Mit liv som kirurg

KIRURGIEN, som jeg valgte til levevej, er et af de ældste erhverv. Gamle ægyptiske og babyloniske beretninger fortæller at man anvendte kirurgi så langt tilbage som for fire tusind år siden. Og visse arkæologiske fund antyder at kirurgien er endnu ældre.

Jeg holder af at tænke at kirurgien er lige så gammel som mennesket selv. Bibelen siger jo i Første Mosebog 2:21, 22: „Så lod Gud [Jehova] dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet, som Gud [Jehova] havde taget at Adam, byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.“ Det er værd at bemærke at Gud bedøvede Adam før han opererede ham, og bagefter ’syede’ såret sammen. Mindre operationer udført af mennesker går i hvert fald så langt tilbage som til Abrahams tid. På Guds bud lod Abraham sig selv og alle af mandkøn i sin husstand omskære. — 1 Mos. 17:10-14, 22-27.

En førende amerikansk professor i kirurgi har engang sagt: „Kirurgens uddannelse er den strengeste og mest krævende blandt alle professioner eller beskæftigelser, og hans ansvar er det tungeste.“ Hvad fik da mig til at vælge denne profession? Min opvækst, og dét at arbejdet syntes at være lige så tilfredsstillende som det var fængslende.

Min fader var landsbylæge. Han boede i en lille by i Oklahoma og var læge for landmænd og andre i mange miles omkreds. Vi var fem drenge i familien, og jeg var den ældste.

I sine unge dage kørte min fader i hestevogn når han skulle på sygebesøg på landet. Senere hen, da han kørte i en Ford T når han skulle besøge sine patienter, var jeg med ham. Endnu før jeg var tolv år gammel var jeg endda hans deltidschauffør, og så at sige også hans medhjælper som læge.

Efterhånden som årene gik kunne jeg hjælpe ham mere og mere; det var dengang man foretog operationer på køkkenbordet. Et mindeværdigt tilfælde var da en landmand var blevet sparket i hovedet af sit muldyr og næsten havde fået hovedhuden flået af. Min fader opererede ham under et træ, med mig som den betagede assistent. Somme tider når en patient skulle bedøves fik jeg til opgave at give ham nogle få indåndinger kloroform mens min fader udførte operationen. I dag bruger man naturligvis en række bedre bedøvelsesmidler, og det er sjældent man opererer under et træ.

Jeg bliver kirurg

Da jeg var færdig på high school kom jeg på college. Jeg valgte den levevej jeg syntes det var en selvfølge at vælge, nemlig at blive læge. Min fader havde aldrig opfordret mig til at tage hans profession op, men det behøvede han heller ikke. Hans eksempel, hans venlighed og medfølende godhed og hjælpsomhed, samt den store agtelse man havde for ham, gav mig ønsket om også at blive læge.

Jeg begyndte med et toårigt grundlæggende videnskabeligt studium ved Oklahomas universitet som en forberedelse til det medicinske studium, og fortsatte så med det almindelige fireårige studium ved det samme universitets lægevidenskabelige fakultet. Det krævede en energisk indsats at studere de forskellige lægelige emner, såsom anatomi, fysiologi, biokemi og histologi, men jeg nød det. Da jeg var halvvejs gennem dette studium bestod jeg universitetseksamen i naturvidenskab, og fra da af indbefattede studiet også praktisk arbejde med hospitalspatienter og det at hjælpe børn til verden hjemme hos kvinder der var så fattige at de ikke havde råd til at blive indlagt på hospitalet.

Trods den alvorlige medicinske uddannelse skete det at ungdommens mangel på alvor dukkede op til overfladen. Efter en hjemmefødsel hørte den nybagte moder en anden studerende og mig bruge ordet „placenta“ (moderkage). Hun syntes ordet lød smukt og foreslog derfor at hendes nyfødte pige skulle have dette navn. Uden at give hende nogen forklaring udfyldte vi den officielle navneattest i overensstemmelse dermed. Det varede imidlertid ikke længe før vore professorer og myndighederne tog os grundigt i skole, og vi måtte give moderen en undskyldning og hjælpe hende med at finde på et andet navn der var mere passende end „Placenta“.

Efter eksamen tog jeg et års turnustid som kandidat ved Baltimore City Hospital i Maryland. I løbet af dette år arbejdede jeg efter tur med det ene speciale efter det andet, såsom medicin, pædiatri, kirurgi, obstetrik, gynækologi og psykiatri. Denne praktiske erfaring hjalp mig til at se hvad disse forskellige specialer indbefattede. Da året var gået valgte jeg kirurgi; jeg syntes det var det mest interessante og det der frembød den største udfordring. Derfra tog jeg til et hospital i en lille by i Tennessee for at fortsætte min uddannelse til kirurg, men fik snart tuberkulose, som jeg sandsynligvis havde pådraget mig da jeg behandlede tuberkulosepatienter i Baltimore. Jeg måtte på sanatorium nogle måneder og derefter hjem til Oklahoma, indtil jeg var rask omkring et år senere.

Så blev jeg fast ansat som kirurg ved amtssygehuset i Santa Barbara i Californien. Efter at der var gået omtrent et år tog jeg en stilling som kirurg i samarbejde med en gruppe på omkring fireogtyve læger i privat praksis. Senere tog jeg to års orlov så jeg kunne uddanne mig yderligere hos professor Owen H. Wangensteen, en af Amerikas førende kirurger, ved hospitalet der var tilknyttet universitetet i Minnesota. Endelig, efter omkring fjorten års studium og praktisk uddannelse ved forberedende skoler og lægevidenskabelige fakulteter, specialiseret hospitalsuddannelse og praktisk erfaring, var mit ønske om at blive færdiguddannet kirurg blevet opfyldt.

Men så skete der noget som skulle ændre både mit syn på livet og min fremtid som kirurg. Det havde nær forbindelse med spørgsmålet om blodtransfusion og det problem det var i forbindelse med de kristne vidner for Jehova.

Problemet blodtransfusion

Det var ikke blot min faders virke som læge der havde indflydelse på min barndom; begge mine forældre var også Jehovas vidner — de eneste i miles omkreds. Jeg voksede op med stor respekt for Bibelen, men virkeligt kendskab til den havde jeg ikke. Dette skyldtes uden tvivl at min fader var så optaget af sit arbejde som læge. Desuden blev der dengang ikke lagt så stor vægt på familiebibelstudiet som Jehovas vidner gør nu. Jeg rejste derfor hjemmefra da jeg skulle på college, en dreng fra landet som var besluttet på at blive læge, og med bibelske principper stærkt prentet i mit sind, principper som jeg ikke virkelig forstod at værdsætte før mange år senere.

I de år jeg var på det lægevidenskabelige fakultet så jeg mine første blodtransfusioner primitive donor-til-patient-processer, lidt drastiske og for det meste mislykkede. Men den anden verdenskrig med dens frygtelige blodtab satte fart i brugen af blodtransfusioner. Krigen var også årsag til at de fleste læger på min alder meldte sig til de væbnede styrker. Jeg meldte mig som frivillig til at tjene som kirurg i hæren, men blev kasseret fordi jeg havde haft tuberkulose. Senere prøvede jeg at komme ind i flåden ved ikke at fortælle at jeg havde haft denne sygdom, men på en eller anden måde fandt de ud af det alligevel og derfor blev det mig også nægtet at komme ind i flåden. Jeg fortsatte derfor min løbebane som civil kirurg.

Indtil min faders død i begyndelsen af 1950 var det vigtigste i mit liv min karriere som kirurg. Men hans død og den begravelsestale jeg hørte ved den lejlighed gjorde et stærkt indtryk på mig, så jeg begyndte at tænke alvorligt over religion.

Det havde generet mig lidt at mine forældre altid var blevet latterliggjort på grund af deres tro. Jeg havde altid beundret dem for deres standpunkt for troen, men efter at jeg rejste hjemmefra havde jeg ikke tænkt nærmere over det. Nu da jeg hørte Bibelens sandheder om livet og døden og Guds rige som håbet for fremtiden, blev gamle minder fra barndommen vakt til live. For sin tro på sådanne ting var min fader blevet regnet for en religiøs fanatiker af mange af sine gamle venner, og nogle beskyldte ham endog for at være sindssyg. Jeg kendte ham som en intelligent og dannet mand med kunstnerisk sans, og med evnen til at sætte sig i andres sted. Han var ikke en mand der accepterede en tanke uden først at have undersøgt den grundigt. Hans bedømmelse af tingene var velgennemtænkt. Han var næsten overdrevent ærlig. Jeg kunne umuligt forestille mig at han skulle sætte sit liv ind på noget der ikke var noget værd. Han var ikke en religiøs hykler. Jeg følte en inderlig trang til at foretage en kritisk undersøgelse af hans forestilling om Gud og Hans hensigter med mennesket.

For første gang i mit liv påbegyndte jeg et alvorligt studium af Bibelen, først og fremmest fordi min fader havde haft så stor tillid til den. Jeg læste den igennem på en måned sammen med alle de publikationer udgivet af Vagttårnsselskabet jeg kunne få fat på. Dette overbeviste mig om at Bibelen er sandheden fra Gud og at min fader som et af Jehovas vidner havde forstået den rigtigt. Jeg vidste at jeg måtte gøre noget i den forbindelse. Ved Jehovas vidners stævne på Yankee Stadium i 1950 symboliserede jeg derfor min indvielse til at gøre Guds vilje ved at lade mig døbe i vand. To af mine brødre der som følge af den samme begravelsestale havde følt sig tilskyndet til alvorligt at undersøge Bibelen, blev døbt sammen med mig.

Eftersom jeg var overbevist om at Bibelen var sand, anerkendte jeg villigt det den sagde om blodets hellighed, selv om jeg aktivt havde medvirket ved hundreder af blodtransfusioner og havde set fremgangsmåden udvikle sig med mange tekniske forbedringer. Det udgjorde nu et virkeligt problem for mig at følge Bibelens befaling om at man skal „afholde sig . . . fra blod“. (Ap. G. 15:20, 29) Jeg havde et godt samarbejde med lægerne i Santa Barbara, med udsigt til en dag at komme til at lede den kirurgiske afdeling. Men dengang blev brugen af blod betragtet som en nødvendighed i „god“ medicinsk og kirurgisk lægebehandling; Bibelen forbyder brugen deraf og viser at det er forkasteligt i Guds øjne. For at holde fast ved min indvielse til at gøre Guds vilje i alle ting havde jeg intet andet valg end at fratræde min stilling, og det gjorde jeg.

Men hvad skulle jeg nu gøre? Jeg havde kone og to små børn at sørge for. Desuden måtte jeg stadig betale af på gæld som jeg havde stiftet under min uddannelse til kirurg. Jeg begyndte derfor at søge efter et område hvor man havde hårdt brug for en læge. Desuden opstod den tanke hos mig: Kunne jeg ikke bruge mine evner som kirurg til at hjælpe Jehovas vidner som man havde nægtet at operere andre steder fordi de nægtede at modtage blodtransfusion?

Jeg hørte snart om det lille tømrersamfund Loyalton i det nordlige Californien. Dér var et nyt hospital som forbundsstaten havde ladet opføre, og det havde omtrent femten senge samt alt det nødvendige udstyr, men ingen læge. De havde i fortvivlende grad brug for en læge; men der var ingen i hele amtet. På det tidspunkt var jeg vant til at blive betragtet som en lægelig og religiøs mærkværdighed, men jeg gik ud fra at de et sted hvor de havde så hårdt brug for en læge ville acceptere mig. Og det gjorde de.

I cirka fire år praktiserede jeg som almindelig læge og kirurg der, og samtidig fik jeg stor praktisk erfaring som hus-til-hus-forkynder. Mine naboer i området kunne se om jeg var ude i det ene eller det andet ærinde, blot ved at kigge efter hvilken taske jeg havde med. Min familie og jeg kunne godt lide at bo der, og vi fandt mange mennesker der var interesseret i regelmæssigt at studere Bibelen sammen med os. Ved én lejlighed blev der døbt syv.

Det budskab Jehovas vidner forkyndte var nyt for beboerne i de små landsbyer i dette isolerede område, og vi havde mange interessante oplevelser i vores tjeneste. En kendt dame vågnede op fra narkosen efter at jeg havde opereret hende og sagde højt at hun vidste at hun ikke var død, for „de døde ved ingenting“, og selv hvis hun skulle dø ville hun ikke komme i et brændende helvede eftersom helvede blot var graven. I sin halvt bevidstløse tilstand sagde hun at enhver som havde spørgsmål kunne henvende sig til mig for at få en nærmere forklaring. Et stykke tid efter at hun var blevet rask blev også hun døbt.

Intolerance fra andre lægers side

Hvad fik mig da til at forlade Loyalton hvor jeg havde det så godt? En rejsende repræsentant for Vagttårnets selskab spurgte mig om jeg var villig til at flytte hen til et sted hvor der var mere brug for min tjeneste — det vil sige min tjeneste som præsiderende tilsynsmand for en menighed af Jehovas vidner end i Loyalton. Jeg sagde til ham at det ville jeg med glæde, og det var grunden til at jeg flyttede til Lodi i Californien.

Jeg havde imidlertid ikke været der mere end et halvt år før jeg havde en konflikt med byens læger om blodtransfusion. Et ældre Jehovas vidne fra en anden by kom til mig for at få hjælp. Hans tilstand var alvorlig på grund af en svulst i underlivet der krævede en operation i to etaper. Før jeg fik begyndt på den enkle første etape, mødte jeg imidlertid modstand fra narkoseafdelingen og repræsentanter for hospitalspersonalet. De sagde til mig at medmindre patienten fik blod kunne han ikke klare den operation han var nødt til at gennemgå. Mit argument, at patienten af religiøse grunde bestemt havde anmodet om ikke at få blodtransfusion, lød for døve ører. At operationen kunne udføres hurtigt og uden nævneværdig risiko blev ikke taget i betragtning. Man tog heller ikke hensyn til at han var villig til at tage det fulde ansvar for konsekvenserne af sit standpunkt. Han måtte forlade hospitalet.

Derefter fulgte der møder og afhøringer hvor lægerne og hospitalets forstandere og bestyrelse udøste deres vrede over mig. Ingen forklaringer blev godtaget. Til sidst blev jeg udelukket fra hospitalets stab af kirurger. Amtets, statens og nationens lægeforeninger annullerede alle mit medlemskab. Jeg kunne nu ikke søge ansættelse på noget anerkendt hospital i De forenede Stater.a

Dette var en chokerende oplevelse for mig der havde betragtet lægegerningen som en slags menneskekærlig barmhjertighedsgerning. Mine tidligere erfaringer og forbindelser havde måske været for ideelle. Nu blev jeg skældt ud for at være en nar og en morder. Ironisk nok havde mange af mine mest højrøstede modstandere virket som såkaldte lægemissionærer. Den særlige respekt jeg havde haft for læger som mennesker, havde jeg nu næsten helt mistet.

Deres afskedsord gik ud på at hospitalets bestyrelse havde besluttet at hverken Jehovas vidner eller andre der ikke var indforstået med at modtage blodtransfusion efter lægens ordre, kunne blive indlagt på hospitalet. Hvor ubøjeligt de anvendte denne regel skulle jeg blive klar over i løbet af få uger. Min moder kom for at besøge os, og mens hun var hos os fik hun et hjerteanfald. På hospitalet nægtede man at indlægge hende, selv om der hverken var tale om at hun skulle opereres eller have blodtransfusion. Jeg måtte derfor tage hende med til en anden by hvor hun kunne blive indlagt. Hun døde næste dag.

Jehovas vidner som patienter

Nu måtte jeg igen tage stilling til spørgsmålet: Hvor skulle jeg tage hen? Jeg hørte snart om et lille privat hospital hvor personalet bestod af kiropraktorer; det lå i Stockton, omkring tyve kilometer fra Lodi. Jeg havde en samtale med dem, fremførte mine kvalifikationer og fortalte dem om mit standpunkt i forbindelse med blodtransfusion. De sagde ja, jeg måtte bruge deres udstyr, for da de var kiropraktorer var de ikke bundet af lægeforeningernes boykot. I øvrigt blev hospitalets udstyr i høj grad forbedret og udvidet i årenes løb. Og sådan gik det til at jeg i de næste fjorten år arbejdede som kirurg på dette hospital. Fra da af var flere og flere af mine patienter Jehovas vidner som var blevet nægtet hjælp af andre læger og hospitaler på grund af deres kristne standpunkt i forbindelse med blodtransfusion.

I alle disse år og efter den tid har jeg ikke givet en eneste blodtransfusion. Så vidt jeg ved er der ingen patienter der har mistet livet som følge af dette, selv om mange har gennemgået store operationer. Det har været særlig opmuntrende for mig på første hånd at se vidnesbyrd om at Bibelens retningslinjer angående blodet er sande. Lægevidenskaben er selv gradvis blevet klar over at blod ikke er en ufarlig livredder. Blodtransfusion anerkendes nu at være en farlig behandlingsmetode — lige så risikabel som enhver anden transplantation af et organ. Lægetidsskrifter siger i dag mere om farerne ved denne behandlingsmetode end om de før så omtalte fordele. Hvis jeg havde fulgt den sædvanlige fremgangsmåde og givet blodtransfusioner i løbet af de sidste treogtyve år jeg har praktiseret, er det meget sandsynligt at flere ville have mistet livet som følge af en af de farer man nu véd knytter sig til anvendelsen af blod.

De Jehovas vidner der kom til Stockton for at blive opereret af mig, vakte i det store og hele min største respekt og beundring. På grund af deres kristne samvittighed var de villige til at risikere deres eget eller deres nærmestes liv. Og hospitalspersonalet havde meget høje tanker om dem. De blev betragtet som respektfulde og samarbejdsvillige mennesker, og de var altid hensynsfulde over for sygeplejerskerne og det øvrige personale. De fik i virkeligheden et sådant omdømme at hospitalsforvaltningen undlod den formalitet først at forvisse sig om at de var i stand til at betale før de blev indlagt på hospitalet.

Og det var ikke blot dem der kom for at blive opereret der var et vidnesbyrd ved deres eksemplariske opførsel. Der var også et lokalt Jehovas vidne, en husmoder, som hver dag kom på hospitalet og besøgte dem der var indskrevet som Jehovas vidner. Hendes besøg var meget velkomne da patienterne ofte kom langvejsfra og ikke havde andre besøgende. Den venlighed og betænksomhed hun viste ved at opfylde disse patienters ønsker og skaffe dem hvad de havde brug for, gjorde et stort indtryk på hospitalets ansatte da de var klar over at hun ikke kendte nogen af patienterne personligt.

Engang rejste et af Jehovas vidner over seksten hundrede kilometer for at gennemgå en større operation hos mig. Hans sygeplejerske ville gerne vide hvorfor han var kommet den lange vej. Kendte han kirurgen personligt? Nej, det gjorde han ikke. Havde han hørt om hans renommé? Ja, det havde han hørt om; men den egentlige grund til at han var kommet var at denne læge tilbad og tjente den samme Gud, Jehova, som han gjorde. Da sygeplejersken fortalte mig dette indrømmede hun at det var denne fælles tilbedelse af og tjeneste for Jehova der forklarede det nære forhold Jehovas vidner har til hinanden.

Man bliver ved med at lære

American College of Surgeons kan godt lide at fremhæve en beskrivelse fra det fjortende århundrede af hvordan en kirurg skal være. Den lyder:

„Der er fire egenskaber en kirurg nødvendigvis må have: For det første skal han være lærd, for det andet skal han være ekspert, for det tredje skal han være begavet, og for det fjerde skal han kunne tilpasse sig.

Kirurgen bør være dristig i alle sikre ting, og frygtsom i alle farlige ting; han må undgå alle fejlagtige behandlinger og fremgangsmåder. Han bør være venlig mod de syge, hensynsfuld over for sine medarbejdere, varsom i sine forudsigelser. Han skal være beskeden, værdig, mild, medfølende og barmhjertig; ikke begærlig eller ublu i pengesager. Hans løn bør stå i forhold til hans arbejde, til patientens midler, til problemets karakter, og til hans egen værdighed.“

Der er ingen tvivl om at med en så høj standard at stræbe efter er der mulighed for hele tiden at forbedre sig; man må blive ved med at lære. Der er et væld af lægevidenskabelig litteratur man må undersøge — noget af det må man studere omhyggeligt — for at holde sig orienteret om fremskridtene. Faglige diskussionsmøder og laboratorieøvelser er også en vigtig del af den nødvendige fortløbende uddannelse. Ens tekniske dygtighed bliver bedre med erfaringen og øvelsen — en travl kirurg kan foretage adskillige operationer hver dag.

Man er altid taknemmelig når man har heldet med sig i sine bestræbelser, og dette gælder især en læge. Det er yderst tilfredsstillende at medvirke til at en patient bliver helbredt for en alvorlig sygdom. Man lærer af dette, men man lærer også af sine fejl og mislykkede bestræbelser. Det kan naturligvis koste dyrt hvis en kirurg begår en fejl, så en god kirurg må være meget påpasselig. Men han må også være ærlig over for sig selv og indse at fejl ikke fuldstændig kan undgås. Både han og hans patienter kan have nytte af disse alvorlige oplevelser. Heldigvis gælder Hammurabis lov ikke i vore dage, for ifølge den kunne ingen kirurg lære af sine fejl — han fik hænderne hugget af som straf!

God dømmekraft er et vigtigt kendetegn på en god kirurg. Ifølge en selvbiografi — en bestseller — skrevet af en kirurg er den vigtigste del af en kirurgs arbejde at træffe beslutninger eller at vælge. Ved hjælp af flittigt studium, erfaring og teknisk færdighed, håber en kirurg at blive dygtigere på dette område. Mange læger lægger vægt på at man skal behandle „hele mennesket“ i stedet for at begrænse sin interesse til et bestemt sygt sted. Det er sikkert sandt at en dygtig kirurg nødvendigvis må være en der har lært at betragte sine patienter som en helhed. Han vil ikke blot tage patientens syge organer i betragtning, men også hans følelser, hvad han frygter og håber, og hans samvittighed. Man kan med held behandle en sygdom — ved operation eller på anden måde — men samtidig hensynsløst ødelægge et menneske ved at ignorere vedkommendes samvittighed. En kirurg der påtvinger sin patient en uønsket behandling føler sig måske i sin gode ret til at gøre det. Hans større kendskab til sygdom får ham måske til at handle som han gør. Men hans manglende evne til at tage patientens samvittighed i betragtning er en mangel i hans karakter som påvirker hans dømmekraft. Han har ikke behandlet „hele mennesket“.

Den moderne kirurgis bedrifter

Det er i sandhed bemærkelsesværdigt hvilke fremskridt den moderne kirurgi har gjort! Den er langtfra blot en profession hvor man fjerner syge legemsdele; der er gjort store fremskridt med hensyn til at genopbygge og forbedre. Amputerede hænder og fødder kan sættes på igen, der kan laves nye led, medfødte hjertefejl kan helbredes ved operation, og forkrøblede fødder kan omdannes. Nye og forbedrede tekniske metoder gør det lettere at kontrollere blødninger. Ved en række kunstfærdige kirurgiske indgreb anvendes laserstråler. Kirurger er også hurtige til at drage nytte at deres kollegers — narkoselægernes og deres operationsholds — færdigheder. Dygtige ingeniører har været med til at udvikle nye instrumenter og nyt udstyr.

I dag gør man også meget brug af at transplantere forskellige organer — nyrer, hjerter, lunger og lever. Men i forbindelse med disse operationer kommer jeg til at tænke på en udtalelse min fader engang kom med. Jeg var hjemme på besøg fra det lægevidenskabelige fakultet, og jeg foretog en vasektomi på en af hans patienter der havde bedt om at blive steriliseret. Jeg var stolt af min nylærte teknik og spurgte min fader hvad han mente om den. Han svarede: „Patienten er uden tvivl tilfreds, men jeg gad vide hvad Skaberen mener om det.“ Som følge af det syn jeg har grund til at tro at Skaberen har på organtransplantationer, tvivler jeg stærkt på at det er bibelsk korrekt at udføre sådanne operationer.

Ja, vi kan ikke lade Skaberen ude af betragtning når det gælder kirurgien. Som dr. Alexis Carrel så rigtigt siger i sin bog Mennesket det ukendte: „Paa Grund af sine Metoders umaadelige Genialitet og Dristighed har den [moderne kirurgi] overgaaet Lægevidenskabens ærgerrigste Forhaabninger i tidligere Tider.“ Og dog er det sådan at „Saarenes Heling afhænger fremfor alt, . . . paa det bedste Hospital . . . af Tilpasningsfunktionernes Effektivitet“. Med andre ord, alt afhænger af den evne til at hele som Skaberen har nedlagt i menneskelegemet.

Min virksomhed som en kristen forkynder

Selv om den moderne kirurgis bedrifter er bemærkelsesværdige, er jeg både som en kristen forkynder og som kirurg enig med Jesus Kristus i at de åndelige værdier kommer forud for de materielle eller fysiske. (Matt. 16:26) Og hvad vil det sige? At den kristne forkynder som kan give folk håbet om evigt liv kan gøre dem mere godt end nogen dygtig kirurg, som i bedste fald kan hjælpe dem til blot at leve nogle få korte år. Det er grunden til at jeg var villig til at forlade min meget indbringende praksis i Santa Barbara for mange år siden. Desuden er jeg fuldt ud klar over at den dag nærmer sig hvor det ikke vil være nødvendigt med kirurger. Hvis jeg skulle begynde nu, ville jeg ikke påbegynde den lange skolegang og praktiske uddannelse der er nødvendig for at blive kirurg, men jeg ville vælge i højere grad at vie mit liv til den kristne tjeneste.

I dag glæder jeg mig over et rigt og virksomt liv. Også mine to børn, der begge er voksne og gift, tjener som kristne forkyndere, den ene som ældste i en menighed og den anden som missionær i et fremmed land. Min kone og jeg bruger nu hele vores tid i den kristne tjeneste, idet vi er medlemmer af staben på Vagttårnsselskabets hovedkontor, hvor vi hjælper heltidstjenere og andre alt efter hvad deres behov er. Jeg må tilføje at alle disse privilegier også i høj grad har været til gavn for mig. Jeg kan virkelig bekræfte hvad der siges i Ordsprogene 10:22 [New World Translation]: „Jehovas velsignelse — det er den som gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Indsendt.

[Fodnote]