Hvad sker der med pengenes værdi?
I ALLE dele af verden bliver priserne på næsten alt ved at stige. Dette kaldes inflation. Inflation i sig selv er ikke noget nyt, men det omfang og tempo den har nået i dag, er nyt.
Hvor alvorligt anser man dette problem for at være? Bladet Money & Credit har for nylig sagt: „Inflationen er problem nummer ét, det problem der får alle andre til at blegne til ubetydelighed. Hvis den får lov at rase videre med sit nuværende tempo kunne den let ødelægge dette og ethvert andet demokratisk samfunds skrøbelige struktur.“
Hvad der gør situationen så alvorlig er at aldrig før i historien er hele verden blevet ramt af en sådan inflation på samme tid. Og i de seneste år er stigningstakten for priserne i mange lande taget til.
Det betyder at man får mindre og mindre for pengene. Og for dem der har relativt faste eller lave indkomster er dette en stadig større tragedie. De ser sig ude af stand til at forøge deres indkomster tilstrækkeligt til at udligne inflationen. Følgelig falder deres levestandard.
Sagkundskaben er bekymret
Vedrørende inflationstempoet har U.S. News & World Report sagt: „Ikke i et kvart århundrede . . . er priserne steget så hurtigt og så vedvarende.“ Og New York Times tilføjer:
„Hvis amerikanske forbrugere er irriterede over en inflationsstigning på 8 procent, betragt så japanerne . . . de nuværende engrospriser i Japan er gået 16 procent op og detailpriserne 13 procent i forhold til sidste års niveau. . . .
Stigningen i Sydamerika har langt oversteget 100 procent i nogle lande. I det relativt stabile Peru er priserne steget omkring 12 procent om året i de sidste to år.“
I august 1973 sprang priserne i De forenede Stater i vejret så hurtigt som aldrig før i seksogtyve år. Eftersom De forenede Stater er det væsentligste grundlag for den vestlige verdens økonomiske system, var sagkundskaben i hele verden overordentlig bekymret over konsekvenserne af en sådan inflation.
De ødelæggelser den verdensomspændende inflation forårsager har fået chefen for nationalbanken i Zambia til at betegne verdens pengesystemers fremtid som „trist“. Og den nigerianske avis Daily har i forbindelse med forvirringen i verdensøkonomien opfordret de afrikanske lande til at ’fastsætte deres egne valutakurser for at eliminere de tab der er en følge af verdens valutakrise’.
Hvorfor er der en sådan verdensomspændende inflation netop nu? Der er adskillige grunde til denne meget komplicerede situation. Men som økonomen Milton Friedman for nylig har skrevet i Newsweek, er nogle af grundene følgende: „Der fremstilles for mange penge, regeringerne bruger for mange,“ og regeringerne foretager for mange indgreb. Mange lande giver nu flere penge ud end de får ind. For at betale de uhyre rustningsudgifter og krigsomkostninger, de offentlige tjenesteydelser og andre ting de ønsker, har de konstant sat sig i gæld. For at betale deres regninger er de nødsaget til enten at låne penge eller selv trykke dem. Dertil kommer at befolkningen selv har været med til at låne i uhyre udstrækning. Og virkningen af alle disse overskydende penge der ’jagter’ varer og tjenesteydelser, er at priserne skrues i vejret.
Hvordan kan denne situation afhjælpes? Det er interessant at undersøge hvad flere og flere sagkyndige nu siger.
„På vej mod fallit“
Sidst i 1973 bragte New York Times denne overskrift: „Højkonjunktur i Europas økonomi frygtes at være på vej mod fallit,“ Næsten samtidig udtalte U.S. News & World Report: „Blandt bankfolk, økonomer og politikere over hele Europa er der en udbredt frygt for at regeringerne er ved at miste kontrollen over lønprisskruen, og at den løbske inflation vil føre til økonomisk katastrofe.“
Mens der for blot få år siden kun var et lille antal økonomer der fremsatte sådanne sørgelige forudsigelser, er der nu flere og flere. Nicholas L. Deak, præsident for en stor valutabank i Nordamerika, har sagt at ’inflationen vil føre til en verdensomspændende krise der vil få 1930rne til at se ud som en sommerferie’. Han sagde også: „Inflationen skaber en højkonjunktur der ender med katastrofe. Tendensen kan ikke vendes i modsat retning uden en stor krise.“
London-bladet Financial Times har sagt at udsigterne for den nærmeste fremtid ’kunne få det til at løbe én koldt ned ad ryggen’, og fremsat følgende kommentar:
„Da dr. Schaefer, den højt ansete direktør for den største bank i Schweiz, for nylig advarede mod faren for at hele [verdens] økonomiske system ’kunne møde et tragisk endeligt’, overdrev han ikke.
Han gav blot udtryk for en bekymring som selv de mest nøgterne iagttagere af den internationale skueplads ikke længere finder det let at skubbe fra sig — at inflationen nu har nået det punkt hvor intet kan forhindre den i fuldstændig at ødelægge verdens valutagrundlag, med konsekvenser der er for frygtelige til at tænke på.
Dr. Schultz, kommentator af internationale økonomiske forhold, siger det rent ud når han i sin seneste nyhedsmeddelelse erklærer at . . . ’Pengene er ved at dø’.“
Et medlem af Englands parlament, sir Henry d’Avigdor-Goldsmid, en finansmand som London-bladet Sunday Telegraph for 22. juli 1973 omtalte som „selve mønsteret på skønsom forsigtighed“, har advarende sagt:
„Da [vulkanen] Vesuv kom i udbrud var Pompejis indbyggere sandsynligvis i færd med at drøfte planerne for de nye offentlige badeanstalter. Det var uden tvivl en sag af stor interesse for dem, men de var fuldstændig uvidende om den syndflod af død og ødelæggelse der snart skulle regne ned over dem . . .
Vi står over for noget der svarer til et udbrud af Vesuv. Prisinflationen i hele verden i de sidste 18 måneder er noget der vil gøre en ende på en stor del af den vestlige verden som vi kender den.“
Kan tidevandsbølgen vendes?
Hvis inflationens uhæmmede tidevandsbølge vil bringe katastrofe, kan den da standses? Er det realistisk at håbe at den vil?
Historien giver ingen trøst til dem der nærer for megen tillid til penge. Vedrørende den amerikanske inflation, for eksempel, har New York Times sagt:
„Den nuværende stigningstakt for inflationen i amerikansk økonomi . . . er, i hvert fald for en stor del, et mysterium for de sagkyndige . . .
Næppe nogen økonom, inden for eller uden for statsadministrationen, har drømt om at de sidste tre eller fire måneders stigning i inflationen ville være så stor som den har vist sig at være.“
Sagkundskaben havde således ikke forudset det der er sket i den senere tid. Og endnu mere ildevarslende er det at nogle af eksperterne er af den opfattelse at der ikke kan gøres meget ved det på dette sene tidspunkt. London-bladet Financial Times bemærker:
„Det at ledende finansmænd næsten overalt opfører sig som om de kan se at problemet er blevet alt for stort til at de kan klare det, enten individuelt eller kollektivt, gør uundgåeligt at disse [tegn på en kommende katastrofe] får det til at løbe endnu mere koldt ned ad ryggen på én.“
Noget lignende skriver U.S. News & World Report: „En følelse af hjælpeløshed og bekymring for verdens valutaudsigter synes at have grebet ledende bankmænd fra De forenede Stater og Europa.“ Verdensbanken har advaret om at der ingen ende er i sigte på verdensinflationen. Og Economic Education Bulletin, der udgives i De forenede Stater, erklærer:
„Uanset hvor stærk og velhavende den nation er hvor inflationen indtræffer, kan denne i begyndelsen snigende proces til sidst ødelægge nationens økonomiske system og misdanne dets folks moralske karakter.
Dette har været menneskehedens uundgåelige erfaring i alle de århundreder historien dækker, uden en eneste undtagelse til dato.“ (Kursiveret af os)
Mener De at vor tid, der erfarer den første verdensomspændende inflation af en sådan størrelse, vil være en undtagelse fra denne regel?
Overvej også dette: I en lederartikel i London-bladet Sunday Telegraph har P. Worsthorne sagt at inflationen „repræsenterer instinkter af menneskelig grådighed og selviskhed der er så primitive og dybe at de går ud over grænserne for sund fornuft.“ Denne iagttager fortsatte med at sige:
„Kunne det være at inflationen også er en form for massevanvid med rod i det onde, lige så lidt helbredelig og kontrollabel ved hjælp af økonomisk sans og politisk sund fornuft som nazismen var ved hjælp af det internationale diplomatis normale terapi? . . .
Når man taler privat med folk der kender til disse ting, er deres beskrivelse af inflationens udfordring så mørk og ildevarslene, næsten så apokalyptisk, at det antyder at der skal virkelig pinefulde midler til for at helbrede den.“
Mener De at verdenslederne kan ændre menneskers selviske og grådige natur, der er så fremherskende i dag? Mener De at de kan gøre det i den nødvendige verdensomspændende målestok? Der er ikke noget som helst vidnesbyrd om at dette er ved at blive gjort — eller vil blive gjort af vor tids jordiske ledere.
Barske påmindelser
Et stort firma der repræsenterer flere fabrikanter skrev til sine klienter sidst i 1973 og sagde at den nuværende inflation „desværre minder om 1929. Den ledsages af en anden tilstand der viste sig i 1929, nemlig mangel på tillid til regeringerne“.
Hvad der også er interessant er påmindelsen om at der, for eksempel i De forenede Stater, er blevet pumpet papirpenge ind i samfundshusholdningen meget hurtigere end det skete før den store krise. Andre nationer har gjort det samme. Som Wall Street Journal bemærkede: „Pengebeholdningerne i dusinvis af lande svulmer op i vor tid med en årlig stigningstakt der skal skrives med to cifre, viser tallene fra den internationale valutafond. Det er tydeligt at sådanne stigninger er alt for voldsomme.“
Man må forstå at en sådan bekymring for pengesystemernes sammenbrud ikke blot skyldes en teoretisk og næppe sandsynlig mulighed. Det er sket gang på gang for mange nationer. Til forskellige tider har dette ført til anarki, radikale ændringer i samfundet, diktatur, ja endog krig.
I Tyskland, for eksempel, var pengebeholdningen i august 1922 på 252 milliarder (252.000.000.000) mark. Blot 15 måneder senere var den steget til 497 trillioner (497 efterfulgt af 18 nuller)! Det var omkring to milliarder gange så mange som 15 måneder tidligere! Denne inflation ødelagde det tyske pengesystem. Folk sparepenge smuldrede bort, økonomien blev slået i stykker. Resultatet var anarki, der banede vejen for Hitler og nazismen.
En lignende inflation i 1940rne bidrog til at bane vejen for den kommunistiske magtovertagelse på Kinas fastland.
En anden vigtig faktor
Som tidligere bemærket er en fundamental grund til at mange lande har haft en stigende inflation, at deres regeringer har givet flere penge ud end de har fået ind. Men nu er der et andet element der forværrer situationen.
Hvad er det? Der er kommet verdensomspændende knaphed på nogle af de mest livsnødvendige varer, såsom mad, stoffer, fibre, energikilder og mineraler. Denne knaphed i global målestok betyder at den stigende pengebeholdning kan købe relativt færre af sådanne varer. Dette vil give de allerede stigende priser endnu et opsving. Herom fremsatte New York Times denne kommentar:
„Vareprisernes løbske inflation skyldes ikke udelukkende administrativ politik. Der har været et opsving verden over i efterspørgselen efter mad og andre ressourcer på et tidspunkt hvor høstudbytterne svigter og der er knaphed på fødevarer verden over. . . .
Med hensyn til fødevarer og andre varer er de nationale regeringer de værste til at hamstre — Sovjetunionen, Kina, Japan, Brasilien og mange andre lande. Ængstelige for knaphed og direkte sult ophober nationerne fødevarer så hurtigt de kan, idet de desperat prøver at overbyde hinanden.“
Harvard-økonomen Otto Eckstein har kaldt den resulterende iøjnefaldende stigning i verdenspriserne på varer, især fødevarer, for „en økonomisk katastrofe af historiske dimensioner“.
Ganske vist stiger produktionen af de nødvendigste varer undertiden nok til at lindre knapheden midlertidigt. For eksempel afhjalp den gode høst i efteråret 1973 fødevaresituationen i nogle lande.
Imidlertid vokser verdens befolkning med et tempo af 75.000.000 mennesker om året! Det er nettooverskuddet af fødsler i forhold til dødsfald. Denne „eksploderende“ verdensbefolkning er grunden til at de sagkyndige er så sikre på at uanset hvilken midlertidig lindring der måtte komme i produktionen af grundlæggende varer, vil den være meget kortvarig. Befolkningspresset vil med tiden føre til en stadig stigende efterspørgsel efter alle varer.
Dertil kommer at der nu er ved at være knaphed på jord der er anvendelig til afgrøder og produktion af andre varer. Dette skyldes erosion, misbrug af jorden, byernes vækst samt bygning af landeveje, huse, fabrikker og andre ting der sluger jord.
Endvidere skaber ønsket hos udviklingslandene om at få en bedre levestandard, bedre mad, bedre klæder, og flere materielle ting, en uhyre stigning i efterspørgselen efter de mest nødvendige varer. Så selv uden en befolkningstilvækst ville denne ’stigende forventning’ i udviklingslandene stille store krav til beholdningerne. Men når dette problem føjes til den betydelige befolkningstilvækst der sker hvert år, giver det et enormt pres på jordens ressourcer.
Om dette voksende problem siger U.S. News & World Report: „Den nuværende knaphed på fødevarer, brændsel og andre ting er kun et fingerpeg om hvad der kommer. . . . Sagkyndige advarer om at hele verden — ikke blot denne nation [U.S.A.] — er ved at presse sig imod de yderste grænser af jordens ressourcer.“
Hele dette pres betyder naturligvis at priserne i det lange løb sandsynligvis vil fortsætte i én retning — opad.
Hvor det fører hen
I det forholdsvis velhavende U.S.A. har de høje priser og knapheden ført til en tydelig stigning i antallet af tyverier. Ældre forbrugere bliver også grebet i at stjæle fra fødevarebutikkerne. Som en kvinde på otteogtres år sagde da hun blev grebet i at rapse nogle få tomater: „Jeg havde simpelt hen ikke råd til at betale dem.“
Når en sådan opførsel bliver mere udbredt på et tidspunkt der betragtes som ’højkonjunktur’, hvad kan man så forvente når tilstandene bliver endnu vanskeligere? I en artikel i London-bladet Sunday Telegraph har P. Worsthorne sagt: „For at sige det rent ud, så frygter jeg at dette land [England] ligesom resten af den industrialiserede verden bevæger sig ind i en periode med frygtelige politiske voldsomheder og spændte tilstande, efterhånden som masserne . . . udsættes for, eller mener de udsættes for, en forringelse af deres levestandard.“
Et fingerpeg om hvordan det kan gå ses af ’hvad der er sket i Indien. Det konservative indiske blad Times siger om dette land: „Overalt er der tegn på strid og uro — blandt ungdommen, blandt arbejderne på fabrikkerne og i landbruget, og mest ildevarslende af alt: blandt dem der leder regeringen.“ Den indiske regering indrømmer at landet står over for sin værste økonomiske krise siden det blev uafhængigt.
I De forenede Stater talte tidsskriftet Times Magazine om „en voksende følelse af frustration“ blandt folk på grund af inflationen. Det tilføjede: „Alle ulemper, alle brændpunkter, alle trusler mod samfundsordningen og stabiliteten udspringer fra den samme kilde — kronisk inflation, der avler social uretfærdighed i et tempo som en febervirus. . . . de fattige og de gamle er feberens første ofre, men ikke de sidste. Bitter social spænding er et sikkert resultat af inflationen.“
De fleste lande verden over er således i store vanskeligheder på grund af inflationen. At dette er sket over hele verden samtidig og med en sådan hårdnakkethed og voldsomhed, er i sandhed enestående i historien — og også i høj grad betydningsfuldt.
Advarende signaler
Hvad der finder sted i vor tid verden over er et tydeligt signal, der på forhånd advarer om at vi nærmer os afslutningen på det nuværende økonomiske system. Selv om nogle regeringers midlertidige forholdsregler kan standse eller endog vende tendensen i modsat retning en kort tid, vil disse ikke gavne i det lange løb. Hvorfor ikke? Fordi de nuværende verdensforhold, og dermed også den økonomiske usikkerhed, giver umiskendelige vidnesbyrd om at hele verdenssystemet, ikke blot den økonomiske del af det, er kommet ind i sin ’endens tid’. Den farlige økonomiske situation er kun ét af de mange problemer der fylder folk med rædsel. Det Jesus Kristus profeterede om „de sidste dage“ for denne tingenes ordning er i sandhed ved at blive opfyldt: „På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed . . . Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ — Luk. 21:25, 26.
Det blev forudsagt at „de sidste dage“ skulle kulminere i en „’stor trængsel hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. (Matt. 24:21) Denne trængsel vil rense jorden for de økonomiske faktorer der har bragt og fortsætter med at bringe vanskeligheder over millioner. Ja, alle jordiske regeringer og deres pengesystemer vil blive udskiftet med én regering — en retfærdig administration under ledelse af Guds selvopofrende søn, Jesus Kristus. — Es. 9:6, 7; Dan. 2:44.
Når „den store trængsel“ indtræffer vil selv de mest stabile af verdens pengesystemer være ude af stand til at købe beskyttelse. Situationen vil da være parallel med den indbyggerne i Juda og Jerusalem erfarede i det syvende århundrede før vor tidsregning. Angående dem forudsagde profeten Ezekiel:
„Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for snavs; deres sølv og guld kan ikke redde dem på [Jehovas] vredes dag.“ — Ez. 7:19.
Den fare vi befinder os i er således langt alvorligere end sammenbruddet af alle nationale valutaer. Bibelens profetier viser klart at den generation der lever nu, står over for „en stor trængsel“ uden sidestykke, en tid hvor kun en godkendt stilling over for Gud vil være af nogen virkelig værdi. (Matt. 24:34) Mennesker overalt må derfor tænke alvorligt over hvad de kan gøre for at overleve denne ødelæggelse. Stræber De efter at opbygge et omdømme hos Skaberen for at have gjort det gode, så De kan være blandt dem der bliver beskyttet på hans vredes dag?
Det er klogt at mærke sig Guds ord: „Hvo der stoler på sin rigdom, falder, retfærdige grønnes som løv.“ — Ordsp. 11:28.
[Ramme på side 5]
„Intet kan standse inflationen“
Inflationen har nu nået det punkt hvor intet kan forhindre den i fuldstændig at ødelægge verdens valutagrundlag, med konsekvenser der er for forfærdelige til at tænke på. — London-bladet „Financial Times“.
[Oversigt på side 6]
Voksende knaphed på mineraler bidrager til at skrue priserne i vejret. I USA, verdens største forbruger, er det strategiske lager blevet reduceret
USAs lager af strategiske mineraler (am. tons)
Aluminium
1965: 1.893.000
1972: 1.275.000
Nedgang: 32 procent
Kobber
1965: 1.002.000
1972: 259.000
Nedgang: 74 procent
Nikkel
1965: 211.000
1972: 39.000
Nedgang: 81 procent
Tin
1965: 292.000
1972: 251.000
Nedgang: 14 procent
Zink
1965: 1.416.000
1972: 1.040.000
Nedgang: 26 procent
[Illustration på side 4]
Er inflationen ligesom Vesuv?
Et engelsk parlamentsmedlem advarer om faren ved at være ligegyldig over for inflationen, idet han sammenligner dette med den ligegyldighed Pompejis indbyggere viste før Vesuvs udbrud
[Illustration på side 7]
Mange sagkyndige siger at uanset hvilken midlertidig lindring nationerne opnår med hensyn til vareknaphed og høje priser, vil den snart blive gjort til intet af en verdensbefolkning der „eksploderer“ med en forøgelse på 75 millioner om året.