hvis udviklingslæren var sand, skulle man ikke forvente at det forholdt sig sådan. Men det er netop dette man må forvente hvis Bibelen taler sandt, hvis de levende organismer er skabt direkte og formerer sig „efter deres arter“.

Evolutionisten Isaac Asimov indrømmer at kendsgerningerne viser dette, idet han siger:

„For alle de dyr mennesker opdrætter og alle de planter mennesker dyrker, gælder det at liv kun opstår af liv. . . .

For at være mere nøjagtig burde vi sige at der kun opstår liv af lignende liv. . . . Alle får unger der ligner dem selv; alle er født af forældre der ligner dem selv; alle nedstammer fra en lang linje (som strækker sig ubegrænset tilbage i tiden) af skabninger der er ganske som de selv.“

Hvordan forholder det sig med menneskeslægten? Det samme gælder her, og det fremgår af alle historieskildringers vidnesbyrd. I bogen Statement on Race siger Ashley Montague:

„Videnskabsmænd er nået til almindelig enighed om at menneskeheden er en enhed: at alle mennesker tilhører samme art, . . . Der er desuden almindelig enighed blandt videnskabsmænd om at alle mennesker sandsynligvis stammer fra den samme familie. . . .

Sankt Pauli udtalelse om at ’Gud lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade’ er i fuldstændig harmoni med videnskabens opdagelser.“

Professor Moore siger også: „Ved eksperimenter er der absolut intet bevis fundet for at én dyreart kan forandres til en anden dyreart; eller for den sags skyld at én planteart kan forandres til en anden planteart . . . De eneste vidnesbyrd om forandringer der med rette kan regnes som resultat af holdbare videnskabelige metoder, er vidnesbyrdene om genetiske variationer inden for dyrenes artsgrænser, eller inden for planternes artsgrænser.“

Hvad fossilerne afslører

En iagttagelse af professor Moore angående planter og dyr som har levet i fortiden, men siden er uddøde, er også af interesse. Han siger:

„Der findes absolut intet . . . bevis i den vigtigste historiske kilde, nemlig fossilernes vidnesbyrd, for nogen egentlig forbindelse i disse arters rækkefølge efter hinanden. Man har ikke fundet nogen overgangsformer i det fossile materiale, sandsynligvis fordi der slet ikke eksisterer nogen overgangsformer i fossil form. Det er meget muligt at overgange mellem forskellige dyrearter og/eller overgange mellem forskellige plantearter aldrig har fundet sted.“

Det er alt hvad der foreligger efter mere end hundrede års udgravninger. Materialet er nøjagtig det samme som dengang Darwin, for over hundrede år siden, udbrød: „Da der ifølge denne teori [evolutionsteorien] må have eksisteret utallige overgangsformer, hvorfor finder vi dem så ikke i uanede mængder begravet i jordskorpen?“

Han afviste denne vanskelighed ved at sige at det fossile materiale var ufuldstændigt. Men efter mere end hundrede års intensive udgravninger kan denne undskyldning ikke længere bruges. Det fossile materiale er tilstrækkeligt til at vise det samme som de nulevende arter viser — at en levende organisme kun frembringer afkom ’efter sin art’. Man finder ikke at den forandrer sig fra én art til en anden.

Desuden sagde Darwin at hvis det kunne påvises at hele grupper af levende organismer „virkelig er kommet til live på én gang, ville det være skæbnesvangert for evolutionsteorien“. Hvad viser vidnesbyrdene? Professor Moore fortæller:

„I publikationen The Fossil Record fra 1967, . . . udgivet af Londons geologiske Selskab og Englands palæontologiske Forening . . . har cirka 120 videnskabsmænd, alle sammen specialister, udarbejdet 30 kapitler i et monumentalt værk på over 800 sider for at præsentere det fossile materiale af planter og dyr, inddelt i omkring 2500 grupper. . . .

En generel konklusion der kan udledes af disse oversigter er følgende: Hver af de større arter af planter og dyr påvises at have en historie som er adskilt og forskellig fra alle andre arter!!!

Grupper af både planter og dyr opstår pludseligt i fossilerne. . . . Hvaler, flagermus, heste, primater, elefanter, harer, egern og så videre, er lige så tydeligt adskilte ved deres første tilsynekomst som de er nu. Der er intet spor af en fælles forfader, langt mindre af et led der forbinder dem med et krybdyr, den formodede forgænger. . . .

Tilhængerne af den generelle evolutionsteori, som er fortrolige med palæontologiske fakta, indrømmer at der eksisterer et svælg mellem alle de højere kategorier. De indrømmer at dette er et faktum i det fossile materiale som ikke kan bestrides.“

Dette indrømmes virkelig at evolutionister. G. L. Stebbins siger for eksempel i Processes of Organic Evolution angående de fossile vidnesbyrd om oprindelsen til og udviklingen af de større grupper af levende organismer: „Evolutionister lægger først og fremmest mærke til hvor ufuldkomment det fossile materiale er til dette formål.“ Han taler om „dybe kløfter“ og „det fossile materiales ufuldstændighed og ensidighed“.

Men alligevel siger han: „Vidnesbyrdene om tidligere livsformer [i fossil form] er nu omfattende og bliver stadig mere righoldige.“ Der er altså en tilstrækkelig mængde fossiler til at der kan drages konklusioner. Men ingen steder findes de overgangsformer der skulle have eksisteret hvis én gruppe havde ændret sig til en anden gruppe gennem evolution.

Det erkendes at dette også er tilfældet med de lavere livsformer, for Isaac Asimov indrømmer: „Skønt et encellet dyr forekommer primitivt i sammenligning med et menneske, ja selv i sammenligning med en østers, så må selv dét være det endelige produkt af en lang evolutionskæde, som ikke har efterladt sig noget spor.“ Om de højere livsformer siger han: „Måske er både chordater og pighuder forgreninger fra en fælles stamfader, som vi ikke har nogen vidnesbyrd om.“ [Kursiveret af os.]

Det er forståeligt at Stebbins beklagende siger: „Det fossile materiale er netop af den forkerte slags for evolutionister som gerne vil finde ud af hvordan de betydeligste grupper af organismer er blevet til.“

Evolutionisten Edmund Samuel, der er lektor i biologi ved Antioch College i Ohio, indrømmer: „Udviklingstanken kan ikke betragtes som en vægtig, videnskabelig forklaring på tilstedeværelsen af de mangeartede livsformer i tiden og rummet. . . . Det er fordi oplysningerne må bruges som omstændighedsbeviser og fordi ingen nøjagtig analyse . . . af fossilmaterialet direkte kan støtte udviklingslæren.“ — Order: In Life (1972), s. 120.

At dømme efter vidnesbyrdene fra de levende organismer og fra fossilerne, hvilken slutning må man da drage, hvis man skal være ærlig? Støtter kendsgerningerne den tanke at livsformerne gradvis har udviklet sig fra art til art? Eller støtter de Bibelens udsagn om at Gud skabte forskellige arter af levende organismer og at de kun kan formere sig „efter deres arter“?